Dúgvan - 01.01.1922, Blaðsíða 1

♦
1921.
—o—
Aaret, der svandt, har ikke sat
særlig bemærkelsesværdige Spor
indenfor den færøske Af holdsbe-
vægelse. Afholdsforeningen i
Thorshavn har i de sidste Aar
haft et nogenlunde konstant Med-
lemsantal af op imod et Par Hun-
drede Medlemmer. De forskelli-
ge Blaa Kors Afdelinger, der i
sin Tid blev stiftede i forskellige
Bygder, har lidt under, at det har
været saa vanskeligt at finde no-
gen, der havde Evne og Vilje til
at holde Liv i Arbejdet — dette
gælder forøvrigt de allerfleste
Sammenslutninger hertillands. In-
denfor Blaa Kors Foreningen i
Thorshavn har der regelmæssigt
været afholdt Møder, og enkelte
Personer har her i Aarenes Løb
nedlagt et stort og opofrende
Arbejde, der fortjener Tak og
Paaskønnelse.
Den færøske Ædruelighedslov
var til Revision i sidste Lagtings-
samling, og Afholdsforeningernes
Fællesudvalg havde indsendt et
Forslag til Skærpelser i Loven.
De mest betydningsfulde Punkter
i dette Forslag blev vedtaget af
Tinget, hvoraf de fleste Medlem-
mer indtager en meget ædruelig-
hedsvenlig Stilling. Da de vin-
producerende Lande — Spa-
nien og Portugal — som be-
kendt har lagt et kraftigt Pres
paa Island og Norge i Anledning
af disse Landes Forbudslove, an-
saa man det paa Færøerne ikke
formaalstjenligt at rejse Spørgs-
maalet om Indførselsforbud ved
denne Revision.
I Danmark har der i den sid-
ste Tid været iværksat kraftige
Foranstaltninger for at hjælpe
Island, idet Af holdsfolkene har
vedtaget ikke at købe spanske
Varer, Appelsiner og andre Syd-
frugtét, saa længe Spanien op-
retholder sin haardhændede Poli-
tik overfor Island. Men dette vil vel
næppe faa Spanien til at ændre
Stilling, og efter al Sandsynlighed
bliver Island nødt til at gaa ind
paa de spanske Krav eller ihvert-
fald en Del af dem.
Som Forholdene nu stiller sig,
er det af den største Vigtighed,
at afholdsinteresserede Kvinder
og Mænd herhjemme med Kraft
tager fat paa Agitationsarbejdet,
der i den senere Tid har sejlet i
Dødvande. En god Vilje drager
et tungt Læs, og det vilde nok
mærkes, om enhver efter Evne
ydede sin Skærv i Arbejdet for
et afholdende Folk, i Kampen
mod de berusende Drikke, hvis
forfærdelige Følger vi saa ofte
stilles Ansigt til Ansigt med.
Lad os da haabe, at det kom-
mende Aar vil bringe Kraft og
Styrke til vor gode Sag, at Næ-
stekærligheden og Brodersindet
mere end hidtil vil give sig Ud-
slag, og at flere og flere formaaende
Kvinder og Mænd vil slutte sig til
vore Rækker. Og Kraften fra
oven vil være med os; »hvad I
have gjort mod en af mine mind-
ste Brødre, have I gjort imod
mig!«
yfyholdsarbejdet.
— o—
I Af holdsbladet »Dugvan« af
17. December Nr. 10 staar »en Op-
fordring« underskrevet en »Af-
holdsmand,« angaaende nødvendig
Arbejde indenfor Afholdsforenin-
gerne, og da det ønskes at flere,
som er interesserede i Arbejdet,
vil udtale sin Mefiing, vil jeg
gerne udtale mig lidt derom.
Vistnok trænges der til Ar-
bejde overalt her, og særlig paa
de Steder hvor der findes Skibs-
Havne, som for Eksempel Klaks-
vig, Thorshavn og Trangisvaag
og andre Steder, hvor de færø-
ske Kuttere høre hjemme. I
Thorshavn har der i de sidste 20
Aar, som er henrundne, været
gjort saa at sige alt det, som gø-
res kan for Ungdommen angaa
ende Afholdssagen, der findes en
Blaakorsforening og andre Af-
holdsforeninger, Kristelig Fore-
ning for unge Mænd og for unge
Kvinder, saa man skulde tro, at
her var ikke mere at gøre, men
tror man det, saa tager man stor-
ligen fejl. De ere ogsaa i Thors-
havn i Færd med at bygge et
Sømandshjem, som vist vil blive
til stor Glæde overalt, og vi øn-
ske, at det maa komme til at bære
gode Frugter. Men endnu ere vi
ikke færdige; der staar et stort
Hus opført der inde i Byen, som
mange af de mest ansete og af-
holdte Færinger er faste Medlem-
mer af, og et saadant Hus, som
vore bedste Mænd er Medlemmer
af og søge hen til i ledige Ti-
mer, det skulde man tro var ikke
til at foragte, men vi ude paa
Bygderne, som have Sønner og
Brødre, som skal til Thorshavn
at sejle med de Kuttere, som der
høre hjemme, vi vil gerne opfor-
dre de thorshavnske Foreninger
at arbejde for, at det før omtalte
Hus kunde omdannes til Sømands-
hjem Nr. 2, og saa kunde vi og-
saa faa flere thorshavnske Bor-
gere og Borgerinder at hjælpe os.
