Færøsk Kirketidende - 01.01.1891, Side 1

Færøsk Kirketidende.
Udgivet af EMIL BRUUN.
i. Aarg.
Januar 1891.
Nr. 4.
Nytaarsprædiken 1890.
Af Provst Th. Sarensen i Skanderborg.
Matth. Ev. 6. 5—ij:
»Og naarDu beder, skal du ikke være
som Øjeuskalkene; thi de staa gjæme og
bede i Synagoger og paa Hjørner af Ga-
der, for at kunne anses af Menneskene;
sandelig siger jeg Eder: de have deres I øn
borte. Men Du, naar Du beder, gak ind
i Dit Kammer og luk Din Dør og bed til
Din Fader, som er i Løndom, og Din
Fader, som ser i l øndom, ska^ betale Dig
aabenbare.
Men naar I bede, skulle I ikke bruge
overflødige Ord som Hedningerne; thi de
mene, at de blive bønhørte for deres mange
Ord. Derfor skulle I ikke være dem lige;
thi Eders Fader ved, hvad I have Behov,
førend I bede ham. Derfor skulle I saa-
ledes bede:
Vor Fader, Du som er i Himlene!
Helliget vorde Dit Navn; komme Dit Rige;
ske Din Vilje som i Himmelen, saa og
paa Jorden; giv os i Dag vort daglige
Brød; og forlad os vor Skyld, som vi for-
lade vore Skyldnere; og led os ikke ud i
Fristelse; men fri os fra det onde; thi
Dit er Riget og Kraften og Herligheden
i Evighed! Arnen.*
»Ingen af os lever sig selv, og ingen
dør sig selv; thi baade dersom vi leve,
leve vi Herren eller dersom vi dø, dø vi
Herren; derfor hvad enten vi leve eller vi
dø, ere vi Herrens!« Det er den gamle
Apostels trofaste Tale til Guds Børn.
Jeg ved intet bedre Ord at begynde min
Nytaarsprædiken med. Dermed har Apo-
stelen som i en Sum nævnet de Vilkaar,
som Gud i sin Naade har givet sine Børn,
og under hvilke han har forundt dem at
gaa de skiftende Tider i Møde.
Der hviler over disse Ord en vidunder-
lig Frimodighed og Fred. Under usigelig
Glæde og under svære Trængsler havde
Apostelen erfaret Sandheden af, hvad han
her skriver: dersom vi leve, leve vi Her-
ren! Til sidst ofrede han sit Liv for Jesu
Kristi Skyld, fuldelig forvisset om, at
ogsaa: dersom vi dø, ere vi Herrens!
Det fejler ikke, at mange i Dag ere
fyldte af Nytaarsdagens Stemninger, at
Følelserne i Dag bevæge sig stærkere i
manges Bryst end ellers. Det gamle er
forbigangent. Aaret 1889 er ikke mere.
1890 er oprundet. Ingen af os ved, hvad
det skal bringe. Ængstelserne og Be-
kymringerne ere mangfoldige, ligesom
ønskerne og Forhaabningerne. Snart an-
gaa de det ubetydeligste og ringeste, snart
det dybeste og højeste. Menneskets Hjærte
er en »urolig Ting«, er der sagt. Sjældent
giver Uroen sig Vidnesbyrd i saa manges
Bryst paa en Gang som ved Nytaarstide.
hvor Alverden spejder ud i det nye og
ukjendte. Saa give Du o Gud, at Vel-
signelsen fra Dig maa sænke sig ned
ogsaa over vore urolige Hjærter, saa at de
med Frimodighed og Fred maa hvile i
Apostelens trofaste Tale: baade dersom vi
leve, leve vi Herren, og dersom vi dø, dø
vi Herren; derfor, hvad enten vi leve eller
vi dø, ere vi Herrens!
Men at dette skal ske med os, dertil
vil vor Herre Jesus Kristus i sin Kjærlig-
hed hjælpe os ved det hellige Evangelium,
som han i Dag paa ny har talt til os.
Han har talt det til dem, som allerede have
fundet Freden hos ham, for at de paa ny
skulle befæstes i den; men ganske særlig
har han ogsaa talt det til dem, der ere
ængstelige, længselsfulde og opfyldte af
Forventninger. Han har talt det for at
tage alle Sorger, alle Bekymringer, alle
Forventninger og Forhaabninger paa sine
stærke Arme og forvandle dem til Bøn-
ner, for derefter mildt og kjærligt at hjælpe
os til at bede om det, vi have Velsignelse
af at faa.
Alle Mennesker bære i deres Bryst
snart Kummer, snart Frygt, snart Haab;
men der er mange, mange, som ikke magte
at lade deres Bekymringer komme frem
for Gud i Bøn og Paakaldelse.
Til os alle, men ganske særlig til saa-
danne, siger vor Herre Jesus Kristus i Dag:
»Gak ind i Dit Kammer og luk Din
Dør og bed til Din Fader, som er i
Løndom!« Han ved, at Du maaske har
saa svært ved at bede, naar andre ere Vidne
dertil, eller at Du ikke synes Dig i Stand
dertil, fordi Du ikke ret tør tro, at der er
en Gud, som hører dine stille Suk, eller at