Dúgvan - 08.06.1899, Side 2

Folkemødet ved Kvalvig.
I Lavningen paa Fjældet, hvor Vejene
fra Kvivig og Vestmanhavn mødes, blev
der efter Indbydelse fra Foreningen »Froøar-
fundir« i Vestmanhavn holdt et Folkemøde
anden Pinsedag. Skønt der kom Folk saa
langvejs fra som fra Norderøerne og Sandø
samt de sydligste Bygder paa Strømø,
bestod Forsamlingen af knapt 300 Personer.
Efter at .Sysselmand Winther havde
budt Velkommen, holdt Kongsbonde og
Købmand Olaf J. Olsen af Vestmanhavn
et længere grundigt Foredrag om Vil-
kaarene for det færøske Folks Udvikling.
Han betonede stærkt Menneskets Pligt til
at gøre sigjorden underdanig, og paaviste,
at Drikkeriet ved at foraarsage Spild af
Penge, saa vel som af Legemets og Sjælens
Kræfter, var en af de største Hindringer
for Fremskridt og almindeligt Velvære.
Til Bekæmpelse af Drikkeriet foreslog han
som det virksomste Middel at faa udvirket
Forbud mod Forhandling af alle Slags be-
rusende Drikke foreløbig for et Tidsrum af
f. Eks. 10 Aar.
R. Effersø anbefalede ogsaa alminde-
ligt Forbud, som overensstemmende med
de i de fleste civiliserede Lande eksi-
sterende Forbud mod fri Forhandling af
forskellige farlige Giftstoffer. Dog frem-
hævede han som et endnu mere ønskeligt
Formaal, at virke for Befolkningens Op-
dragelse til af egen fri Vilje at kunne give
Afkald paa skadelige Nydelser, hvilket
kun tilfredsstillende kan opnaas ved en
Oplysning, der giver Erkendelse af For-
skellen mellem ondt og godt.
O. J. Olsen oplyste, at der i Løbet af
10 Aar ved Afskaffelse af Drikkeriet
direkte kunde spares et Beløb af 1 ’/2 Mili.
Kr. — en betydelig Sum for vort lille
Samfund.
Sverre Patursson fraraadede at arbejde
hen til almindeligt Forbud mod Spiritus-
handel, men anbefalede en saadan Ordning,
at alt Overskud af Spiritushandelen blev
til almennyttige Formaal.
R. Effersø erindrede om, at et saadant
Forslag havde været paa Bane i Lagtinget
i Provst Sørensens Tid.
O. Olsen vilde være med til at mod-
arbejde Drikkeriet paa en hvilkensomhelst
Maade, men mente at almindeligt Forbud
var det heldigste.
J. Patursson sluttede sig til de fore-
gaaende Talere, hvad Spiritusforbruget
angik, men paaviste tillige forskellige
andre Misbrug.
Latid småfuglar og heidafuglar hava frid!
Denne velmente Formaning og Bøn
til ældre og yngre om Fred for de stakkels,
uskyldige Fugle bliver »Føringat.« aldrig
træt af at gentage hver Gang Foraaret
vender tilbage — og det bør paaskønnes.
Desværre er jeg bange for, at hverken
Formaningen eller do paagældende Lov-
bestemmelser have udrettet saa meget som
man maatte ønske; dog tvivler jeg ikke
om, at saa vel det ene som det andet har
gjort noget godt; men endnu blive Rederne
plyndrede og Fuglen formerer sig — i det
mindste i de Hauger, jeg kender, — kun
meget sparsomt.
Hvis man havde en Smule Kærlighed
til disse Dyr; hvis man elskede deres
Sang og muntre Kvidder og hvis man
frydede sig ved at høre dem
»prise Vorherre saa godt de formaa
og takke for l ivet og Lyset med fløjtende
Tunge.«
saa nænnede man i Sandhed ikke at for-
trædige dem, hverken paa den ene eller
anden Maade.
Og hvad Glæde har man saa af de
Par Æg, man fratager dem? Mon ikke
Fuglens Sorg er mange Gange større end
Dyrplagerens Glæde? Og mon Vorherre
ikke ogsaa ynkes over dem, naar de sorg-
betyngede flyve omkring tolkende deres
Sorg i vemodsfulde, hjerteskærende Toner?
Det skal ikke være frit for, at der af
og til er blevet udøvet Grusomhed mod
disse stakkels, værgeløse Skabninger. Det
sker desværre altfor sjældent, at de, der
udøve Grusomhed mod Dyrene, blive an-
meldte for Retten, men undertiden synes
det, at Forsynet straffer saadanne Men-
nesker paa en følelig Maade. Som Barn
mindes jeg en Mand med eet Ben, og om
hans Grusomhed mod Dyr, særlig Fugle,
fortalte de ældre os de mest oprørende
Historier. Hans største Fornøjelse havde
bestaaet i at fange Fugleunger i Haugen.
Snart skar han Vingerne af een og lod
den saa løbe; saa Benene af en anden,
hvorpaa han lod den flyve, o. s. fr., men
pludselig standsedes han i sine Grusom-
heder ved, at han en Dag under Fjæld-
gangen brækkede sit ene Ben; der gik
Koldbrand i Saaret og Benet maatte
amputeres. Dette betragtede de gamle
som en »Guds Dom«, og hvem tør sige,
at de tog fejl deri?
Lad derfor de stakkels fredelige, nyt-
tige og oplivende Haugefugle og Smaa-
fugle i Fred! D. I.