Dúgvan - 01.01.1922, Page 3

Nr. t. — i g 2 2.
D U G V A N
Januar.
4
fc
>
Kob selv dine
Kirsebær.
Fortælling fra det virkelige Liv.
Oversat fra Engelsk
—O —
Det var en Sommer-Eftermid-
dag, da Snedkersvend Jens Lorentz
tog sin Pung op af Lommen for
at se, hvor mange Skillinger han
havde tilbage, og da han havde
tilfredsstillet sin Nysgerrighed,
udbrød han: »Naa — der er da
til en halv Pot,« og saa gik han
med det samme over Gaden og
ind i Værtshuset »Svendenes
Hvile* for at slukke sin Tørst.
Da han kom indenfor, saa han
paa Disken et Fad med modne
Kirsebær. Hans Tænder løb i
Vand ved at se de dejlige Bær,
saa han kunde ikke styre sin Lyst
og rakte Haanden ud for at tage
et Par Stykker af dem, men han
naaede ikke sin Hensigt, thi Vært-
inden, der i det samme kom ind
i Butiken fra en anden Stue, raabte
til ham med en simpel, hæs
Stemme:
»Aa, De lader dem nokstaa!«
Jens blev meget forbavset, men
Værtinden fortsatte:
»Jeg vil nok bede mig fritaget
for den Slags Næsvisheder! Jeg
sælger ikke Pærer og Blommer
her.«
»De behøver virkelig ikke at
tage den Sag saa højtidelig. Jeg
vilde blot smage et eneste Bær,«
gensvarede Jens.
»Ja, men det maa De helst lade
være med, for jeg har købt dem
til mine Børn og betalt dem i
dyre Domme.«
»Aa Snak! Lad mig nu bare
faa et Par Stykker?«
»Nej, ikke et eneste. De kan
selv købe Deres Kirsebær, hvis De
vil have nogle.«
»Ja, ja,« svarede Jens. »Det
var ellers min Mening, at jeg
skulde have haft mig en halv Pot,
men nu kan det være det samme,
for jeg tror, at jeg følger Deres
Raad og gaar hen og køber mig
nogle Kirsebær,« og da han havde
sagt dette, gik han sin Vej.
Værtinden var snart paa det
rene med, at hun havde baaret
sig dumt ad, og raabte efter ham
for at faa ham til at vende om;
men det hjalp ikke; thi Jens
skyndte sig bort fra Værtshuset
uden i ringeste Maade at ændse
hendes Raaben.
»Det var en værre Dumhed,
jeg der lavede,« sagde hun tilsig
selv, medens hun ærgerlig satte
Kirsebærrene af Vejen. — »Jeg
Dumrian! at jeg ikke lod ham
tage et Par Kirsebær! Nej, hvor
jeg har baaret mig dumt ad! Jens
var en alt for pæn Mand til at
jages væk for en saadan Bagatel!
Jeg Dumrian! jeg maa se at faa
fat paa ham igen ved gode Miner
og søde Talemaader. Han kom-
mer jo i Aften for at betale, hvad
han skylder, og saa maa jeg spille
Trumf ud.«
Jens var imidlertid gaaet hen
i en anden Gade og havde købt
sig et Pund Kirsebær, hvorefter
han gik tilbage til Værkstedet og
tog fat paa sit Arbejde, medens
han i Ny og Næ puttede et af
Bærrene i Munden. De smagte
ham udmærket, men den Behand-
ling, han havde faaet paa Værts-
huset, pinte og ærgrede ham i
høj Grad. Værtindens skingrende
Raab til ham: >De kan selv købe
Deres Kirsebær,* lød uafbrudt for
hans Øren og beskæftigede hans
Tanker. Han talte højt til sig
selv: »Nej, at hun kunde være
saa nederdrægtig at sjofle og
tyvte mig for et Par usle Kirse-
bærs Skyld .. . det kan jeg ikke
glemme. Jeg — som har ødelagt
saa mange, mange Penge hos
hende.« — Han arbejdede dobbelt
ivrig med Hammer og Høvl, men
det summede stadigt for hans
Øren: »De kan selv købe Deres
Kirsebær.« Og det blev ved med
det samme, hvad han saa end fore-
tog sig. Til Slutning var han saa
rasende over disse Ord, der havde
bidt sig saa fast i hans Hjærne,
at hans Samvittighed begyndte at
vaagne af Smerte. »Naa ja —
hun har vel nok ogsaa Ret, naar
det kommer til Stykket, for jeg
har nok lovlig længe købt Kirse-
bær til hele den Værtshusholder-
familie, men jeg skal vare mig i
Fremtiden og købe Kirsebær til
mig selv og Mutter og Rollingerne
derhjemme, — for kan jeg blive
en ordentlig Mand, saa kan det
hele blive godt endnu en Gang.«
Saa ringede Fyraftensklokken
paa Fabrikken, og Jens gik ind
paa Kontoret og hentede sin Af-
regning — henved 30 Kroner i
Ugeløn. Jens holdt meget af en
Snaps, men man saa ham sjælden
beruset, og i Almindelighed vilde
han ikke blive betegnet som nogen
fordrukken Aland, og selv paastod
han, at han drak til AIaade, for
»han kundo jo altid gaa lige ad
Fliserne«. Lørdag Aften kom
han dog i Reglen noget anløben
og meget silde hjem, men saa var
det jo ogsaa Lønningsaften, og
saa samledes Svendene til Om-
gange, Sang og Kortspil i Stam-
knejpen »Svendenes Hvile«, og
der gik »det jo ofte varmt til«.
