Færøsk Kirketidende - 01.10.1894, Side 3

endog Ord som Sjæl, I egerne etc. ere
fuldstændig uforandrede i begge Sprog.
Jeg er ikke Sprogmand mere end til Hus-
behov og tør slet ikke indlade mig paa en
lærd eller dog blot dyberegaaende Under-
søgelse desangaaende, dertil mangler jeg
de nødvendigste Forudsætninger; men som
andre Mennesker har jeg to Øren, og med
dem kan jeg høre. Jeg er fuldt forvisset
om, at Forskellen mellem det færøske og
det danske Sprog i Henseende til den
kirkelige Forkyndelse ikke er stor nok til,
at en Forandring af Kirkesproget kunde
tænkes at ville virke Vidundere i Retning
af kristelig Opvækkelse.
Jeg har atter og atter fremhævet, at
naar jeg afgjort er imod Tanken om færøsk
Kirkesprog, da er det ikke. fordi jeg skulde
nære en saa taabelig Anskuelse, at dette
Sprog ikke skulde være lige saa godt som
ethvert som helst andet Tungemaal til at
dyrke Gud i, men udelukkende af rent
praktiske Grunde, der synes mig af af-
gørende Betydning. Her er det da først
og fremmest Isolationen, som jeg mener,
man fremfor alt bør undgaa, saa vel for
Menigheder som for Præster, de to væsent-
lige Faktorer i Kristi Kirke, der paa saa
mange Maader afhænge af hinanden og
indvirke paa hinanden. Et Folk som
Færingerne vil altid paa Grund af Stedets
af Naturen afsondrede Beliggenhed være
udsat for den Fare, der ligger i Isolation,
og man bør derfor gøre alt. hvad der staar
i ens Magt. for at undgaa denne Fare, saa
man ikke tvært derimod spiller den i Hænde.
Naar man kaster et Blik paa Færøernes
Historie, vil man se, hvor afgjort uheldige
Følger Isolationen i gamle Dage har be-
virket. I den Tid, da kun en forsvindende
Del af Menigheden kunde læse. var Præsten
og hans Præken saa at sige Folkets eneste
aandelige, eller i hvert Fald religiøse Næ-
ring. og man kan derfor sige, at Præsternes
og Menighedernes Historie i Hovedtræk-
kene maatte falde sammen. Naar man nu
betragter de færøske Præsters Historie fra
Reformationens Indførelse og indtil Ra-
tionalismens Ophør i dette Aarhundredes
Begyndelse, da er det i Sandhed et mørkt
Billede, der opruller sig for Blikket: Man
hører meget om Præster, der berige sig
og efterlader sig Masser af Odelsjord,
Gods og Penge, man hører meget om,
hvorledes Befolkningen udsuges for Ofre
og Akcidenser, men der er grumme faa
I yspunkter, der opliver Sindet. 1 ukas
Debes’ vældige Kæmpeskikkelse rager her
ensom op, og et Par enkelte andre staa
ved Siden af ham, men ellers maa man
sukke og sige: De have været dygtige
Bønder og fortrinlige Forretningsmænd,
men man mærker saa lidt, saa lidt til det
befriende Pust fra Aandens Vingeslag.
Hvad er det nu, der bevirker dette, thi ganske
vist var Samtidens Præsteskikkelser i det øv-
rige Kongerige Danmark-Norge vel gennem-
gaaende heller ikke synderlig tiltalende,
men saa mørkt saa det dog heller ikke ud
andre Steder. Jeg tror, man maa søge
Grunden i Isolationen, saaledes som jeg i
novellistisk Form har fremstillet det i min
lille Bog »Herr Peder Arrheboe«, thi denne
interessante Skikkelse staar væsentlig for
mig som et Offer for Ensomhedens Fri-
stelser og Farer. Man var afskaaret fra
den aandelige Udvikling, man havde langt
til Embedsbrødre, og det Udbytte, der i
hine Tider var ved Omgang med disse,
var vel desuden i religiøs Henseende næppe
nævneværdigt; man havde aldeles ingen
Udsigt til Forflyttelse — saa slog man sig
til Ro, blev Bønder, og------stagnerede.
Saa kom vort Aarhundrede, hvor den
mægtige aandelige Vækkelse, der i Dan-
mark udgik fra Grundtvig, Martensen,
Clausen og til Dels Søren Kirkegaard,
ogsaa har sat dybe og blivende Spor paa
de færøske Præster og Menigheder. Jeg
tror, at der er et stærkt bevæget, aandeligt
1 iv i Gære hos Gudsfolket heroppe, og
de mægtige Rørelser, der alt længe have
bruset i de større 1 ånde, er ved at afsætte
Spor nu ogsaa hos os. Men om dette skal
komme til Udfoldelse, vil i Hovedsagen
bero paa, om man holder den levende For-
bindelse med den store Kirke ved lige,
thi et saa lille Samfund som dette har
umulig i 1 ængden Stof nok til udelukkende
at leve af og paa sig selv; det vilde meget
mere i kort Tid komme til at fortære sig
selv, om der ikke uafladelig førtes nyt Blod
ind i Aarerne. Om end i vore Dage Præst
og Menighed staa i et smukt og levende
gensidigt Vekselforhold til hinanden, saa
gælder den Regel dog ikke længere, at
Præstehistorie tillige er Menighedshistorie,
thi Menighederne have nu igennem den
rige, kristelige 1 iteratur, som den ved de
stedse voxende Kundskaber og Færdig-
heder har faaet Betingelsen for at kunne
tilegne sig, opnaaet en mægtig aandelig
Ernæringskilde ved Siden af den kirkelige
Forkyndelse. Men om nu en Forandring
i Kirkesproget vilde foregaa, ser man da
ikke, at det vilde være det samme som at
»sprede henfarne Tiders Mørke over Nu-
tids klare Dag« ? Enhver, der véd, hvad
Almueskoleundervisning paa l andet gen-
nemgaaende har at sige, véd ogsaa, hvad
Kundskab i Dansk der fremtidig vilde
kunne paaregnes hos Menigmand, om
Færøsk blev Skolesprog med nogle ugent-
lige Timers dansk Undervisning; det vilde
sikkert blive »hverken Fugl eller Fisk«,
som man plejer at sige. Paa Menighederne
vilde Forandringen i Kirkesprog (og Skole-
sprog) faa den Indflydelse, at man vilde