Færøsk Kirketidende - 01.12.1890, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
* Udgivet af EMIL BRUUN.
i. Aarg.
December 1890.
Nr. 3.
Joen Hans Jacob Petersen.
Vestre Kirkegaards Kapel ved Kjøbenhavn, den 3dje
Jnnuar 1882.
»Hvi gjorde Du os dette?« (Luk. 2. 48.)
— Herre, hvi gjorde Du os dette? saa-
ledes have visselig flere blandt os med
Sorg i Hjærtet i disse Tider spurgt vor
Herre ved denne elskelige og haabefulde
Ynglings Sygdom og Bortgang. Herre,
hvi gjorde Du os dette at afbryde det Liv,
der saa smukt udfoldede sig her iblandt
os ved hans elskelige Væsen og sagt-
modige Færd? hvi gjorde Du os dette saa
brat at tage den Sundhed og Legemskraft,
som vi glædede os ved at se, da han for
et Par Aar siden kom her ned fra sine
F'ødeøer med det lyse Haab og de bedste
Ønsker fra Forældre og Venner der oppe
for at tilfredsstille sin Trang til her at søge
videre Uddannelse, at han kunde tilegne
sig de Kundskaber og Færdigheder, som
kunde gjøre ham duelig til at optage den
Ivaldsgjerning, som Faderen trolig i den
lange Aarrække havde virket i, som var
hans Liv og Lyst, og som han syntes os at
egne sig saa godt for; — jeg mindes, hvor
barnekjær han var, hvorledes Børnene følte
sig tiltalte af hans kjærlige, stilfærdige
Væsen, mindes, hvilken Glæde der blev
over Børnene i Næs Præstegaard, naar
han kom ud til os. Al den Virksomhed,
vi i Tankerne saa ham udfolde i Skolens
Tjeneste paa de ham saa kjære Steder —
disse Fremtidssyner og dette Fremtidshaab
ere nu bievne borte for os, og vi staa her
sørgende og spørge: »Herre, hvi gjorde
Du os dette« at lade disse hans For-
ventninger, disse vore Forventninger om
velsignelsesrig Fremtid saaledes tilintet-
gjøres?
Og vi svare med det profetiske Ord
(Elias 55. 8.): »Eders Tanker ere ikke mine
Tanker og mine Veje ere ikke Eders Veje;
men som Himlen er ophøjet over Jorden,
saaledes ere mine Tanker højere end Eders
Tanker og mine Veje højere end Eders
Veje«. Dette er Trøsten, han havde, om-
kring hvis Baare vi her nu staa, til at gaa
Afskedsstunden imøde med, og dette er
Trøsten vi skulle tilegne os ved vore kjæres
Bortgang: det er Herrens Tanker, der
fuldbyrdes ved det for os saa smertelige;
det er Herrens Veje, ad hvilke vi føres
snart igjennem Glæde og I.yst, snart
igjennem Sorg og Trængsel. Gud hjælpe
de kjære Forældre, de talrige Søskende
og mange Venner at tilegne sig den Trøst,
der ligger i dette Skriftord for os, naar
dette Sorgens Budskab kommer op til dem.
— Det var saa længe under hans Syge-
leje skjult for ham, at det var Herrens
Tanker, at han ikke længe her skulde have
blivende Sted; skjønt Vennerne ved hans
Sygeleje saa, hvorledes Kræfterne svandt
Dag for Dag, saa gav Gud ham Haabet,
at Kræfterne snart atter vilde vende til-
bage, da han atter vilde kunne tage fat
paa Afslutningen af den Gjerning, han var
kommen her for, og Haabet om at komme
hjem igjen i en ikke fjærn Fremtid og faa
Gjensynets Glæde, det' blev ved at lyse
for ham, til Tankerne bleve vendte til
Bortgangen herfra til det andet Hjem,
Gudsbørnenes Hjem i det høje, — dette
skete, da Sygdommen hin Nat før Jule-
festens Indtrædelse antog en alvorligere
Skikkelse og mindede ham om Afskeds-
stunden. Mild og fattet modtog han Efter-
retningen derom og bøjede sig i Troen
sagtmodig som altid, from og tillidsfuld
under Herrens Tanker og Førelser, var
taknemlig ved at være Gjæst ved Herrens
Nadverbord og smage hans søde Forening;
og han glædede sig senere ved at se Jule-
lysene brænde paa det lille Juletræ, som
Kjærligheden hos en af Vennerne havde
bragt til hans Sygeleje, og mild og stille
laa han og betragtede det, mens Julesangen,
som vi nys afsang, lød for ham om »den
dejligste Rose er funden«. Saa fulgte vel
en mørk og trang Nat efter og en tung
Dag, men saa var Striden udstridt, og da
Menighederne samledes i Guds Hus med
Juleglæden i Hjærteme omkring Beret-
ningen om Stefanus, som saa Himlen aaben
og Menneskens Søn hos Guds højre Haand,
da var vor kjære Hans Jacob gaaet. ind
til den salige Juleglæde i det store Tempel,
hvor han saa sin Herre og Frelser, som
han her havde givet sit Hjærtes Tro, saa
hans Tanker og Veje med ham og den
Kjærlighed, som laa til Grund for, at han
just beskikkede det saaledes med ham;
— vi tvivle ikke om, at Julen endte glæde-
lig for ham.