Færøsk Kirketidende - 01.12.1890, Blaðsíða 2

Han gik bort i sin fagreste Ungdoms-
vaar, og jeg kommer til at tænke paa, hvad
Salmisten siger i den 103dje Salme 15. og
16. V.: »et Menneskes Dage ere som Græs,
som et Blomster paa Marken, saa blomstrer
han; — naar et Vejr farer over det, da er
det ikke mer, og dets Sted kjender det
ikke længert. Ja, som et Blomster paa
Marken, saaledes blomstrede han; — vi
vilde jo gjærne have beholdt ham længer
her hos os i det glade Haab at se Blomsten
udfolde sig og bære sin Frugt i Livsgjer-
ningen. Men saa kom Sygdommens haarde
Vejr farende hen overden, og den var ikke
længer her iblandt os. — Planten og Na-
turen kunne nok være Billeder paa Men-
neskelivet, men hvor meget mere er dog
ikke et Menneske! Naar Vejret for hen
over Blomsten, saa var den ikke mere, saa
var alt forbi med den; — ikke saa med et
Menneske! — der sige vi, Gud være lovet,
ikke: »det er ikke mere, alt er forbi, naar
Blomsten her visnede; nej! da sige vi:
Blomsten er vel affalden, men kun for at
omplantes af Himlens og Jordens Herre i
en bedre Urtegaard, og hvad der her af
det evige Livs Fylde og Indhold havde
begyndt at spire og røre sig i Menneske-
hjærtet, det vil deroppe fortsættes i sin
Udvikling, bære Frugt og naa til den fuld-
komne Modenhed, som aldrig opnaas her
i Forkrænkelighedens l and. — Og naar
Salmisten endelig sagde om den uddøde
Blomst: »og dens Sted kjender den ej
mere«, da forholder det sig saaledes med
Planten her ude i Naturen, — Spaden og
Ploven gaar over det Sted, hvor den stod
rodfæstet og alt udjævnes, alle Minder om
dens Tilstedeværelse og Blomstringstid ud-
slettes. — Anderledes med et Menneske,
der har dybere Rødder end Plantens i
Muldet. Saa sandt som han, hvis jordiske
Blomst her er affalden, var et Gudsbarn,
der stod fast i sin Daabspagt, saa sandt
havde ogsaa hans Liv saa dybe Rødder,
at disse ikke uddøde, da den forkrænkelige
Blomst affaldt, nej!
»hans livstræ grønt skal herligt staa
og sine dybe Rødder slaa
i Evighedens Sommer«.
Ja, han havde Sted i den hellige alminde-
lige Kirke, Plads i hans Frelserhjærte,
som »kjender sine« og som sagde: »hvor
jeg er, skulle og I være« (Joh. 14. 3.), og
han glemmer aldrig en eneste af dem, som
staa i Hjærteforhold til ham.
Og vor afdøde Ven her havde ogsaa
sit Sted, sin Plads i Hjærter her, som om-
fattede ham med den ømmeste Kjærlighed,
i elskende Forældres, i de kjærlige Sø-
skendes, i de trofaste Venners Hjærter.
Disse Hjærter blive nu smertelig saarede,
og vi bede vor Herre om at være hos dem
med sin Trøst, at styrke dem og hjælpe
dem at finde sig til rette i deres Sorg og
Savn. Men hans Sted og Plads i disse
Hjærter vil blive uforandret, om end
Blomsten er affalden, og Minderne om ham
den hedenfarne Søn, Broder og Ven skulle
ikke vige fra Hjærterne, men blive til
Velsignelse, medensHaabet lyder derinde
om Gjensynets Glæde hisset, hvor der ingen
Skilsmisse skal være mere, saa vi, om end
Sorgens og Savnets Taarer rinde, dog til
vor Trøst kunne synge:
»Herrens Venner ingen Sinde
mødes skal for sidste Gang«.
Og saa Farvel, Du kjære, elskede
Yngling! Gud glæde Din Sjæl i Himmerig
og lade sin Fred være over Dit Støv til
hin store Dag, da det skal opstaa til den
evige Ære! Og til dette vort Farvel skal
knyttes Takken fra Forældre og Slægt-
ninge og Venner for al den Glæde, Du har
gjort dem, for al Din inderlige Kjærlighed
imod dem, som ikke skal glemmes.
Til Slutning har jeg i hans og hans
kjæres Navn at bringe en hjærtelig Tak
til alle dem, som under hans langvarige
Sygeleje glædede ham med deres Besøg,
og alle dem, som i Dag ere komne her
for at følge ham til det stille Hvilested her
uden for, Tak til Dem, hans l ærere, Tak
for det kjærlige Afskedsord, der fra Deres
Kreds lød her som et glædeligt Vidnes-
byrd for hans kjære fra Seminariet, Tak
til de medstuderende Kammerater, og til
den Skare Færinger, som her sige ham
det sidste Farvel af Hjærtets Trang. Og
lader os alle samles omkring det store
Haab, som skal lyde for alle her paa Vejen,
Salighedshaabet, grundet paa hans For-
jættelser, som i Daaben har sluttet Pagten
med os, og til Bestyrkelse af denne Pagt
sige med hverandre: Vi forsage Djævelen
og bekjende Troen.
Fader vor Du, som er i Himlen etc.
Arnen^
V. Hammf.rshaimb.
I ere Jordens Salt.
(Tanker paa Allehelgens Dag.)
Redaktøren af dette Blad har i sin
Tid opkastet det Spørgsmaal, om man havde
Ret til at tale om »Missionærer« i et Land,
som allerede for mange Aarhundreder siden
var kristnet — nej! ikke naar Ordet tages
i den Forstand, som f. Ex. Sloan tager det
om sig selv, men der er en anden Slags
Mission, og den hører netop hjemme i et
Land, som allerede er »kristnet«.
Det er den saakaldte »indre« Mission,
jeg tænker paa, Nn behøver man ikke
strax, naar dette Ord nævnes, at tænke
paa Pastor Vilhm. Bech, paa »Indre Mis-