Færøsk Kirketidende - 01.09.1893, Blaðsíða 2

deres egen Styrke. Denne Klasse af
»Fritænkere«, som vistnok — mærkværdigt
nok — talte adskillige Tilhængere paa
Øerne, havde aabenbart lettest ved at gribe
Troen paa »den hvide Krist«, netop fordi
man havde gjort op med den egentlige
Asatro. Til denne Klasse henhørte ogsaa
Færøernes Missionær Sigmund Breste-
søn, der i den Samtale, Sagnet lader ham
føre med Kong Olav, noksom viser, at
hans Tro som Hedning kun er en Tro paa
sig selv.
Hvad er nu Aarsagen til, at de irske
Munkes stilfærdige Mission bliver sporløs,
medens Sigmund saa at sige i en Haande-
vending faar Øerne kristnede? Sikkert
ikke, fordi Sigmund var en kristen Mis-
sionær af ideal Karakter. Tværtimod!
Den Maade, hvorpaa han lader sig om-
vende af Olav Trygvason, viser noksom,
at i hvert Fald hans Kristenlivs Begyndelse
mere havde politiske Motiver til Baggrund
end virkelig aandelig Grebethed, og mangen
god Gang under hans senere Livsførelse,
snart naar han voldelig overfalder værge-
løse Mænd for at tvinge dem til Daab,
snart naar han giver et højtideligt Løfte
paa Tinget i Thorshavn om ikke mere at
ville arbejde for den gamle Tro for saa
strax efter atter at bryde dette J øfte,
kommer man til at erindre Herrens Ord:
»I vide ikke, af hvad Aand I ere!« Nej,
Aarsagen til Kristendommens hurtige og
fuldstændige Sejr paa Færøerne maa søges
deri, at Sigmunds Mission i Modsætning
til de irske Munkes var helt og fuldt na-
tional. Sigmund var selv Færing; han
kendte Vindforhold og Strømforhold, men
han kendte meget mere end det, han
kendte Færingens Ejendommelighed, og da
han derfor først havde tabt ved at spørge
dem alle paa en Gang, sejrede han bag-
efter ved at søge dem enkeltvis. Den
Maade, hvorpaa Kristendommen sejrer paa
Færøerne, bliver saaledes lige den stik
modsatte af den, hvorpaa den sejrer paa
Island, hvor Henvendelsen til de enkelte
bliver frugtesløs, men Henvendelse paa
Tinge gør Udslaget.
Sigmund havde af Olav Trygvason
faaet flere Præster med, af hvilke den mest
fremtrædende var Tam bar eller Tanne-
brand. Disse Præster bleve naturligvis
brugte til at læse Messen for de omvendte
og til at døbe dem, der lode sig vinde,
men de ere aabenbart ikke bievne meget
brugte til selve Omvendelsesværket; det
har nu næppe været, fordi Kong Olav
havde medgivet sjn færøske Ven nogle saa
tarvelig begavede Personer, at de slet ikke
duede at tale Kristendommens Sag, men
langt snarere, fordi Sigmund brugte
en langt mere probat og kortfattet Om-
vendelsesproces end den, der udvindes ad
Overbevisningens Vej. Den se vi ham
bruge overfor Bonden paa Svinø, overfor
Trond i Gøte, der stilles Valget mellem
den timelige Død og l ivet i Kristus, den
se vi ligge til Grund for hans Trækken-
rundt med Trond for paa en grel Maade
at vise den nye Tros Hoveren over den
gamle. Af alt dette maa man dog ikke
tage Anledning til at miskende Sigmund
og hans Værk, det laa i Tiden, og samme
Trafik var jo før bleven brugt afKarl den
Store overfor Sachserne og af Sigmunds
egen Læremester, Kong Olav.
Sigmund Brestesøn staar som en djærv
Natur, en Høvdingeaand, raadsnar og vilje-
stærk, fast i sin Beslutning og trofast i sin
Gerning; derfor skal han æres, fordi han
bragte sine Fødeøer Evangeliet. Men man
vil aldrig falde paa at kalde ham »Fær-
øernes Apostel«, paa samme Maade som
man kalder Ansgar Danmarks, Bonifacius
Tysklands, han har overhovedet kun lidet
tilfælles med Apostlene, han er og bliver
en Viking, der har givet Himlens Konge-
søn Haandslag; det Haandslag svigter han
ikke, men derfor opgiver han dog aldrig
sin Vikingenatur. Derfor er det ogsaa
karakteristisk, at Sigmund vel blev myrdet,
men ikke opnaaede Martyrkronen, Drabet
skyldtes kun middelbart hans Forkyndelse,
umiddelbart den Ring, der var en Gave
fra Håkon Hladejarl, et Minde fra hans
hedenske Tid. Og det er ikke mindre
karakteristisk, at Sigmund paa Skuø er
bleven højsat mere paa hedensk end paa
kristelig Vis, medens Pavekirken aldrig
har tænkt paa at kanonisere og skrinlægge
den Mand, der paa Vikingevis udførte
mægtig Stordaad i Kristi Kirkes Tjeneste.
Man har stundom til Sigmunds For-
herligelse villet gøre ham til Missionær
mellem de norske Udflyttere ogsaa paa
Hjaltland og Orknøerne, men sikkert med
Urette; disse to Øgrupper have uden Tvivl
været kristne førend Færøerne. Sigmunds
Virksomhed har væi et indskrænket til hans
Fødeøer, men derved bliver hans Betyd-
ning for hans Landsmænd jo ogsaa snarere
større end mindre.
I Aaret ggg kunde Sigmund rejse
tilbage til Kong Olav for at melde ham,
at Øerne nu vare kristnede. Den Kristen-
dom, der her kunde være Tale om, var
imidlertid selvfølgelig af en egen Slags:
Det gik Færingerne som Folk paa samme
Maade, som det var gaaet Sigmund selv;
han havde antaget Kristendommen som en
politisk Nødvendighed, og først lidt efter
lidt lærte han for Alvor at bøje sig for den,
men fra d,en Stund, han havde taget ved
Troen, stod han ved sit Ord som Viking
og svigtede ikke. Paa samme Maade gik
det Folket: Det var hovedsagelig af
Politik, det havde ladet sig kristne, men