Dúgvan - 01.01.1922, Blaðsíða 2

Januar.
Hatten medtagen, som havde den
— og det havde den sikkert. —
tjent en halv Snes andre Hoveder,
før den havnede paa hans. Trøj-
en plettet, Flippen snavset, men
dog et Præg af forloren Elegan-
ce over det hele, Manererne halvt
frække og halvt krybende, og
saa Ansigtet!
Aa, disse Ansigter, som bæ-
rer Præg af mange Aars Drik,
af forvaagne Nætter, af lidt af
hvert, og saa især Øjnene, der er
baade forskræmte, medtagne, for-
sorne og bedrøvede paa een
Gang!
Jeg fik den samme Historie,
jeg altid faar, om Pladsen, der
venter i en fjern By, om Rejse-
penge, der er slupne op, om Laa-
net, der snart skal blive betalt
tilbage, og om mit velkendte go-
de Hjerte, der sikkert vil hjælpe
i dette Tilfælde, som det har
hjulpet i utallige andre ! Om disse
vore vandrende Venner dog selv
vidste, hvor de skader deres Sag
med al den dumme og flove
Smiger!
Vi kom til at tale sammen;
hans Historie var som de hundre-
de andres.
Saa spurgte jeg, hvad han hed,
og hvor han var fra. Det kneb for
ham at udlevere sit Navn, men
saa kom det da.
Det var ham, den lille friske
og glade Dreng fra vor Barn-
doms By! Ham med de gode
Øjne, den sunde Krop, ham fra
Embedsmandshjemmet, ham, som
var hele Skolens Yndling!
Der steg en underlig kvalmen-
de Fornemmelse op i mig, og
Taarerne kom mig i Øjnene. Nu
havde jeg set megen Nød og me-
get af Syndens Forandring i et
Menneskeliv, men det var dog
det sværeste. Det var den for-
lorne Søn i Svinestien — og end-
nu ikke paa Hjemvejen.
Hvad vi talte om ? Ja, hvad
talte vi ikke om? Det er svært
at sige, hvem af os, der var mest
bevæget. Men hvor indtrængen-
gejeg end talte med ham, et vilde
han ikke indrømme: at han var
bunden af Drikkeriet. Det var
den gamle Historie, — han drak
ganske vist, men det var Tider-
nes og Forholdenes Skyld, og han
kunde med Lethed lade være at
drikke, naar han selv vilde. Jeg
bad ham atter og atter se Sand-
heden i Øjnene og bekende den
for Gud, men nej, han drak næ-
sten ikke, og han havde ikke
smagt Spiritus i flere Dage !
Vi gik ind i den anden Stue
for at spise; da han vilde lukke
Døren op, gled noget ud af hans
indvendige Frakkelomme og faldt
paa Gulvet.
Jeg samlede det op i en Fart,
det var en Flaske Brændevin!
»Hvad er dog det ?« sagde han
»hvor kom den fra?«
Jeg fortalte ham, at da jeg
ikke gik med den Slags i Lom-
men, og vi kun var to i Stuen,
maatte det være hans.
Saa knækkede han sammen,
og saa kom det alt sammen. Alle
de spildte Aar fortalte han om,
alle de tunge Timer, Sorgen, han
havde gjort sine Kære, de troende
Søskende, der bad for ham, —
kort sagt, der gik Hul paa Byl-
den, og det var en fortvivlet
Mand, der sad derinde.
Flasken havde jeg stillet paa
Bordet ved Siden af os, — »den
forærer De mig!« sagde jeg, og
dertil var han villig. Saa fik vi,
medens han spiste, en lang Sam-
tale, og efter Maaltidet skulde vi
fortsætte. Han syntes glad ved
at træffe en gammel Ven og sagde
atter og atter:
»Ak, kunde jeg gøre de Aar
om fra vi to sidst mødtes og ind-
til i Dag!«
----— Det ringede paany, og
jeg blev kaldt ud af Stuen. Maa-
ske var jeg fem Minutter borte,
saa gik jeg atter ind til min
Gæst.
Da jeg kom tilbage, var han
gaaet, ikke et Ord til Afsked,
D LJ G V A N
ikke en Hilsen. Ganske stille
var han gledet ud af Huset,------
og Flasken havde han taget med
sig!
Det sidste var næsten det
sværeste. Det viste, at han varen
Træl af sin Drikkelyst. Jeg er
vis paa, at hans Sorg og Taarer
var ægte nok; Mødet med hans
Ungdom havde kaldt noget frem
i ham igen. Men den lille grøn-
ne Flaske var ham for stærk.
