Bibliotheca Arnamagnæana - 01.10.1944, Side 64

44
Boeqvægets
Forbædring
Aar dog dengang havde ødelagt en stor Mængde. Men hvorledes
vare de for mange, da det er klart, at Island kan ikke beboes uden
Heste, og disse desto fleere, end andre Lande, som det har ingen
Kiørevei eller Vogne? Deres Antal blev anseet for stort formedelst
Folkeformindskelsen, den indenlandske Handels Aftagelse, og de
mindre behøvende Transporter til de færre Overblevnes Fornøden-
hed, end i Fordum Tiid. Desuden kan ligesaa god Handel drives
med de Islandske, som med de Sællandske Heste, da de giøre lige
Nytte, men hverken Taxt eller Octrøi anføre dem, hvorimod det er
blevet anseet for en grov Afvigelse fra Religionen at æde Hestekiød
endog i Hungersnød.
§ 28
Disse Kreaturer, den eene Hovedgreen af Islands Underholdning,
haver naturligvis efter Haanden ligesom Folkemængden og Jorddyr-
kelsen aftaget indtil 1750, og derefter til 1783 endnu meget meer,
formedelst dyre Aar og tilstødende Landeplager, især Faareqvæg-
sygen og Følgerne af den nu sidst opstandne Vulcan. Deres første
og eeneste nogeledes tilforladelige Antal i det heele Land er ind-
leveret fra Sysselmændene Aar 1703, ligesom Folketallet til davæ-
rende Landcommissarier, og forvares i det Kongelige Rentekammer
Archiv. Dette Tal (see 4de Tavle) er ellers taget i et af de meget
dyre Aar, som havde vedvaret fra 1688, samt varede derefter til
1708, og er ikke forklaret, hvormeget i de næstforegaaende 15 Aar
var uddødt, eller de paafølgende 5 Aar fremdeeles blev tabt. Hvor-
meget den Tid manglede i Qvildetallet til Indbyggernes Underhold-
ning, udviser den ite Tavle og er forhen § 24 vedrørt, der udgiør
saa nær den halve Deel af Mandtallets vedbørlige Udkomme, efter-
som den virkelig var i Fordum Tid. Tunenes Vanrøgt har mest
formindsket Køernes og Mangelen paa Fæehuuse tillige med en slet
Oppasning Faarenes Tal. Dette sidste forklarer et af de beste Is-
landske Huusholdningsskrifter, neml. Sysselmand Ketilsens paa
Hrapsøe udkomne Saudfiarhirding (Faarekvægets Røgt),
som paa nye burde oplegges, skiønt det ikke tydelig befatter sig med
den fremfarne Tids Historie, er og altfor lemfældigt og sparsomt i
Hensigt til de saa fordeelagtige Faarehuuse, af Medynk over Fattig-
dommen til at bekoste det behøvende Tømmer. Det er da klart,
at skal Landet beboes, saa bør disse Kreaturer bedre behandles,