Dúgvan - 01.08.1913, Blaðsíða 2

det allerede er sket. Derfor Ære være alle de
Mænd og Kvinder, som have lagt et energisk Ar-
bejde i at faa dette gennemført. Og give Gud, at
det maatte kunne føres videre endnu.
Ligner vi os Af holdsfolk ved et Selskab, der
vil til Fjelds — og vi arbejder paa at faa hele
Folket med op til Toppen, da vil vi forstaa, at der
er langt igen, at det vil vare længe, inden vi er
deroppe allesammen. Det vil vare længe, inden
vi deroppe kan kaste os paa Knæ, hele Folket,
og takke Gud fordi han reddede os ud af den
brændende Skov og gav os Lyst til kun at slukke
vor Tørst af de rene, friske og sprudlende Kilde-
væld. Gud give det maatte ske, om ikke i dette
Aarhundrede saa i det næste.
Jacob Christiansen: Det er en gennem
mange Aar konstateret Kendsgerning, at Afholds-
sagen er en god og samfundsgavnlig Sag, der har
sat gyldne Spor i de Samfund, hvor den har vundet
Indpas; det er derfor alle Af holdsfolks ønske, at
denne Sag stadig maa vinde flere og flere Tilhæn-
gere, og jeg skal udtrykke det Haab, at den Dag ikke
maa være fjern, da alt Rusdrikkeri er forsvundet
her fra vore Øer. — Den, der er kendt med sin
Bibel, vil bl. a. i Salomons Ordsprog finde strenge
Bestemmelser overfor dem, der hengiver sig
til Nydelse af de stærke Drikke. Jeg skal her til-
lade mig at fremføre nogle af de Skriftsteder, hvor
Rusdrikkeriet er omtalt, og man vil heraf se, at
dette er stillet i Klasse med andre graverende
Misgerninger, for hvilke Dommen er haard. Jeg
skal slutte med at udtale det ønske, at de der er
komne til dette Møde, maatte faa noget godt ud
af det, thi selv om vi ikke er nogle drevne Folke-
talere, saa kunde det dog være, at et eller andet
Ord fandt Sangbund blandt Tilhørerne. Maatte det
snart gaa op for alle, hvilken Kræftbyld paa vort
lille Samfund, Spiritusdrikkeriet har været og er,
og maatte stadig flere og flere slutte sig til den
gode Sag, vi efter Evne arbejder for, og som har
foranlediget dette Møde, nemlig: Afholds-
sagen.
Typograf Poul N i c 1 a s e n : Det glæder mig,
at der er kommet saa mange Mennesker tilstede
her i Dag, og jeg vil takke dem derfor.
Det, der særlig i den senere Tid har staaet
først paa Afholdsfolkenes Program, er fuldstændigt
Forbud mod al Indførsel af Spiritus her til Øerne.
Ofte hører man Folk sige, at dette er en altfor
radikal Fremgangsmaade, som ikke kan forsvares
overfor det spiritusnydende Publikum. Det er jo
overalt anerkendt — saavel af Venner som Mod-
standere — at Spiritusdrikkeriet ikke har gavnlige
Følger for noget Menneske, og man skulde derfor
tro, at alle vilde være taknemlige for Udelukkelse
af Spiritus fra et Samfund. Og man maa i For-
bindelse hermed huske paa, at det ikke var noget
nyt og andre Steder ukendt, man her kom til at
slaa ind paa; tværtimod. Vi behøver ikke at gaa
længere end til vore Nabolande — Island, Norge
og Sverrig — for der at finde Forbudstanken stærkt
fremme og enkelte Steder udført i Praksis. I
enkelte af de Forenede Stater i Nordamerika har
Forbudslovgivningen været praktiseret i mange
Aar, og den finske Rigsdag har for nogen Tid si-
den vedtaget en Forbudslov, som den russiske Zar
imidlertid har nægtet at sanktionere, sikkert paa
Grund af de russiske Brændevinsfabrikanters Inter-
esser. Som sagt er det altsaa ikke noget nyt og
for vore Øer enestaaende, som Afholdsfolkene i
Fjor lagde frem paa Lagtingets Bord. Noget an-
det er, at der maaske her kommer andre Interesser
til, som vil vanskeliggøre en saadan Forbudslovs
Realisation. De vinproducerende Lande ser deres
Udførsel af Spiritus truet ved en omfattende For-
budslovgivning, og saa vidt mig bekendt er der
fra disse Lande saavel overfor Norge som Island
gjort Forestillinger, gaaende ud paa, at hvis dér
indførtes fuldstændigt Forbud mod Indførsel af
Spiritus, saa vilde Spanien og Italien gøre Gengæld
m. H. t. Indførslen af Klipfisk. Nu kunde man
maaske sige, at hverken Spanien ellér Italien kunde
taale at sætte en Stopper for Køb af Klipfisk fra
Norge og Island, men særlig i de senere Aar er
saavel Tyskland som England slaaet ind paa Til-
beredning af Klipfisk i stor Stil, saa man maaske
derfra i givet Tilfælde kunde skaffe tilstrækkelig
Tilførsel til de spanske og italienske Markeder.
