Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.08.1909, Síða 2
g'elium Magt lil at give Mennesker Frej-
digheđ og Glæde baade i Idv og i Død;
Syndere faar Fred, sorgfuldø faar Trøst,
kæmpende faar Mod, skrøbelige faar Kraft,
døende faar Frimodighed — alt ved Troen
paa Guds Naade i Jesus Kristus. Og hvor
saadant sker, dár har Troen vundet en
Sejr, som vejer til i Livets Vægtskaal.
Og i den staaende Strid lyder vel ogsaa
Bekendelson med saa klar og stærk en
Tone nu som nogen Sinde; og alt som
den tvivlesyge Slægt'bliver sig sin aandelige
Tomhed bevidst, begynder den at spejde
efter noget, som der virkelig kan leves
paa — og se, Kristi Evangelium drager
de søgende Sjæle til sig, saa mange af
de alvorligste iblandt dem vender om til
Troen; det er ikke faa, hos hvem Van-
troen saaledes lider aabenbart Nederlag,
og der er maaske ikke langt til den Tid,
hvor ogsaa Tallet vil bære Vidne om
Kristendommens erobrende Magt. Thi
Troen er Styrke, ogVantroen
er Svaghed; det kendes i Livets Prøve.
III.
Hvad er det inderste afgørende i
Vantroen? — Jesus siger til Jerusalem:
»Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine
Børn, ligesom en Høne samler sine Kyl-
linger under Vingerne; og I vilde
ikke«. Mennesker siger ofte, at det er
deres Forstand, der hindrer dem i at tro;
ret som om Menneskers Kløgt kunde op-
høje sig over Guds Visdom; i Virkelig-
heden har da ogsaa de fleste af Menneske-
hedens største Aander troet paa Gud. Nej,
det er i Viljen, deres Brøst findes. Den
rene, ranke Vilje kan ikke nøjes med
mindre end at naa Fuldkommenhedens
Maal, men den brudte og besmittede Vilje
lader sig nøje med dagligdags Skikkelig-
hed eller endog med skændig I.astefuld-
hed; derfor betror den første sig til ham,
der alene har levet et Liv i Fuldkommen-
hed, Jesus Kristus, men den sidste har
ingen Brug for ham. Der hører en him-
melstræbende Vilje til for at blive Kristi
Discipel; derfor siger vi, at Troen er
Styrke. Vantroen er Svaghed. Men der-
for skal det ogsaa siges til alle dem med
de syge Viljer: lyt til Jesu Ord, thi det
kalder netop først og sidst paa Vlljen, og
det har Magt til at rejse den, saa den
higer mod det højeste — og saa giver
Mennesket sig over i Troen og finder
Livets Lykke deri.
Hvad er saa den bærende Kraft i
Troen? Det er selve Guds Liv i os
ved Jesus Kristus. Det er neđlagt
i os, da vi blev døbte i Jesu Navn, gen-
fødte til det hellige og evige Liv; men
det faar kun Magt, efter som vi giver os
ind under hans Ord og hans Haand, saa
han kommer til at raade med os i baade
vort indre og vort ydreLiv; saaledes skal
Guds Kraft fuldkommes i vor Skrøbelig-
hed, Guds Liv oprejse os til evig Frelse.
Guds Søn blev født til Verden som et
Menneskebarn; han gjorde sig til eet med
den faldne Menneskeslægt, for at hver ene-
ste af os syndige Mennesker skal kunne
blive eet med ham; her er Troens Vej til
Livet i Gud. Det er et stort Under, at
Guds enbaarne Søn kunde fødes til at
være et Menneske; det er vel et lige saa
stort Under, at et syndigt Menneske kan
genfødes til at være Guds Barn; og dog
er dette Under sket med Dig og med mig.
Tro derpaa og lev derpaa — saa oplever
Du, at »alt, det, som er født af Gud, over-
vinder Verden«.
Og »dette er den Sejr, som
har overvundet Verden: vor
T r o«.
En Guds og Kirkens Stridsmand.
(Fortsat.)
Vi hørte sidste Gang om den unge
franske Riddersøn, hvis Maal det var at
blive en Guds og Kirkens Stridsmand.
Vi skal nu høre, hvilken Vej han maatte
gaa for at naa dette Maal. — Vejen var i
de Dage kun een: at gaa i Kloster, at
blive Munk. Og den Vej var trang. —
En Munk maatte ikke have noget eget
Hjem, han maatte ikke have en Hustru
ved sin Side, hans Tanker maatte ikke
spredes eller optages af noget, dervarjor-
disk. Han skulde kun have een Tanke:
at gøre Guds Vilje og lære andre det
samme. En Munk skulde være lydig til
det yderste imod sine Foresatte; han
skulde helt kunne ofre sin egen Vilje i
Forvisningen om, at hvad hans Foresatte
krævede af ham, det var ogsaa Guds
Vilje; han skulde kunne udholde den
strengeste Fasten og Nattevaagen; han
skulde kunne underkaste sig de haar-
deste Selvpinsler, han skulde være ređe til
at udføre det mest ydmygende Arbejde,
som maaske andre skammede sig for.
Men Munkelivets Strenghed afskræk-
kede ikke Bernhard, og hans Moder holdt
ham ikke tilbage. Hun ønskede gerne, at
alle hendes Børn skulde gaa i Kloster.
Saa levede Drengen Bernhard da sit
ensomme Drømmeliv paa den gamle Rid-
derborg. Hans Fader var sjælden hjemme.
Frankrig havde i de Tider Brug for alle
sine bedste Sønner; derfor færdedes han
som oftest paa Krigstog imod 1 .andets
Fjender. Bernhards andre Søskende var