Jeg har ikke set ham siden;
maaske vil han aldrig besøge mig
mere. Jeg ved blot, at han vilde
være inderlig velkommen, om han
kom igen, helst med sin Barn-
doms glade Blikke og lyse An-
sigt.
Mon jeg skal opleve at se ham
saadan igen? Mon mit »ak, hvor
forandret!« skal blive til et »tænk,
hvor forandret!«
Et venligt Ord.
—o—
Der fortælles om den berømte
og afholdte svenske Digter Vik-
tor Rydberg, at da han en Dag
gik forbi nogle Arbejdere, der
stod i Klynge udenfor en Kro,
greb en ung, halvdrukken Arbej-
der fat i Digteren og svingede
ham i Kaadhed rundt, idet han
bad ham om Penge til »en Om-
gang«.
»Nej, Penge faar De sandelig
ikke af mig,« sagde Professoren.
»De har tilstrækkelig misbrugt de
Penge, De havde.«
Og saa fortsatte Professoren i
en anden Tone:
»Kære Ven, det er nok ikke
længe siden, at De var en god
lille Dreng — jeg kan se det paa
Dem — en rigtig god Dreng, en
Fa’ers og Mo’ers Glæde og Haab,
og nu er De allerede kommet et
langt Stykke frem ad den daar-
lige Vej. Tænk — om De vilde
love mig at vende om, for De-
res egen og Deres Forældres
Skyld!«
»Ja — det vil jeg,« sagde
den unge Mand med taarefyldte
Øjne.
Da Digteren fortsatte sin Vej,
løftede alle Mænd i Kredsen
Kasketten til Afsked.
Thorshavns Afholds-
forening
afholdt ordinær Generalforsam-
ling 2. Juledag. Til Bestyrelse
for 1922 valgtes: Jacob Vilhelin-
sen, Jacob Christiansen, Thomas
Thomsen, Johannes O. Joensen
og Poul Niclasen.
I Anledning af den spanske
Syge har der ikke været
holdt Foreningsmøder i den se-
nere Tid. Ligeledes maatte For-
eningens Juletræ aflyses.
Gaver til Bladet.
Fra en Borger i Thorshavn,
der ønsker at være ukendt,har vi
modtaget 20 Kr. til Afholdsar-
bejdet. En hjertelig Tak bringes
herved Giveren.
To „Journalister11,
—o---
I De forenede Stater giver
Jernbanerne overalt Chefredak-
tørerne for de store Blade fri Rejse.
Naar de rejser behøver de blot at
vise et Legitimationskort frem.
En Dag befandt en ung For-
retningsmand William Pakerson
sig i Chicago. Han skulde rejse
til Cansas City i et meget vigtigt
Ærinde, men havde ikke en Øre
paa Lommen. Saa besluttede
han at gøre et Forsøg paa at rejse
frit.
Han begav sig ned til Jernbane-
stationen og indrettede sig det
hyggeligt i en første Klasses
Kupé.
Konduktøren kom for at bil-
lettere. »Saa da ogsaa!« udbrød
William Pakerson og ledede ivrigt
i sine Lommer. »Nu har jeg
glemt mit Kort. — Jeg er Chef-
redaktør ved »New York Times«
og------«
»Det behøves ikke,« sagde
Konduktøren smaaleende. Og
saa tilføjede han: »Direktøren
for Selskabet er forresten ogsaa
med dette Tog.«
»Virkelig!« udbrød Pakerson,
som ikke kunde dølge sin Uro.
Konduktøren, der lagde Mærke
til hans Forlegenhed, begyndte at
fatte Mistanke. »Aa, vær saa
god og følg mig, min Herre,«
79
so hugsaéi Svabo og for at samla
saman ta5 evnisrika og gamla —
or5 og orSatøk, kvæoi og tættir,
sum litid voru i viråing mettir.
Og årini runnu. Hann gekk sina
leid,
og mangan var gøtan alt annad enn
greid,
og liann fekk håd fyri strev og
bøn,
to væntadi sær onga adra løn;
hann visti, at tann verdur løntur
illa,
sum virdir tær ognir, id flest vilja
spilla:
So lievur tad verid ogertad.enn,
helst steinar tjod sinar bestu menn.
Svabo doydi. Enn livir vårt mål;
enn vermir tad hvørja viljandi sål,
enn kvødist kvædi; men mot ti
herja
teir, sum eru settir at vaka og
verja.
Og fåvitskan rædur landinum enn,
her er mikid av folki, to fåir menn;
t6 er at vona at fram tad ber,
um einhvør heldur, alt dripid er.
