Færøsk Kirketidende - 01.03.1892, Blaðsíða 3

rasler med Pengene for at drage Sjæle til
sig o: har I ikke hørt at Raabet: Penge!
Penge! Penge! lyder gjennem Landet fra
alle Munde, have I ikke erfaret, hvilket Tag
Pengenes Gud allerede har faaet i Folk,
saa de ere saa optagne, at de ere ved at
glemme det ene fornødne. Jo! er Du en
opmærksom Iagttager, da vil Du have er-
faret ogsaa i Din Kreds, at Sansen for alt
aandeligt er i Aftagende, at den er ved at
drukne i Madstræv og Pengebegjærlighed.
Skulde det nu lykkes den Onde at
hilde os i dette Garn — ja! da kommer
Folkets Vintertid, uden at vi have haft
Vaar, Sommer og Høst, da er Folket
— i alt Fald for en Tid — dømt til aande-
lig Vinterdvale om ikke til Døden — kun
Gud ved det.
Men elsker Du Din Gud og elsker Du
Dit Folk, da sige Du i Dag til Dig selv:
dette maa ikke ske; jeg vil sætte alle
Kræfter ind paa at bringe mit Folk og min
Gud i god Forstaaelse med hinanden, jeg
vil bede for mit Folk, og jeg vil arbejde
for at fordrive Pengeguden fra dets Altre.
Ja! dette er min Formaning til Eder i
Dag, at I — i Mindet om Guds Naade
imod Eder — vogter Eder for Afguds-
dyrkelse.
Og særlig henvender jeg mig til Eder
I Folkets og Kongens Tillidsmænd, som i
Dag skulle begynde Arbejdet til Guds Ære
og Folkets Gavn.
Jeg ved nok, at I — udvortes set —
ere valgte af Folket eller Kongen til
Eders Stilling, men saa sandt I eré de
rette Mænd og se med de rette Øjne paa
Eders Stilling og Opgave, da kunne I
ogsaa sige: »Af Guds Naade er jeg den,
jeg er«. Saa arbejd da troligt for at vise,
at Guds Naade imod Eder ikke har været
forgjæves, og at det ej heller var forgjæves,
at Eders Landsmænd valgte Eder. l ad
det ikke ses i Eders Forsamling, som saa
ofte ses i lignende Ting og Raad, at hver
Mand arbejder for sig selv, for sin egen
Hævngjerrighed, sin egen Forfængelighed
eller sin egen Vinding — nej! sæt alle
Kræfter ind paa, at dette Folk kan komme
godt over Brydningens Tid, led April-
stemningen i det rette Spor, saavidt det
staar til Eder, at der ert Gang kan komme
en lys Vaar, en varm Sommer og en rig
Iløst ogsaa her paa disse barske Klippe-
øer, at det en Gang kan siges om dette
lille Folk:
Guds Naade imod det har ikke været
forgjæves. Amen!
Jørgen Falk Rønne.
H e i m f e r fl.
Lag: Befal Du Dine Veje.
Nu dagur fer at halla;
nu stjorna visur seg;
nu månin sær å fjallid
og foss, hann speglar seg;
mi båtur heim mann skrida
vid veiduni, Gud gav,
ti dagurin hann lidur;
nu solin fer i hav.
Til Gud mi sålmur ljodar
vid giedi og vid gleim,
hann ollum sær til godar
ur sinum ljdsa heim’.
Hann rædur fyri vegri,
hann hjålpir væl i neyd,
og båtamar hann leidir;
hann gevur dagligt breyd.
Vit allir munnu minnast,
at harrin eina ferd
å sjonum mundi finnast,
tå id havid var i gerd.
Hann mundi stormin triia
bad hav at legja seg;
hann mundi vegrid kua,
ti stilt tad legdi seg.
Tann Gud, sum ådur råddi,
hann rædur lika enn;
ti havid stilt å koddum
mann hvila alt i senn.
Hann fylgir væl i ferdi
sum i ti fomu tid,
tå id havid er i gerdi,
hann forir båt i by.
Tu liimnakongur sterki!
vit takka fyri dag,
tu væl fullforir verkid,
sum tu begynti tad.
Vis okkum leid til husid,
hvar tu manst bugva i,
år myrkrinum til ljosid
og til tann vakra by.
O. H.
En Bøn.
(Frit efter „Bymissionæren'1.)
En Præst i en større By vendte en
Sommeraften hjem fra et Sygebesøg til sin
Bolig. Paa Vejen mødte han en Skare
Arbejdere, der ligesaa vendte hjem fra'
deres Dagværk; en af disse syntes meget
vred og udstødte de frygteligste Eder og
Forbandelser. Præsten hørte det, og det