Dúgvan - 08.06.1899, Blaðsíða 2

Dúgvan - 08.06.1899, Blaðsíða 2
Folkemødet ved Kvalvig. Latifi småfuglar og heidafuglar hava frifi! .1 Lavningen paa Fjældet, hvor Vejene fra Kvivig og Vestmanhavn mødes, blev der efter Indbydelse fra Foreningen »Frooar- fundir« i Vestmanhavn holdt et Folkemøde anden Pinsedag. Skønt der kom P"olk saa langvejs fra som fra Norderøerne og Sandø samt de sydligste Bygder paa Strømø, bestod Forsamlingen af knapt 300 Personer. Efter at Sysselmand Winther havde budt Velkommen, holdt Kongsbonde og Købmand Olaf J. Olsen af Vestmanhavn et længere grundigt Foredrag om Vil- kaarene for det færøske Folks Udvikling. Han betonede stærkt Menneskets Pligt til at gøre sig Jorden underdanig, og paaviste, at Drikkeriet ved at foraarsage Spild af Penge, saa vel som af Legemets og Sjælens Kræfter, var en af de største Hindringer for Fremskridt og almindeligt Velvære. Til Bekæmpelse af Drikkeriet foreslog han som det virksomste Middel at faa udvirket Forbud mod Forhandling af alle Slags be- rusende Drikke foreløbig for et Tidsrum af f. Eks. 10 Aar. R. Effersø anbefalede ogsaa alminde- ligt Forbud, som overensstemmende med de i de fleste civiliserede lande eksi- sterende Forbud mod fri Forhandling af forskellige farlige Giftstoffer. Dog frem- hævede han som et endnu mere ønskeligt Formaal, at virke for Befolkningens Op- dragelse til af egen fri Vilje at kunne give Afkald paa skadelige Nydelser, hvilket kun tilfredsstillende kan opnaas ved en Oplysning, der giver Erkendelse af For- skellen mellem ondt og godt. O. J. Olsen oplyste, at der i Løbet af 10 Aar ved Afskaffelse af Drikkeriet direkte kunde spares et Beløb af 1 '/2 Mill. Kr. — en betydelig Sum for vort lille Samfund. Sverre Patursson fraraadede at arbejde hen til almindeligt Forbud mod Spiritus- handel, men anbefalede en saadan Ordning, at alt Overskud af Spiritushandelen blev til almennyttige Formaal. R. Effersø erindrede om, at et saadant Forslag havde været paa Bane i Lagtinget i Provst Sørensens Tid. O. Olsen vilde være med til at mod- arbejde Drikkeriet paa en hvilkensomhelst Maade, men mente at almindeligt Forbud var det heldigste. J. Patursson sluttede sig til de fore- gaaende Talere, hvad Spiritusforbruget angik, men paaviste tillige forskellige andre Misbrug. Denne velmente Formaning og Bøn til ældre og yngre om Fred for de stakkels, uskyldige Fugle bliver »Føringat.« aldrig træt af at gentage hver Gang Foraaret vender tilbage — og det bør paaskønnes. Desværre er jeg bange for, at hverken Formaningen eller do paagældende Lov- bestemmelser have udrettet saa meget som man maatte ønske; dog tvivler jeg ikke om, at saa vel det ene som det andet har gjort noget godt; men endnu blive Rederne plyndrede og Fuglen formerer sig — i det mindste i de Hauger, jeg kender. — kun meget sparsomt. Hvis man havde en Smule Kærlighed til disse Dyr; hvis man elskede deres Sang og muntre Kvidder og hvis man frydede sig ved at høre dem »prise Vorherre saa godt de formaa og takke for Livet og Lyset med fløjtende Tunge,« saa nænnede man i Sandhed ikke at for- trædige dem, hverken paa den ene eller anden Maade. Og hvad Glæde har man saa af de Par Æg, man fratager dem? Mon ikke Fuglens Sorg er mange Gange større end Dyrplagerens Glæde? Og mon Vorherre ikke ogsaa ynkes over dem, naar de sorg- betyngede flyve omkring tolkende deres Sorg i vemodsfulde, hjerteskærende Toner? Det skal ikke være frit for, at der af og til er blevet udøvet Grusomhed mod disse stakkels, værgeløse Skabninger. Det sker desværre altfor sjældent, at de, der udøve Grusomhed mod Dyrene, blive an- meldte for Retten, men undertiden synes det, at Forsynet straffer saadanne Men- nesker paa en følelig Maade. Som Barn mindes jeg en Mand med eet Ben, og om hans Grusomhed mod Dyr, særlig Fugle, fortålte de ældre os de mest oprørende Historier. Hans største Fornøjelse havde bestaaet i at fange Fugleunger i Haugen. Snart skar han Vingerne af een og lod den saa løbe; saa Benene af en anden, hvorpaa han lod den flyve, o. s. fr., men pludselig standsedes han i sine Grusom- heder ved, at han en Dag under Fjæld- gangen brækkede sit ene Ben; der gik Koldbrand i Saaret og Benet maatte amputeres. Dette betragtede de gamle som en »Guds Dom«, og hvem tør sige, at de tog fejl deri? Lad derfor de stakkels fredelige, nyt- tige og oplivende Haugefugle og Smaa- fugle i Fred! D. I.

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.