Færøsk Kirketidende - 01.10.1894, Side 2

2
et for længst dødt Sprog; paa den anden
Side maa Paulus have været den gamle
Pagts Sprog fuldt mægtig, thi af Ap. G.
22, 2 se vi, at han kan holde en Tale til
Folket i dette Sprog. J.ad os nu altsaa
sætte det, at Paulus’ egentlige Modersmaal
har været det Græsk, paa hvilket han for-
kyndte Kristendommen for Hedningene,
hvorfor taler Vorherre da Hebraisk til
ham i det Syn, der skulde blive af saa af-
gørende Betydning for Apostlens hele Liv?
Mon da ikke. fordi Hebraisk var »det
hellige .Sprog« for Jøden Saulus. var »Kirke-
sproget«, Synagogesproget, det Sprog, hvori
han var vant til at læse de hellige Skrifter ?
Tror Du vel, at de stærke Ord: »Saul,
Saul, hvi forfølger Du mig?«, at de blev
»løs Tale« for Hedningeapostelen, fordi de
ikke lød til ham i »Hjertesprogets« Toner?
Men kunde nu et fremmed, ja. endog altsaa
et dødt Sprog gøre Saulus til Paulus, kunde
det vække Apostle, skulde saa ikke Dit
Kirkesprog kunne vække Dit Hjerte fra
Kulde til Varme, saa Du blev. om ikke
Apostel, saa dog et lille Guds Barn? Tro
mig, at kan Dit Kirkesprog ikke gøre en
levende Kristen af Dig, da er det sikkerlig
ikke Kirkesprogets, men Dit eget haarde
Hjertes Skyld, og kan det vække Dig af
Slumren, da er det heller ikke Kirkesprogets
Skyld, men Guds Aands Skyld, Han, som
virker alt godt i os alle. Og lad mig saa
nævne endnu et Træk fra den bibelske
Historie: Man har ofte fremført særlig
Dødsstunden som den, hvor det var haardt
for Færingen at skulle tænke sin sidste
Tanke og bede sit sidste Hjærtesuk paa et
fremmed Tungemaal. Jeg skal ikke sige
noget videre dertil, det kan ogsaa gerne
være, at vi her staa overfor en Arm af
F'olkekorset, og at der ogsaa her vil være
Brug for »de Helliges Taalmodighed og
Tro«. Men jeg tror alligevel, at der er en
vis Sentimentalitet, der ligger bagved den
idelige Fremhævelse af dette Punkt, thi
jeg véd, at jeg har staaet ved mere end ét
velsignet Dødsleje heroppe, hvor det har
været, som om Glansen fra det Høje allerede
havde forklaret den bortgaaendes Aasyn,
og hvor det har været det gamle Kirke-
maal, der har været paa Læberne i Bøn,
i Fremsigelse af Salmevers og af Skriftens
Ord. med en saadan hellig Aandens Kraft
og med en saadan Forstaaelse, at jeg har
sukket i mit Hjerte til Gud, at det maatte
forundes mig at komme til at gaa saadan
bort, naar min Time en Gapg kommer.
Og da har.jeg ihukommet Ham, der gik
bort igennem en endnu bitrere Død, So-
ningens Død, Ham. der i sit Liv som i sin
Død blev Forbilledet for alle os fattige
Smaa, der skulle følge efter, thi ogsaa han
fandt i sin Dødsstund Trøst i sit »Kirke-
sprog«, Israels døde Sprog, der ikke længere
taltes paa Folkets Tunge, og det blev ikke
»løs Tale«, men i dybeste Fqrstand »Hjerte-
sprog«, den Gang han i den bitreste Smerte
og Dødskamp raabte den 22de Salmes
Klage ud med de hebraiske Ord: »eloi,
eloi. lema sabachthanei!« (Mark. 15, 34;
Matth. 27, 46).
Hvor smaaligt det er at tillægge Sprog-
forskelligheder en overdreven Betydning i
kristelig Henseende, skal jeg anføre et
Eksempel paa. idet jeg har haft Lejlighed
til i min egen Erfaring netop at anstille
Undersøgelser i den paagældende Retning.
Vi have her i Thorshavn en Søndagsskole,
hvor min kære Ven, Kammerassessor
Danielsen er Forstander, og jeg har flere
Gange haft den Glæde at høre ham for-
kynde Ordet for de smaa paa hans og
deres Modersmaal. Enhver kan forstaa, at
det for mig, der saa saare sjældent har
I.ejlighed til at høre andre tale. er en sand
Hjærtensglæde en Gang imellem at faa
Lov til at sidde paa Tilhørerbænken, hvor
en anden, der staar paa den samme dyre-
bare Bekendelses Grund som jeg, fører
Ordet, og det vilde da have gjort mig ondt,
om jeg ikke fuldt ud havde kunnet følge
med. Men ved en saadan Børnegudstjeneste
paa Færøsk har jeg rigtignok gjort den
Erfaring, at det for mig er den letteste
Sag af Verden at følge med fra Ende til
anden; jeg behøver virkelig ikke i Tankerne
»at oversætte« fra det ene Sprog til det
andet, det Færøske optages i min danske
Bevidsthed og reproduceres dér i de paa-
gældende Følelser og Stemninger, uden at
det en Gang saa meget som falder mig ind,
at det ikke er mit Modersmaal, der tales.
Og man maa da erindre, at jeg for 6 Aar
siden aldrig havde hørt et eneste færøsk
Ord, ligesom jeg under min 2-aarige Virk-
somhed i Thorshavn kun har hørt for-
svindende lidt Færøsk; turde dette ikke
være et Vidnesbyrd om, at en Færing,
hvis hele religiøse Opdragelse er foregaaet
paa Dansk, uden Vanskelighed vil kunne
gøre det omvendte Kunststykke ? Ved de
samme Børnegudstjenester har jeg for
Resten ogsaa gjort en anden Erfaring, som
staar i Forbindelse hermed, og som jeg
ikke kan fortie, fordi den end mere har
bestyrket mig i min Opfattelse af Forholdet
mellem de to Sprog: Der er naturligvis
ikke nogen ganske ringe Forskel paa
Færøsk og Dansk, hvad angaar det
Glossarium, der vedrører dagligdags Ord
og Taleformer, men Forskellen paa det
religiøse Omraade er mestendels forsvin-
dende. Begreber som Genfødelse, Hellig-
gørelse, Barmhjertighed etc. gaa lige over
fra det ene Sprog til det andet, højst med
en aldeles ubetydelig Udtaleforandring, der
knap er større end Forskellen mellem f. Eks.
Højdansk og sjællandsk Bondedialekt, ja,