Færøsk Kirketidende - 01.10.1894, Blaðsíða 6

6
ningen. I.ysbæringen og Kristenhuen. An-
gaaende denne sidste bestemmer han føl-
gende: »Siden skal Præsten sætte Barnet
en hvid Hue paa. sigende: »Annam dette
hvide og ubesmittede Klædebon paa Dig,
og bær Din Daab saa ubesmittet frem for
Jesu Christi Domstol, paa det at Du maa faa
det evige liv!«1). Dertil svavedes Amen,
ikke som nu af Degnen, men, hvad der var
baade langt smukkere og naturligere, af
Fadderne.
Kort efter blev imidlertid alle disse
] evninger fra Pavekirkens Dage af den
ovennævnte Grund strængt forbudne, og de
forsvinde da ogsaa hurtig, saa de allerede
i det 17de Aarhundrede næppe nævnes
længere. Kun Navnet »Kristenhuen« har
holdt sig i den forordnede Alterbog, men
der knytter sig nu ingen som helst religiøs
Ceremoni mere til dette Navn, det er den
samme Hue. der gives Barnet paa efter
Daaben, som den, det bar forinden, og det
er ikke Præsten, men den yngste kvinde-
lige Padder, der sætter den paa Barnets
Hoved. Men herved bliver Navnet i Virke-
ligheden ogsaa meningsløst, fordi det saa-
ledes er løsrevet fra sin Sammenhæng med
den Ceremoni, hvortil det oprindelig var
knyttet. Derfor er det ogsaa ganske ude-
ladt i alle de i den senere Tid fremkomne
Forslag til et nyt Ritual for Barnedaaben,
saaledes ogsaa i det, der sandsynligvis har
Fremtiden for sig. fordi det er udarbejdet
af det kirkelige Raad. og da det nu sam-
tidig synes at være blevet Mode, at Bør-
nene aldeles ikke have Hue paa, naar de
skulle i Kirke, er der sikker Udsigt til, at
»Kristenhuen« snart fuldstændig har ud-
spillet sin Rolle i vort kirkelige 1 iv, saa
den kun vil mindes som et Udtryk for
svundne Kirketiders Ritus.
„Hvide-Søndag“.
Børn og barnlige Sjæle tro jo som be-
kendt, at naar de have set noget paa Tryk,
helst i en rigtig gammel Bog, saa er det
saa uomstødelig sikkert som selveste Dovre-
fjæld. Naar man derimod ikke vil lege
Børnelege, men anstille virkelig alvorlige
Undersøgelser, og da allermest, saafremt
man vil optræde som Tærer for andre, ere
nedenstaaende to Hovedregler nødvendige
at følge: 1) Man maa ikke forlade sig for
meget paa Skrifter fra det forrige Aar-
hundrede, hvis 1 ærde vel udmærke sig ved
et ret betydeligt Samlertalent, men saa godt
som ganske ere ukendte med den egentlige
historiske Kritik, der først vaagnede et
*) cit. eft. Troels Lund X. Sde Bog. S. 144 £
Par Aartier ind i dette Aarhundrede.
2) Man maa ikke paa nogen Maade lade
sig nøje med at la*se et enkelt Skrift an-
gaaende det Spørgsmaal, man vil tale
offentlig med om, thi i saa Fald bliver
man jo lige saa naiv og ensidig som den
Skolepog, der forveksler sine Skolebøger
med den kritiske Videnskabs Værker.
Tværtimod maa man — næst efter saa
vidt muligt at øse af de egentlige Kilde-
skrifter -- nøje studere det vigtigste af den
l.iteratur, og da særlig den nyere, der er
skrevet om det Emne, man vil behandle.
Først da, naar man har set og sammen-
lignet, vejet og sigtet de forskellige
Anskuelser, først da har man Berettigelse
til at fremtræde til andres Belæring.
Samtidig med. at vi paa given For-
anledning have hidsat ovenstaaende Be-
tragtninger, skulle vi oplyse om Resultatet
af vore siden dette Blads Julinummers
Fremkomst anstillede Undersøgelser an-
gaaende »Hvidesøndag«. Det viser sig da
her, som saa ofte, at jo mere man under-
søger, des mindre bestemt bliver man i
sine Domme, og des mere forstaar man,
at der her staar Tegn imod Tegn.
I forrige Aarhundrede indtil Halv-
fjerdserne var der ingen, der nærede Tvivl
om, at Hvidesøndag var et andet Navn for
Pinsedag. Da fremkom den berømte danske
Historiker I.angebek med et Skrift, der
j udgaves af det københavnske kongelige
Videnskabernes Selskab, og hvor han paa-
viste, at det latinske Navn Dominica in
albis under ingen Omstændigheder maatte
henføres til Pinsedag, men kun var brugt
om iste Søndag efter Paaske, den saakaldte
Søndag Quasimodo, altsaa paa lignende
Maade som af os i Julinumret antydet.
Dominica in albis betyder ordret oversat
»Herrens Dag i de hvide«, men der er
ikke tilføjet noget Hovedord, der viser,
hvad det er for nogle »hvide«, og man er
derfor lige klog af Navnet i sig selv. Kun
saa meget kan man med Bestemthed sige,
at for saa vidt »Hvidesøndag« er en
Oversættelse af »Dom. in alb.«, saa er Hvide-
søndag ikke Pinsedag, men iste Søndag
efter Paaske. Saa vidt 1 angebek.
Der hengik nu længere Tid, i hvilken
Spørgsmaalet ikke beskæftigede den lærde
Verden, men saa dukkede det pludselig op
i Stockholm, hvor den den Gang meget
ansete Forsker P. A. Granberg i sit
fidsskrift »Nordiskt Kalendarium forMedel-
Aldern« i Aaret 1818 gjorde gældende, at
det nordiske Navn »Hvidesøndag« eller
»Quitsun- eller Quitso-Helgen« ikke havde
det mindste med Dom. in alb. at gøre, idet
det nemlig betegnede iste Søndag i Fasten,
den saakaldte Søndag Invocavit (eller
Quadragesima). Som Støtte for denne Op-
fattelse anførte han saa vel Huitfelds