Om der fra Spanien eller Italien blev nedlagt en
lignende Protest som ovenomtalte, i Tilfælde af at
der her vedtoges en Forbudslov mod Spiritus, er
ikke usandsynligt, og dette var da en Knyt-
næve, som det ikke vilde være saa let at komme
udenom. Men hvis det kommer saa vidt, at det
færøske Folk vedtager en Forbudslov, saa haaber
jeg, at dette Forhold ikke skal hindre dens Udfø-
relse i Praksis. Vi maatte i Tilfælde af en saadan
Protest, naturligvis se til at faa ny Markeder, og
her tænker jeg særlig paa de rige Muligheders Land
— Amerika, og da først og fremmest de katolske
Lande i Sydamerika.
— Naar vi herfra denne smukke Sommerdag
betragter Naturens Skønhed, det stille og spejl-
blanke Hav, de grønne Marker og den azurblaa
Himmelhvælving, ser ned over vor Fødeby, hvor
alt er stille og roligt, saa maa man udtrykke det
Ønske, at der ogsaa i Menneskesindet maatte blive
Fred og Ro, og jeg er ikke i Tvivl om, at en
Banlysning af Rusdrikkene fra vort Samfund vilde
bidrage meget hertil. (Forts.)
Mine Oplevelser.
Af R—n.
[Min Moder fortæller mig paa sit Dødsleje
om min Faders Endeligt.]
(Sluttet.)
Min Moder var som sagt i den senere Tid be-
gyndt at skrante; denne hendes Svaghed tog mere
og mere Overhaand, saa hun tilsidst nødtes til
stadig at holde Sengen.
En Aften om Vinteren et Par Dage før Jul, da
jeg efter en lang og møjsom Fisketur kom sent
hjem, var hun bleven saa daarlig, at det var nød-
vendigt at hente Lægen snarest muligt. I den
mørke Nat maatte jeg gaa den lange og be-
sværlige Vej til Bygden, hvor Lægen boede. Han
var naturligvis ikke videre veltilfreds med at skulle
afsted paa denne Tid af Døgnet, men da han var
en vindskibelig og rettænkende Mand, gjorde han
ikke mange Ophævelser, før han tog med mig.
Medens jeg var borte, havde min Moders Tilstand
forværret sig. Da Lægen saa paa hendes magre
og udtærede Ansigt, hvorpaa Døden allerede havde
sat sit Mærke, rystede han kun paa Hovedet. Her
var ikke noget at stille op for menneskelig Kunst.
Den Sjælesygdom, der som en nagende og for-
tærende Orm havde pint og plaget hende i alle de
mange og lange Aar, havde nu ogsaa fuldført sit
legemlige Værk. Døden skulde nu snart befri
hende for al hendes Kval og Kvide.
Lægen var taget afsted igen tidlig om Morge-
nen, og hele den paafølgende Dag havde min
Moder ligget hen som i en Døs; det var, som
ventede hun endnu paa noget, før Sjælen kunde
skilles fra Legemet. — Om Aftenen trak det op til
et forrygende Uvejr med stærk Snestorm, der efter
et Par Timers Forløb havde antaget en orkanagtig
Karakter, hvis Lige man ikke havde set i lange
Tider. Stormen hvinede og peb mellem Husene og
ruskede og rev i Gavl og Tag. Brændingen larme-
de stønnende mod Klippekysten; det var, som bar
den nødstedte Søfolks Angstraab og sidste Suk
mod Land. »Herren staa dem bi, der opholder sig
paa Søen i dette Vejr, og være dem en naadig
Dommer,« ønskede enhver, der var inden Døre, og
det var alle, som ikke havde uopsættelige Ærinder
ude.
Jeg havde sat mig ned tæt ved min Moders
Seng. Hun aandede saa tungt, saa tungt, og hendes
Ansigt havde antaget Sneens Farve. Da jeg saa