Dúgvan - 08.06.1899, Blaðsíða 3

Dúgvan - 08.06.1899, Blaðsíða 3
Varmer og styrker Brændevin? Det var en Decembernat 1830, at et større Fartøj paa en af de store kanadiske Søer paa Grund af haard Storm med stærk Kulde. og Isslag var kommet i en over- ordentlig farlig Situation. Vel ere disse Søer af en betydelig Størrelse (som Katte- gat eller mere), men bliver et Fartøj her overfaldet af Stormen, kan det dog ikke som paa Verdenshavene gaa for Vinden og paa den Maade løbe fra Stormen, det er der naturligvis ikke Plads til; der maa krydses, og det er selvfølgelig overordent- lig vanskeligt, naar alt Tovværk er Islagt. Dertil kom endnu, at det paa den store Sejlflaade, der besørgede Fragtfarten paa Søerne, at Skibsmandskaberne havde rige- lig Adgang til Spiritusnydelse — der laa nemlig altid paa Dækket til fri Afbenyt- telse et Anker med Whisky. I dette Til- fælde havde den ene Halvdel af Mand- skabet med Styrmanden i Spidsen for »at varme og styrke sig« mod det barske Vejr lettet Ankeret for en Del af dets Indhold, dog uden at være berusede. Kaptejnen, Howard, samt den anden Halvdel af Mand- skabet havde derimod ikke nydt det*mindste Spiritus. Denne Halvdel kom nu snart til at gøre det hele anstrængende Arbejde, thi de, der havde »varmet og styrket sig« med Whisky, bleve efterhaanden saa for- komne af Kulde og saa udmattede, at de fuldstændig maatte opgive Arbejdet, og i 36 Timer maatte den nøgterne Del af Mandskabet holde ud. Da var Fartøjet reddet, men det havde selvfølgelig været en overordentlig Anstrængelse og i sin Harme over den Streg, Whiskyankeret ikke blot denne Gang, men ofte tidligere havde spillet ham, drejede Kaptejnen Hanen om paa Spiritusankeret saa Ind- holdet flød ud. Kort efter saa han Styr- manden komme 'forbi og gaa hen til An- keret; da han blev staaende yderlig for- bavset over at finde det tomt, sagde Kap- tejn Howard til ham, at det var ham, der var Gerningsmanden, og at det nu var sidste Gang, der var bleven drukket Whisky paa hans Fartøj saa længe han førte det. Styrmanden mente, at Mandskabet aldrig vilde finde sig deri, og at intet Rederi kunde være saa lurvet at unddrage Folkene den vante Nydelse, men Kaptejnen blev ved sit, og i den første Havn, de kom til. forlod Styrmanden og Halvdelen af Mand- skabet Fartøjet. Det lykkedes dog snart at faa afholdne Folk i Stedet, og for at det ikke skulde se ud som Kniberi, at Spiritusankeret var afskaffet, sørgede Kap- tejnen for, at til Gengæld Fødevarerne vare af første Sort og han kom ikke blot aldrig til at mangle Mandskab, men han fik oven i Købet snart den Triumf, at det Søforsikringsselskab, hvori hans Fartøj var assureret, af sig selv nedsatte Præmien, da det indsaa, hvormeget Risikoen for- mindskedes ved, at Mandskabet ikke nød Spiritus; men den videre Følge blev, at at de øvrige Fartøjer paa Søerne efter- haanden ogsaa maatte opgive Whisky- ankeret for ligeledes at kunne nyde Fordel af den formindskede Præmie. Barmhjertighed. Cancelliraadens sidder ved Aftens- bordet. — Udenfor er det Efteraarsvejr med raa- kolde Vinde og Regn og Slud. De smaa, forkrøblede Piletræer og Ribsbuske dernede i Haven, de brun-gule Marker og de nøgne Fjældsider med en blygraa Himmel over og det mørke urolige Hav under sig, alt synes at forme sig som et tungsindigt Ud- tryk for Novembernaturens triste, haabløse Stemning. Men inde i de pyntelige Stuer i det stofe Stenhus er der hyggeligt og lunt, Varmen fra Kakkelovnen og 1 .yset fra Hængelampen lader Husets Beboere glemme Efteraarets Halvmørke og Uhygge for den behagelige Følelse af Velvære og Mæthed. Cancelliraadens er færdige med Aftensmaden. Efter Bordet læser Cancelliraaden altid et Stykke op af Biblen for sin andægtig lyttende Tilhørerkreds: Fruen, Børnene og Pigen. Hans ærværdige Apostelskæg be- væger sig op og ned, mens han læser, langsomt og højtideligt: »Naar du gør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ejheller dine Brødre, ejheller dine Frænder, ejheller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igen og dig ske Vederlag. Men naar du gør et Gæstebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde; saa skal du være salig, thi de have intet at betale derfor, men det skal igengives dig i de retfærdiges Op- standelse« .... Oplæsningen afbrydes ved at Yderdøren gaar op; Fruen gaar ud i Køkkenet og der indtræder en Pause med forundrede Gisninger om, hvem det dog kan være, der søger herhen saa sent paa Aftenen. »Det er en Fisker, som ikke har kunnet faa logi i Byen og som nu beder om Lov til at sidde her i Køkkenet Natten over. Han skjalv, saa forkommen var han, og saa gav jeg ham et Stykke Brød og en Kop The; han var vist meget sulten,« for- klarer Fruen, som er kommen ind igen. »Ak ja, det stakkels Menneske,« sukker

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.