Dúgvan - 26.10.1903, Qupperneq 5

i V. Sogn en lille Mil herfra. Min Mad-
moder var god imod mig, og det var min
Husbond ogsaa, men den, som bedst for-
stod mig og var bedst imod mig, var dog
deres Søn, der var paa samme Alder som
jeg: Han blev min gode Ven og hjalp
mig stakkels forskræmte Barn til igen at
aande frit. Det var en lykkelig Tid, og
de fem Aar, som nu svandt, var de lykke-
ligste i mit Liv, naar jeg fratager min
Barndomstid, mens Fader og Moder levede.
Men Lykken er skør — den kan briste og
forsvinde, og min svandt.«
Hun standsede et Øjeblik og tørrede
et Par Taarer bort, som havde listet sig
ned paa de rynkede Kinder.
»Jeg var bleven en smuk og køn Pige
paa 19 Aar«, vedblev hun, »som alle syn-
tes om, og jeg selv ikke mindst. Jeg kunde
Ogsaa gøre mine Ting, hvorsomhelst jeg
blev sat — enten det Var paa et Danse-
gulv, eller det gjaldt Arbejde i Mark eller
Hus. Afholdt var jeg — baade gamle og
unge kunde lide mig; men der var kun
én, som jeg rigtig syntes om, og som jeg
havde kær, og denne ene var min Hus-
bonds Søn, og han blev min Ulykke. Det
var en Gang, vi var til Fest i P. Skov,
han havde faaet en Del at drikke, mer
end han havde godt af, og vil have mere.
Men endelig fik jeg ham til at lade være,
og vi fulgtes ad hjem. Da skete det, som
jeg har maattet bøde for hele Livet. Et
Øjebliks Selvforglemmelse kan spilde et
helt Menneskeliv. Der gik en Tid, som
jeg helst vil tie om, en Tid, som aldrig
skulde have været. Saa mærkede jeg, det
var galt. Jeg betroede min Kæreste det,
men fra den Tid var det, som om hans
Kærlighed blev kold og svandt bort. Nu
var Lykken forbi, og Kampen begyndte,
og siden har jeg ikke kendt andet. En
Tid efter mærkede min Madmoder, hvor-
ledes det var fat med mig, og hun tog
mig i Forhør. Jeg fortalte saa alt aabent
og ærligt, men hun blev helt rasende og
kaldte mig baade det ene og det andet —
tilsidst jog de mig ud af Gaarden.«
Den gamle tav stille en Stund — hun
skjulte Ansigtet i sine Hænder, man kunde
mærke, at hun levede helt med i Minderne
endnu. Endelig rejste hun Hovedet op
— tørrede Øjnene med Hjørnet af sit For-
klæde og begyndte igen.
»Jeg vidste nu ikke, hvor jeg skulde
gaa hen. Gaa til mine Plejeforældre kunde
jeg ikke. De havde ikke brudt sig om
mig, siden jeg blev konfirmeret, og jeg
havde kun besøgt dem en eneste Gang.
Saa der kunde der ikke være noget at
gøre — jeg gik da paa Lykke og Fromme
ud i Verden og kom ud i Heden, der
satte jeg mig ned og tænkte paa, hvad
jeg skulde gøre. Gaa hen og bede om
Husly, var jeg ikke sindet for, man kunde
jo nok se paa mig, hvad jeg fejlede, og
saa maaske haane mig; men det vilde jeg
ikke paa nogen Maade taale, s;\a hellere
søge Døden i et af Vandhullerne 1 Heden,
saa fik jeg da Fred, og saa behøvede
| Verden ikke at se skævt til mig og haane
mig, det var jeg vis paa, den vilde. Jeg-
rejste mig og gik hen til et stort Hul,
der var fyidt med Vand — jeg stirrede
derned, blot et lille Spring og maaske lidt
Kuldegysninger, og det hele var forbi, og
jeg kom til Far og Mor; dog kom jeg nu
i ogsaa til dem? Nej! det gjorde jeg vist
ikke, og kun hos dem var godt at være.
Jeg maa til Far og Mor, gentog jeg for
mig selv, og leve min Bardomstid om igen
| — ja igen uden Ende. Imens jeg talte
j med mig selv, var jeg gaaet fra Graven
og gik nu omkring i Lyngen og vedblev
' dermed, indtil jeg ikke kunde mere, men
j satte mig ned og faldt i Søvn. Og da
jeg vaagnede laa jeg her i Huset — en
gammel Mand, som boede her, havde fun-
det mig ude i Lyngen, og her havde jeg
ligget i tre Uger i vilde Feberfantasier.«
Den gamle tav stille en Stund — hun
havde nok at gøre med at tørre Taarerne
| bort, som ved Erindringen om hin sørge-
lige Tid randt i stride Strømme. Da hun
nogenlunde var bleven Herre over sig
selv igen, fortsatte, hun:
»Jeg havde i denne Tid talt om Far
og Mor og min Kæreste, som havde for-
ladt mig. Og da han spurgte mig om,
hvad jeg var, saa fortalte jeg ham alt.
Der gled nogle Taarer ned ad hans Kin-
dar, mens jeg fortalte ham min sørgelige
Historie. Og da jeg var færdig, sagde
han: »Barn, vi to har en Del tilfælles i
Skæbne, derfor maa vi helst holde sammen.
Læg dig nu stille og sov - - du er endnu
for svag til at tale meget.« Jeg adled, og
da en lille Tid var gaaet, saa kom jeg
nogenlunde til Kræfter igen, saa jeg kunde
hjælpe den gamle i Huset.
Han var inderlig god ved mig og
behandlede mig som en kær Datter. Et
Par Maaneder efter fødte jeg en lille Pige;
jeg var meget syg og laa længe, men den
gamle hentede en gammel Kone, som plej-
ede mig rigtig godt.
Da jeg var kommen til Kræfter, saa
talte jeg med den gamle om, at det vel
var bedst, at jeg rejste min Vej, men han
bad mig saa mindelig om at blive hos
sig, at jeg gik ind derpaa. Han havde
jo aabnet sin Dør for mig, da de andre
viste mig bort. Vi havde det saa godl
de første tre Aar, og min lille Pige vok-
sede godt; men saa blev den gamle syg
og laa i tre Aar, før han døde. I al den