Eg veit vit fylkjast, tå stundir lida,
ei Føroya tungu kistu atsmida —
Nei, fram skal hon berast at veldis-
palli
gjøgnum alt tad onda og eitrandi
galli,
H. A. Djurhuus: Segumal. 11
80
sum ormar goystu å målsins leid ;
ti einstakir voru, id sviku tad ei —
Og her standa vit — og målsins
merki
skal flagga sum vil frå stong
teirri sterki.
Ti vit hava rætt, og hann nøri
vår mått.
Er målid enn trodkad at ytstu gått,
og er tad av bleikum matmatkum
herjad,
vit duga tær snildir at vaka og
verja.
Tann sess tad åtti, tann sess tad
fær;
og tad skal vera, hvar fyrr tad
var — — —
i kirkju og skula — i rætti å tingi,
til tess lievur mentun og stimbur
tad fingid.
XXVI.
Tinganes,
1.
Um Tinganesid og Skinnarsker
fer brotandi havsaldan blåa;
tad er landsins søga, sum ljodar
her,
søgan um sigur og våda.
Nr. 1.
— 1923
Nr
sagde han. »Jeg maa spørge Di,
rektøren, om han kender Dem,,
»Alt er tabt«, tænkte Pakerson
»Manden bliver nødt til at standss
Toget og forlade mig midt pa;
Sletten — —«. Men han maatts
følge med Konduktøren til
Salonvogn, hvor en middelalcj.jJ
rende Herre sad og røg en Hj.B
vannacigar.
»Hr. Baughmann,« sagde KotiB
duktøren. »Denne Herre siger, aB
han er en af Deres Redaktører I
Er det sandt?« Den elegante I
Mand tog Cigaren ud af Munder :
og betragtede undersøgende ~Wil. f
liam Pakerson. »Aldeles rigtigt,, I
sagde han. »Han er en af mine
Redaktører.«
Konduktøren undskyldte sig f
og forsvandt og William Paker. ]
son blev alene med Hr. Baugh.
mann.
»Min Herre,« sagde han. »Jeg ;
ved ilckej hvorledes jeg — hvor.
ledes jeg — skal kunne takke ;
Dem for — —«.
Baughmann brast i Latter j
»Bryd Dem ikke om Forklaringer
min unge Mand. De er ikke
Chefredaktør ved »New Yorle
Times«, det er temmelig tydeligt
—- Men vid da, at den, De taleri
med, aldrig i sit Liv har heddel
Baughmann og at han selvfølgelig
heller aldrig har været Direktøt
for det store Dagblad.«
Barberen.
En amerikansk Barber, Mrl
Belke, har tjent sig en Formue -
paa en ganske original Maade !
For 13 Aar siden rejste han I
til Klondyke og nedsatte sig soml
Barber. Han gjorde hurtig denl
Opdagelse, at Folk, der arbejde-*
de med Guldstøv, tog noget afl
dette med sig i Haar og Skæg,
Mange af Guldgraverne havde :
hverken været klippet eller bar-
beret i aarevis, saa det blev en
god Høst for den smarte Barber.
Allerede en af de første Maane-
der havde han klippet sig et helt
Kilo Guld til. Og da han rejste
fra Klondyke, var han Ejer af :
Millioner Kroner.
Der er mange Muligheder
Amerika. Og endnu flere gode
Historier.
la;
ro
ro
nu
81
Søgan um rændar ognir og ey<S,
um stri3 moti høråum broddi;
ti vond var stundin tå kongur beyd,
men verri tå Gabel råddi.
Søgan um sottir og hungursneyS,
um korn, sum var vått og mogiS,
tå 6tu Føroyingar tang fyri breyS,
og tomt sto6 døguréatrogié.
Søgan hon hevur eitt tungligt lag:
og varrar skelva av harmi;
ti litla barniS, sum drekka ba6,
seyg blofiiS ur moSurbarmi.
Slikt brotandi alda å munni ber
hon veit her er einki at gloyma;
men TinganesiS og Skinnarsker
vita, her er mikié at goj'ma.
Ti her stendur reystur av gamlari
tié
so mangur vælbygdur skåli;
teir storu harrarnir bå8u teim i,
og aftast er »Portugåli«.
II
ni
su
ki
Loyndi ta8 leingi fåtækan mann,
har sat. hann å spiska steini,
tey tungu fjøtrini nervaSu hann
og gnaddaéu kjøti8 av beini.
Y
ei
1.
Men hvi hann sat har, vit vita
ta5 ei;
ti sporleys årini foru;
og tungt liggur myrkriS, vit flyta
ta6 ei;
to verkiS var gjørt av teim storu
sj,
V