Færøsk Kirketidende - 01.09.1892, Blaðsíða 3

Færøsk Kirketidende - 01.09.1892, Blaðsíða 3
høver aldrig at komme der »ved en Hæn- delse«. Hvilke ere nu den barmhjærtige Sa- maritans Helbredelsesmidler? Han gød Vin i Saaret! Vinen er det Lægemiddel, man den Gang brugte til at standse Blodet og til at lukke Saaret; det gjør rasende ondt saaledes at faa Vin hældt i et aabent Saar, men Smerten er nødvendig til Læge- dom. Den Vin, vor Herre Jesus bruger mod det Saar, .Synden har slaaet os, hedder Loven, den, der med sit alvors- fulde: »Du skal og Du skal ikke!« lige- som snærper Saaret sammen og lukker det. Men han gød ogsaa Olje i Saaret; Oljen er det rensende og lægende, der g]ør saa inderlig godt ved Siden af den skarpe, sammensnærende Vin. Evange- liets milde Ord er Oljen i Syndernes Saar, det renser og læger, hvor Lovordet har snøret sammen og helet. Men nu skulle vi lægge Mærke til ét: Naar Men- nesker skulle læge et Saar, da bruger man først Vinen, der smerter, mens den læger, og derpaa Oljen, der gjør saa inderlig godt; men i Lignelsen staar der, at »han gød Olje og Vin i Saaret«. Samaritanen har altsaa brugt den om- vendte Orden, og det er ikke tilfældigt, at Oljen staar nævnet førend Vinen, thi Jesus bruger altid Evangeliets Naadetilbud førend Lovens strænge Fordring; han har Brug for baade Oljen og Vinen, men han læger altid Syndersjælene med den første, førend han heler Saaret med den sidste. Men hvis nu Samaritanen havde nøjedes med at gyde Olje og Vin i Saaret, og han saa var gaaet sin Vej og ladet den syge skøtte sig selv, da havde den syge alligevel aldrig naaet Jeriko, thi Vejen var lang og hans Fødder kun svage; derfor lagde Samaritanen ham endnu paa sit stærke Muldyr, der havde en bred Ryg og sikre Fødder til at føre ham til Rejsens Maal. Hvis Jesus vilde nøjes med at læge vore Saar, nøjes med at sige til os: »Søn, vær frimodig. Dine Synder ere Dig forladne!«, »Gaa bort, og synd ikke mere!«, disse to Ord med Evangeliets Olje og Lovens Vin, jeg siger, hvis Jesus vilde nøjes med dat og saa lade os skøtte os selv, saa skulde vi faa at formærke, at vore Fødder alligevel vare altfor svage til at bære os til Palme- staden i det høje. Men Gud ske Lov, Jesus har ogsaa sit Muldyr, hvorpaa han lægger os, det er Troen; den har sikre Fødder at staa paa, den er stærk nok til at føre os over Klipper og gjennem Ørkner til Rejsens Maal. Det er højst forskjellige Steder af Vejen, paa hvilke Røverne falde over os: Nogle blive plyndrede allerede som Børn, lige paa Vejens Begyndelse; det er særlig saadanne, der aldrig have haft kjærlige Forældre til at værne om dem og lede deres Fjed, fremfor alt maaske dem, der aldrig have kjendt den, der skjænkede dem Livet; Gud naade den, der da har skullet værne og vogte et saadant Barn. men som kun har nedlagt Røvergiften i dets Sjæl ved Haardhed, Kulde og Ukjærljghed. Andre falde i Røvernes Hænder lige efter, at de som voxne ere udgaaede i Verden; da maa de maaske forlade Faders og Moders kjærlige Om- sorg og Pleje, saa faa de kun altfor ofte Verdens haarde, kolde Vind at mærke, den giver dem det furede Ansigt og de haarde Hænder, den giver dem det, som værre er, det forrevne Hjærte og det haarde Sind; Gud naade den, der ved sin Haardhed, Fordringsfuldhed og Egen- kjærlighed har kastet Forargelse i de unges Sjæl og ført dem til Røvernes Stier. Andre af os falde først senere i Røvervold, men vi falde der alle, thi, som jeg sagde det før, Vejen mellem Jerusalem og Jeriko var saare berygtet for sine Røvere. Og det er maaske godt det samme, thi den, der ikke falder mellem Røverne, han lærer heller aldrig sin egen Nøgenhed at kjende, han træffer ej heller den barm- hjærtige Samaritan, thi han er da en af de karske, der ikke har Lægen behov, men ogsaa en af dem, der maaske dog til sidst skal erfare, at uden Hjælp kan man let gaa fejl af Jerikovejen, Er det nu saaledes end paa saare forskjellige Steder af Vejen, at vi falde iblandt Røverne, saa kunne vi dog altid træffe Samaritanen; thi han færdes altid paa Vejen, tidlig og sildig, og han finder altid hver en slagen Mand og Kvinde. Og derfor bede vi ikke: »Herre, lad mig falde iblandt Røvere, for at jeg kan finde Samaritanen!«, men vi bede: »Herre, vor Gud! Naar vi ere faldne iblandt Røvere, lad os da finde ham, vor trofaste Herre og Frelser, at han kan læge vore Saar!« Og derfor høre vi atter i Dag det gamle Budskab om den barm- hjærtige Samaritan, vi høre det med Fryd og Glæde og sukke i vore Hjairter: Fortæl det samme Budskab, Naar Frygten ligger nær. At denne Verdens Glæde Er bleven mig for kjær; Og naar hin Verdens Klarhed Fremdaemrer med sin Fred, For sidste Gang fortæl mig Om Jesu Kjærlighed! Amen!

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.