Dúgvan - 11.02.1897, Blaðsíða 2

og ofte maa vi i vort daglige Liv gøre
Brug af den Frihed, vi saaledes have til
at rode i Snavset; men fordi vi have Lov
til at trampe i en Mødding, saa ville vi
dog lade det være, naar vi ikke have noget
der at gøre; vi have Lov til at gaa i snav-
sede Klæder, men kunne vi for Arbejdets
Skyld, ville vi helst have rent Tøj paa.
Hvorfor? For Velanstændigheds Skyld.
Imidlertid, forbyder Guds Ord os ikke
at nyde berusende Drikke, saa forbyder
det Drukkenskab, og det ikke blot paa et
enkelt Sted. men paa mange Steder. Ja,
siges der saa, men i de ti Bud forbydes
Drukkenskaben dog ikke. Jo vist forbydes
den i de ti Bud. Den forbydes indirekte.
De ti Bud byde os t. Eks. at ære Fader
og Moder, hvor ofte undlades det ikke i
Drukkenskab? eller hvor ofte syndes der
ikke imod det femte Bud, baade hvad ens
eget og Næstens Liv angaar. Drukken-
skaben forbydes ogsaa direkte i de ti Bud.
I det første Bud siger Herren! »Du skal
ikke have andre Guder for mig«. Luther
forklarer det med, at vi skulle over alle
Ting frygte, elske og forlade os paa Gud;
og Jesus siger, at det første og største
Bud er dette: »Du skal elske Herren Din
Gud af det ganske Hjerte« o. s. v. Det
er sikkert ikke for meget sagt, at Dran-
keren, i alt Fald til Tider, tænker mere
paa Flasken end paa Vorherre, altsaa
bliver Flasken hans Afgud. Saaledes
forbyder det første Bud Drukken-
skab.
Ja, siges der saa, vi indrømme, at
Drukkenskab er noget, som alle bør vogte
sig for, men derfor behøver man ikke helt
at afholde sig fra den Slags Drikke, man
kan nyde dem til Maade. Nu vel, det kan
man nok; men det maa dog indrømmes, at
fbr mange har denne »Kunnen« lidt at be-
tyde, netop fordi man ikke kan holde op,
naar man først har nydt til Maade. Hvor
vanskeligt det er for den, der drikker, at
bestemme Maaden, ses maaske bedst af de
Betegnelser, der bruges for de forskellige
Grader i Drukkenskaben. Naar nogen,
der er vant til at drikke, indrømmer at han
er en Smule beruset, »kennir eitt sindur
til«, saa kan man være vis paa at han er
kommen et Skridt henimod Drukkenskaben;
selv naar han har været fuld, kommer han
vanskelig højere end at indrømme, at han
har været vel meget beruset, »kendi væl
so nogv til«; at han har været drukken,
endsige fuld, vil han vanskelig indrømme;
det skulde da være en, der ellers ikke
plejer at drikke, og som af Vanvare var
kommen til at tage sig en Rus, han bag-
efter fortryder — og, naar man har be-
gaaet en Lovovertrædelse, saa vil man nok
indrømme at have været fuld, for at sikre
sig formildende Omstændigheder ved Straf-
fens Udmaaling.
Altsaa, man har Lov til at drikke og
Lov til at lade være. Ved det første ud-
sætter man sig for at ende med Umaadelig-
hed, ved det sidste er der ingen Fare.
Maaske jeg kan forklare mig nærmere
ved et Billede. Ved Siden af mit og mine
Naboers Huse løber der en smal Fodsti
og hinsides den er der en stor Aa. Naar
jeg nu gaar ud om Aftenen i Mørke, saa
har jeg Lov til at gaa midt henad Stien,
ja end ud paa dens yderste Kant; men
derved udsætter jeg mig for at træde fejl
og falde i Elven, derfor holder jeg mig
langs Husrækken; og hver Gang jeg møder
en fremmed, der skal gaa den Vej, siger
jeg til ham: Hold Dem ved Husrækken,
Faren er paa den anden Side. Det samme
Raad vil jeg give mine Medborgere: I
have Lov til at gaa Maadeholdets
Middelvej, men derved udsætte I
Eder for at fejle og drukne i Brænde-
vinslysten, holderEder derfor hellere
til Afholdenhedens Husrække. Fa-
ren er paa den anden Side.
Det var imidlertid Synden, vi begyndte
med. Man har Lov at drikke; men h vor-
me get kan man saa drikke uden at synde?
Det er et Spørgsmaal, der ikke kan be-
svares med at opgive et bestemt Maal.
For mange er allerede en Snaps eller en
halv Bajer nok til at vække Drikkelysten,
Begærligheden; og er den først vakt, saa
ligger Synden for Døren, saa er man paa
Vej til Afgudsdyrkelsen. S—j—
Konen og Barnet i Værtshuset.
Paa en Eftermiddag i Juni Maaned
i 1860 traadte en dybt bedrøvet Kone led-
saget af et Barn ind i et Værtshus i Staden N.
Hun nærmede sig Værtshusholderen, som
stod bag Skænken, og sagde: »Min Herre,
kan De ikke hjælpe mig? Jeg har ingen
Bolig, ingen Venner, og er ikke i Stand
til at arbejde.«
Med nysgerrige Blikke saa han paa
hende og Barnet, og forundrede sig over,
at en Kone kom for at betle i Værtshuset;
dog, uden at spørge videre, gav han hende
nogle Skillinger. Han vendte sig derpaa
til Gæsterne og sagde: »Mine Herrer, her
er en Kone i Nød, kunne ingen af Eder
hjælpe hende?« Alle vare villige dertil
og snart var der samlet syv Kroner.
»Madame,« sagde Manden, som overrakte
hende Pengene; »hvorfor kommer De i et
Værtshus? Er det ikke et ejendommeligt
Sted, og hvad førte Dem til et saadant
Skridt?«