Dúgvan - 01.12.1914, Blaðsíða 2

Dúgvan - 01.12.1914, Blaðsíða 2
* * Julen er kommen--- * » \ybt hælder Aaret i dets Gang". Vinteren, den ,, — lange og mørke Vinter, har forlængst holdt sit Indtog, Sne og Kulde, Regn og Slud, Frost og Tø. Afvekslende og skiftende som selve Menneske- livet er Klimaet under vore nordlige Breddegrader, ustadig og upaalidelig er Færingernes „store. Lande- vej" og Rigdomskilde: Havet. Det ofte lunefulde og grusomme, der giver med den ene Haand for at tage igen med den anden. Men selv om Regnen nok saa ofte øser ned, selv om Stormen hyler og tuder, pisker Bølgerne til Skum, medens Brændingen i majestætisk Vælde styrter sig mod den haarde Klippekyst, saa har den færøske Vinter — selv om vi kalder den mørk og trist — jo dog ogsaa sine Lyspunkter, sine skønne og har- monifyldte Øjeblikke, hvor hele Naturen aander Stil- hed og Ro. Enten det nu er ved Solopgang en smuk Morgenstund, naar Dagens Konge som en ildrød Kugle dukker op af Horizontens Taagedis, og efterhaanden randes af de vidu.nderlige purpurfar- vede Morgen- skyer ; for snart efter at gaa ned i et Hav af Guld. Eller efter at Mør- ket er faldet paa, og utalte Stjerneskarer titter ned fra en skyfri himmel, der lyner og flammer i Nordlysets blændende Farvepragt: „Glampar d hindi stjørnnlind, norb*- Ijsib* bleiktrar um fjallatind" . . . Aarets korteste Dag er passeret. Solhverv be- tegner for os Mørkets Højdepunkt, men den betegner tillige, at nu bærer det lidt efter lidt frem mod ly- sere Tider. Snart har vi Jul. Medens Krigsfaklen luer over saa at sige hele den civiliserede Menneskehed, udsendende sin blod- røde, giftige Os, og sine bloddryppende Flammer, i hvis uhyggelige Skær man dunkelt skimter lemlæstede Legemer, sønderknuste Vaaben, blodplettede Unifor- mer og i Dødskrampe fortrukne Ansigter, medens Knokkelmanden gør en saa rigelig Høst som maaske aldrig tilforn, medens Pest og Sot, Sværd og Ild hær- ger Byer og Landsbyer, læggende saavel Adelsman- dens Slot som Fattigmands tarvelige hjem i Aske, og medens Had og Misundelse, Avindssyge og Magt- begær som en fildøde knugende Mare har lagt sig over Nationerne, under alt dette, i al denne Nød og ubeskrivelige Elendighed holder Julens Konge denne Gang sit Indtog. Og vore Tanker ledes, maaske netop nu mere end nogensinde før, tilbage til den lille Stad Bethle- hem, til Stalden og Krybben, hvor Julens Konge blev født, mindre rig paa dette Jorderigs Goder end selv den allerfattigste af os. Som den første Jule- nat, saaledes kommer han igen til os nu, i denne Sorgens og Fortvivlelsens Tid, hvor Tusinder og atter Tusinder af Mænd i deres bedste Alder er faldne som Krigens Ofre, faldne paa de store, blodrygende Valpladser, ofte som Bytte for Himlens Fugle og de vilde Dyr, hvor Titusinder af grædende Enker og faderløse Børn sukker og stønner under Krigens tunge Svøbe, under alt dette kommer det lille Barn fra Bethlehem, fæster sine medlidende, uskyldige Barneøjne paa de lidende og sorgbetyngede, rækker de smaa Barnehænder velsignende frem mod den sam- lede Menneskehed og forkynder det glade Budskab. Og Barnet fra Bethlehem kommer tiden Tvivl, denne Gang som en Fredens og Trøstens Engel til mange, der have Trøst og Fred behov, ja maaske ogsaa til mange, hvor det ikke før er blevet lukket ind. Thi Barnet, ja netop Barnet fra Bethlehem, vil denne Jul kunne bringe Ro og Vederkvægelse til de mange fortvivlede og sønderknuste Hjærter . . . Ogsaa vi her i vort lille Samfund, der hidtil er bleven for- skaanet for Krigens tunge Svøbe, li ar Grund til i< I ar at fejre en Julefest, hvor vi holder alt uskønt og fredsfor- styrrende borte fra vore Iijem og mod- tager Barnet fra Bethle- hem med Uåbne Arme som en vel- kommen Gæst. Længe, ja desværre altfor længe, er Julen herhjemme for manges vedkommende bleven fejret i Forbindelse med overdreven Spiritusnydelse, aldrig til Glæde og Fred, men ofte til Skade og stor Fortræd for Hjem- mene. Maatte denne Julefest kunne fejres uden Hævdholdelse af denne Tradition, saa ¦ Barnet fra Bethlehem, der saa kærlighedsfuldt holder sit hidtog i de mange Hjem derude, hvor Fædre, Sønner og Brødre er revne bort fra Hjemmets Arne, ogsaa maa kunne holde sit Indtog hos os. Men hvor Spiritus bliver sat i Højsædet, dér er ikke Plads for det lille Barn fra Bethlehem. Julen er Børnenes Fest, og vi husker allesam- men, fra vi var Børn, hvordan vi glædede os til disse Højtidsdage lang Tid i Forvejen, selv om det, der da bødes os, ikke var saa overmaade meget. Er det saa ikke baade Synd og Skam, at Jule- festen, Fredens og Glædens Symbol, for mange Børn bliver en Sorgens og Mismodets Tid, blot fordi Spiri- tus har holdt sit Indtog i hjemmene, medførende Kiv og Tvedragt. POUL NICL ASEN. w O/IYO <|> ^F

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.