Og Jens var en gemytlig Selskabs-
broder og altid den sidste paa
»Skansen«. Han ødte mange
Penge paa denne AIaade, og hans
Hjem led derunder, saa at Hu-
struen ofte manglede Penge til
de allernødvendigste Ting. Derfor
kom det ogsaa ofte til sørgelige
Scener mellem de to Ægtefolk,
men det er jo saa almindeligt i
alle de Hjem, hvor Alanden drik-
ker, at det skal vi ikke opholde
os ved her. Alarie, hans Kone,
holdt trods alt af ham og var
fast besluttet paa at gøre Hjem-
met saa godt og hyggeligt som
muligt og at være saa kærlig
imod sin Aland, som hun formaa-
ede, for om muligt at vinde ham
tilbage til Hjemmet fra Værtshuset.
Da Jens havde faaet sin Uge-
løn udbetalt, gik han ind igen
paa Værkstedet for at klæde sig
om, og var i Tvivl om, hvad han
nu skulde gøre.
»Ja, der er vel ikke andetfor,
end at du maa gaa over til Ala
dammen i »Svendenes Hvile« og
betale, hvad du skylder. Snyde
hende — det vil jeg ikke. Men
bare jeg vidste, hvor meget jeg
skyldte hende, saa vilde jeg sende
det hen, — naa, det kan ogsaa
være lige meget, — lad mig bare
gaa hen og betale hende, saa er
jeg færdig med det hele!«
Saa gik han over i »Svendenes
Hvile«, og aldrig saa snart var
han kommet indenfor Døren, før-
end Værtinden paa en yrlerst elsk-
værdig Maade sagde til ham:
»Aa, Jens! Hvor jeg er glad
ved, at De kom igen, — vi har
lige stukket et nyt Træ an. Kom
—- og faa en Taar med.
»Tak — jeg skal ikke have
noget,« sagdejens. »Jeg vil blot
betale hvad jeg skylder. — Hvor
meget er det?«
»Ja, men, det haster vel ikke,«
sagde Værtinden.
»Værs’go! Her har De en god
Taar!«
»Ikke til mig! Jeg skal ikke
have en Draabe,« bemærkedejens.
»Vær nu ikke saa stor paa
det,« svarede Værtinden. »Gaa
med ind i Stuen, — nogle af De-
res bedste Venner er allerede
kommet.«
»Nu kan det være nok med den
Snak,« afbrød Jens hende. »Kan
jeg faa at vide, hvad jeg skylder,
for ellers gaar jeg uden videre min
Vej.«
»Naa — saadan!« svarede
Værtinden. — »De er bleven for-
nærmet over et Par hidsige Ord,
der uforvarende slap ud af Alun-
den paa mig i Eftermiddags. Det
havde jeg ikke troet om Dem, Jens.
Lad det dog være glemt — og lad
os være gode Venner igen. Jeg
beder Dem om Forladelse.«
» Jeg smager ikke Spiritus mere
— nogetsteds,« svaredejens. »Jeg
ønsker at betale, hvad jeg skylder.
Fornærmelsen ønsker jeg ikke
her at tale om.«
»Ja, men jeg kan ikke taale at
være Uvenner med nogen — og
mindst med Dem, Jens. Lad det
nu være glemt! Værs’go, Jens, tag
lige saa mange, De vil, af Kirse-
bærrene. Her er hele Fadet til
Dem! Jegfortryder minFedtethed!«
»Nej Tak! Ikke et eneste!«
sagde Jens. »Jeg har fulgt deres
Raad og købt mig selv et helt
Pund. Vil De nu blot være saa
god at give mig Penge igen.
Værs’go«
»Ja men! De skal i hvert
Fald have en Cognak, Jens,« ved-
blev Værtinden.
»Ikke en Draabe! Og nu vil
jeg gaa,« svarede Jens bestemt. Saa
fik han endelig Penge tilbage og
gik saa lige hjem.
