Dúgvan - 11.02.1897, Blaðsíða 3

»Min Herre, jeg véd, at dette er intet
Sted for mig. De spørger efter Aarsagen
til et saadant Skridt? Det kan jeg sige
Dem med faa Ord.« Hun pegede paa en
Flaske, paa hvilken Ordet ^Brændevin«
stod. »Hvad der drev mig dertil er —
Brændevin. Der gaves en Tid, da jeg
levede i Velstand, omgiven af Glæde, og
tilsmilet af en mild og veltilfreds Ægte-
mand. Men Fristeren nærmede sig til
ham og han havde ingen Kraft til at staa
imod; han faldt og hengav sig til Drukken-
skab. I kort Tid var min Lykkesdrøm
forbi, og snart havde jeg mistetalt, og det
alene ved Brændevin. Nu ser De kun en
Skygge af min forrige Skikkelse. Uden
Hjem og uden Midler efterlod han mig i
denne Verden. Jeg har intet uden dette
Barn !« Hun græd og sank næsten sammen,
idet hun saa paa sit Barn. Dog fattede
hun sig igen, og idet hun vendte sig til
Værten, sagde hun: »Min Herre, Aar-
sagen, hvorfor jeg gaar til saadanne Huse,
er den, at jeg ønsker at sige dem, der
sælge denne Gift, at de skulle opgive deres
Forretning, fordi den ruinerer Familier og
styrter Mennesker i timelig og evig Ulykke.
O, tænk engang paa Deres kære og be-
tragt den Tilstand, i hvilken jeg befinder
mig! Kan De endnu sælge et Glas af
denne Gift? — O, jeg beder Dem for
Menneskenes og for Himlens Skyld, ophør
med denne Forretning, som ruinerer Legeme
og Sjæl! Hør op! Hør op med denne
Handel! Betænk at de Penge, De tager
imod over denne Disk, ere saadanne, som
tage Brødet af Familiers Mund, rive Klæ-
derne af Kroppen og forstyrre Husfreden!
O, min Herre, jeg beder Dem, at opgive Deres
Forretning og at begynde en saadan, som
kan gøre Dem og Deres Medmennesker
lykkelige. Undskyld, at jeg har udtalt mig
saa frit, Elendigheden, Ulykken har drevet
mig dertil.«
»Madame, jeg er ikke vred paa Dem,«
svarede Værten med en rystende Tone;
»jeg takker Dem for, hvad De har sagt.«
»Mama,« sagde Barnet, som i samme
Tid havde talt med en anden Mand; »denne
Herre ønsker, at jeg vil synge min lille
Sang for ham, skal jeg?«
»Ja, mit Barn, naar man ønsker det og
Du vil.«
Barnet blev sat paa en Stol og med
barnlig Stemme sang hun:
Vi levede lykkelig, sunde og glade,
Og kendte ej Nød ved Familiebord;
Men snart saa vi visne vor Lykke som Blade,
Thi Nøden fremvokste som Ukrudt paa Jord,
Ak, ak, i Værtshuset
Sad Fader beruset!
Min Moder af Sorger svandt hen, ja, hun døde;
Ej Venner vi havde, som om os sig brøde.
Ak, gives der ingen, som med mig vil bede
For denne min Fader, som lever endnu?
Ak, beder dog med mig, at Gud ham vil
redde
Fra Drukkenskabslasten, ja beder dog nu!
Forbarm Dig, o Jesu!
Forbarm Dig, o Jesu!
Ak, frels dog min Fader fra Drukkenskabs-
lasten;
Han er som en sovende oppe paa Masten.
Hvor tør I vedblive slig Vandel at føre,
Og sidde som Drank’re i Værtshuset her?
Kan Eder ej Armod, Familienød røre,
Saa hør det: For Gud I skal stilles enhver!
Og Regnskab ham gøre
For Livet, I føre!
Men hvad vil I svare, naar Herren vil spørge:
Hvorfor I forsømte for Sjælen at sørge?
Alle Kortspillerne havde samlet sig
omkring den lille; nogle af Nysgerrighed,
andre med Alvor, og endnu andre med et
Udtryk af Medlidenhed i deres Ansigter.
Efter at Sangen var til Ende, græd mange
af Gæsterne; Mænd, som ikke havde fældet
Taarer i mange Aar, og som ikke kunde
bevæges ved at se deres Familiers Nød,
græd som Børn. En ung Mand, som havde
foragtet sin Moders, sine Søskendes og
Venners Formaninger, greb Barnets Hæn-
der og sagde under en Strøm af Taarer:
»Gud velsigne Dig, mit Barn! formedelst
Dig har Gud frelst mig fra Fordærvelsen,
fra Armod og fra en Drankers Grav! Hvad
min Moder og mine Søskende ikke have
formaaet, har Du formaaet. Gud velsigne
Dig!« Herpaa overrakte han Moderen
nogle Banknoter og sagde: »Modtag
denne Ubetydelighed, og naar De er i Nød,
vil De altid kunne finde en trofast Ven i
mig, thi ved Deres Barn er min Sjæl
bleven frelst.« Han gav hende derpaa sin
Adresse.
»Gud velsigne Eder, mine Herrer, for
den Kærlighed, I have bevist imod en
hjælpeløs Kvinde!« Og førend der endnu
fulgte noget Svar, forlod hun Værtshuset.
»Mine Herrer, denne Kone har Ret,«
sagde Værten, »og jeg har solgt mit sidste
Glas Brændevin; vil nogen endnu have
noget, saa maa han gaa et andet Sted hen.«
»Og jeg har drukket mit sidste Glas,«
sagde et ungt Menneske, om hvis Frelse
man havde opgivet alt Haab. »Her er en
Afholdenhedsforening, som jeg straks vil
slutte mig til. Vil nogen gaa med mig?«
»Jeg — jeg — jeg — jeg og jeg,« og
15 Navne bleve indtegnede.
Den næste Dag lukkede Værten sin
Skænkestue og tog fat paa en bedre For-
retning, og nu lever han lykkelig med sin
Familie. Alle bleve reddede fra Laster,