Jeg tror sikkert, at det ikke er
for meget, om der blev 2 Sømands-
hjem, og paa den anden Side fik
vi mere Gavn af Klubben, hvis den
blev omdannet til et Hjem, hvor vo-
re Sønner og Brødre kunde samles
om Guds Ord i de ledige Timer.
Thi det ved vi alle godt, at skal
vi udrette noget godt for Ung-
dommen, saa maa vi samtidig
rydde alt det onde bort, som vil
lægge sig hindrende i Vejen for
den unge, og som han engang vil
komme at snuble over. Om man
for Eksempel lod opføre et kri-
steligt Ungdomshjem, og saa et
Lokale, hvor der kunde købes
berusende Drikke ved Siden af
det første, tror man saa, at det
vilde virke opmuntrende paa de
Arbejdere indenfor Ungdoms-
hjemmet, naar de saa deres Ar-
bejde tilintetgjort.
Jeg saa i et Lagtingsreferat
fra i Sommer, hvor man forhand-
lede lidt om Ædruelighedsloven,
hvor nogle udtalte, at Forbud ikke
kunde finde Sted foreløbig, da
man vilde eller kunde risikere at
komme i Konflikt med Spanien,
angaaende vor Udførsel af Klip-
fisk. En saa meningsløs Tale vil
jeg ikke komme nærmere ind paa.
Jeg skal kun bemærke, at selv om
vi fik en Tredjedel bedre Pris
paa Fisken, og samtidig fik
Brændevins-Udsalg atter i Gang
paa Færøerne, saa vandt vi det,
at efi stor Del af vore bedste
Mænd bleve totalt ødelagte. Des-
værre ere Fristelserne alt for
mange for vor Ungdom. Skal vi
da have det Ansvar, at vi ikke
vil modarbejde dem, som vil os til
Livs?
Det er derfor mit Ønske til
alle interesserede, at vi først søge
at rydde lidt af Vejen, og saa be-
gynde Arbejdet i Ilaab om, at
han, som har hjulpet os hidindtil,
ogsaa fremdeles vil staa ved vor
Ak, hvor forandret.
— o—
— Jeg husker ham endnu som
en lille frisk og rask Dreng.
Vi gik sammen i Skole —jeg
var nogle Aar ældre end han og
i en højere Klasse, som Følge
deraf ogsaa lidt overlegen, naar
det gjaldt »de smaa«, — det kunde
jo ikke falde os ældre, som snart
skulde være Studenter, ind at
indlade os formeget med »Forbe-
redelsesrotterne«.
Men med ham skete der en
Undtagelse, han var jo simpelt-
hen ikke til at staa for. Hans
lille glade Ansigt vandt alle, hans
lille vævre Person borede sig ind
alle Vegne; naar der var Sport
blandt de smaa, var han altid en
af de bedste; var der Slagsmaal,
var han altid øverst i den kæm-
pende Dynge, og var der saa en
lille Haand, der borede sig ind i
min, og en Stemme, der spurgte:
»Bliver der ikke Raad til en
»Russer« (en Slags Wienerbrød)
nede hos Pedellen i Dag?«
Saa vidste jeg, at det var min
lille Ven, og da han ikke var til
at modstaa, varede det ikke læn-
ge, inden han spaserede op og
ned i Skolegaarden med en suk-
kerbestrøet og fedtglinsende Rus-
ser i Haanden, der næsten var
lige saa lang som han selv.
Hans F ader var Embedsmand
i Byen, og han kom fra et ud-
mærket Hjem. Jeg havde ofte
Lejlighed til at se hans Hjem, og
jeg glædede mig over, at min lil-
le Ven var den samme Solstraale
i Hjemmet som i Skolen. Hans
Barndom var lys, lysere end de
flestes, og han gik syngende og
glad gennem Livet.
Maaske havde han ikke me-
gen Karakter, maaske gik detalt
for let for ham, — men hvem
spørger om Karakter i den Alder,
da Farerne er saa forholdsvis
smaa og Hjemmet lægger sine
beskyttende Arme om Drengen
og den unge Mand.
Saa blev jeg Student og hav-
de spenderet den sidste Russer
paa min lille Ven. Ofte tænkte
jeg i den følgende Tid paa ham,
hørte ogsaa til Tider om, at han
gik frem fra Klasse til Klasse,
men saa blev han borte for mig,
og da hans F'ader blev forflyttet
fra Byen, svandt han mig helt af
Syne, og igennem mange Aar
hørte jeg intet om ham, indtil,
— ja indtil — —
— — En kold, mørk Aften
sidste Vinter ringede det paa min
Dør.
Hen ad Gangen lød tunge,
trætte Trin, og det bankede.
Paa mit Raab: Kom ind!
aabnedes Døren, og en af Lande-
vejens vandrende Svende traadte
ind.
Jeg kan dem udenad, — han
var som alle de andre. Bukserne
for korte og flossede for neden,