»Ja, Få-T har lavet den nydelig,«
sagde Værtinden til sig selv,
»men jeg skal love for at vare
mig en anden Gang. Havde det
endda været en af de andre Svi-
rebrodre — men saadan en pæn
Aland som Jens, det er lige godt
skammeligt. Jens har været en
god Kunde og en pæn Aland og
altid betalt reelt hver Ugedag, —
det er skammeligt, at vi skal mi-
ste ham. Jeg maa se at anstrenge
mig for at faa fat i ham igen, og
jeg vil haabe, at det lykkes. Jeg
vilde nødigst af alt miste Jens
som Kunde, og faar jeg Tag i
ham igen, saa skal han ikke slippe
fra mig igen.« (Forts.)
*

82
Og teir govu sjåldan folkinum rætt,
håstorir, hatskir og ondir,
vildu teir binda og reka i rætt.
teir føroysku oSalsbøndur.
II.
Um høvdinga øld, iS brådliga rann
å brimbarda kletti, eg lesi —
tå friborin hitti frlbotnan mann
å tingi å Tinganesi.
Har sto6u teir reystir å oSalsgrund
i solskini skildrini skygdu —
og talaéu um hesa storu stund,
tå fedrarnir oyarnar bygdu.
Um landsins si3 og um landsins log
av vitrum monnum var talaS,
og mannamugvan åhoyrandi sto6.
Tå reystmenni land mundi ala.
Her Sigmundur trugv å hvitan
Krist bar,
men Trondur vardi hitt gamla,
sum ni6urarva3 frå fedrunum var.
kring ta5 vildi folki6 hann samla.
Vinna har6asta broddin kann
ein vælrdgvin, vælstyrd skåta —
Jdni vinnur, og Sigmundur vann,
sjålvt Trondur noyddist at luta.
Vi6 kristnari trugv toku Føroy-
ingar tå
her uti å Tinganesi. —-------
Våpnatak dundi um Vestarivåg —
hetta å klettum eg lesi.
83
Og har stendur meiri, til deySa var
dømdur her Torgrimur illi —
Her SjurSur våp 1 moti Eyolvi bar,
og her hittust Leivur og Gilli.
Funnust her øllum oyunum frå
bøndur og høvdingar pruSir —
her dømdust sakir her løgdust rå5
her reistist vælskryddar bu5ir.
Alær rennur i huga mangt viSgitiS
navn,
nu ein er sum seySur 1 hafti —
Enn Føroyingar finnast å tingi 1
Havn;
men har kemur litiS av skafti.
III.
Dregur å loft hitt dimtnasta sky;
vald hevur regnskaddan fingi5;
myrkrié fjalir mær vågir og by —
Nu finnast deyéir å tingi.
Knørrur fram yvir breifian fjør6
stevnir å dimmum bårum,
ljoSar um brekkur og fjallaskøré
dunifi av tåsund årum.
Um Alunkastovu og Leigubu5,
og oman viS PortugåliS
feréast garpar skryddir i hægsta
skru6;
har glintar av gomlum ståli.
Bleikur i andliti, avli6in er —
ei svør5 mdti skildrum teir slåa;
84
um Tinganes og Skinnarsker
brytu' havsins bylgja hin blåa.
Aftur er komin eitt sinn enn
friborin frælslvntur andi.
LjoSar rødd millum bleikar menn;
»Felagar, kenna tit landi5!«
Ver6ur svara5 ur hvørji ætt —
einstakir hå5andi flenna:
»Føroyingar mistu sin 66al og rætt,
ei er landiS at k< nna«.
Mælirrøddin: »Dømd er tann tjo5,
sum ei vil um ogn slna vala,
strokin av fold ver6ur hennarasloS,
og hana skal gloymska fjala«. —
Duna um våg å dimmu nått
harmarop hini såru
Kirkjubøreyn stendur »kaddugrått,
og stormur fer yvir båru.
Fara avlidnir tingi frå —
år moti tolli dunar —
Enn stendur eftir tingi å
Trondur ur Gøtu og grunar.
IJtur hann lit yvir våg og sta6:
»Små eru verkini hesi;«
hvørvur so. Sårt ljo6ar aldunnar
lag------.
Tøgn er å Tinganasi.
85
XXVII.
Jansaguttar.
»Vi5 sterkum stavum, 1 skinnstuk-
um stuttum,
og aldri sin llka teir funnu.«
So veråur sagt frå Jansaguttum,
i6 sigur av Turkunum vunnu.
Funnu teir ok a 1 kavaroki,
boru hann heim å baki,
foru um firdir 1 gla6ustroki,
toku mangt odnartakid.
Fusir til fer3ar, ramir og reystir,
otta6ust einki og ongan;
for6a6ust råsir, teir gingu to
treystir,
tro6kandi beint gjøgnum trongan.
Rånsmenn rændu, og rånsmenn
brendu,
folki6 alt noyddist at ryma,
to pikar mot brondum Skåragjogv
rendu;
og tad var 1 go6um tlma.
Sterkir voru stavar, skinnstiikur
stuttar,
hågvan sat aftast å knokki;
soleiSis utgjørdir Jansaguttar
tdku mot rånsmannaflokki.