Færøsk Kirketidende - 01.01.1896, Blaðsíða 2

Færøsk Kirketidende - 01.01.1896, Blaðsíða 2
2 inderste Midtpunkt. For alle dem er han hele Tilværelsens Midtpunkt, den, »fra hvem og ved hvem og til hvem alle Ting ere«, saa sandt som hans eget Ord staar fast: »Mig er given al Magt i Himlen og paa Jorden«. For Guds Børn er hans Navn, Jesus-Navnet, det livsaligste af alle Navne, saa sandt som Apostlens Ord derom staar fast: »at ham har Gud højt ophøjet og skænket ham et Navn, som er over alle Navne, at i Jesu Navn skulle alle Knæ bøje sig, deres i Himlen og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Kristus Jesus er Herren til Gud Faders Ære«. Saa ønske vi hverandre et godt og velsignet Nytaar i Jesu Navn og bede Gud og Faderen om, at vi paa en god Maade maa kunne sige Farvel til det gamle og velkommen til det ny Aar! Først Farvel til det gamle; thi det at gaa ind i det nye, vil sige at gaa ud af det gamle. I dette Farvel samler sig for mig alt om to Ord; — de ere Grundtonen, som lyder gennem det hele: Taksigelse ogTil- g i v e 1 s e. De kunne ikke skilles ad, gen- sidigt udfylde de hinanden, Taksigelse, Bønnen om Tilgivelse. Fattig er den, som uden Tak maa gaa ind i det ny. Glædeligt Nytaar, Tak for det gamle, pleje gode Venner at sige til hverandre. Jo mere der er at sige Tak for, jo hjerteligere Takken er, des inder- ligere er i Reglen Ønsket om alt godt for det nye Aar. Men er det saaledes sømme- ligt og rigtigt at sige Mennesker Tak for deres Kærlighed imod os, saa er det end mere umuligt at sige ret Farvel til det gamle Aar uden en Hjertens Tak til Gud for hans Velsignelse i det Aar, som svandt. Der er Mennesker, som ikke ere med i denne Tak til Gud. Hvad de have op- levet af godt have de haft Krav paa, hvad de have oplevet af tungt og sørgeligt, er en Uret, som er gjort dem. Den, der tænker saaledes, kan ikke sige Tak. Men Du, som véd, at al god Gave er ovenfra og kommer ned fra 1 ysenes Fader, — Du vil være med til i Dag at bringe Gud en Tak. Ikke for intet siger Salmisten: min Sjæl lov Herren, og alt, hvad i mig er, love hans hellige Navn; min Sjæl lov Herren og glem ikke alle hans V elgerninger! Han véd, at vi glemme saa mange; derfor beder han saa mindeligt: glem ikke dem alle! »Utak er Verdens løn«, siger et daarligt Ord- sprog. l ad os ikke gøre det til Sandhed! Hjælp os til, at vi maa gøre Opfprdi ingen Fyldest: »Takker Herren, thi han er god; hans Miskundhed varer evindelig!« Vi have alle noget, maaske meget, som vi med god Samvittighed maa kunne sige Gud Tak for i det Aar, som svandt. Men her møder Apostlen os med en For- dring, som synes umulig og overspændt. Han skriver, naar han taler om Takken: »Saa siger da altid Gud og Faderen Tak for a 11 e T i n g i vor Herres Jesu Kristi Navn«. Hvorledes kunne vi i vort Farvel til det gamle Aar sige Gud og Faderen Tak ogsaa for det, som har bragt os Sorg, Lidelser og Tab? Det vilde være os ganske umuligt, dersom ikke netop Kristus var Til- værelsens Midtpunkt, af hvem og ved hvem og til hvem alle Ting ere. og hvem al Magt er given i Himlen og paa Jorden. Med ham knnne vi naa at bringe denne Tak for alle Ting; thi med ha.m vide vi, at alt er kommet til os, ogsaa det, der var til Sorg, for at bringe os nærmere til ham; vi vide, at Guds Tanker dermed vare Freds- og Frelsertanker. Men saare ofte forstaa vi det ikke: Herrens Veje ere ikke vore Veje, og hans Tanker ere ikke vore Tanker, er der sagt i det gamle Te- stamente, og det er Sandhed ogsaa nu. Saare ofte maa vi med Apostlen udbryde: O Rigdoms Dyb baade paa Guds Visdom og Kundskab. Hvor uransagelige ere Dine Veje og Dine Domme usporlige! Men med Kristus som vort Livs Midtpunkt og sidste Grund ville vi naa til Hvile i dette, at »det er Lierren, som gør fattig, og som gør rig, at det er ham, som ophøjer, og som nedtrykker«; og det er vort sikre Haab, at tidligere eller senere vil det ogsaa for os yise sig, at »alle Ting maa tjene dem til gode, som elske Gud«. Saa viser det sig da ogsaa, at vi mange Gange bagefter kunne skønne, at ogsaa det tunge har været os til gode, saa at vi af vort hele Hjerte have kunnet sige Gud og Faderen Tak derfor. Og ingenlunde er det Tilfældet, at de, som have haft de største Sorger, ere de fattigste paa Tak. Jeg har kendt mange Mennesker, som have været vel øvede i at sige Gud og Faderen Tak af Hjertet for mange Ting, men aldrig nogen, ^pm gjorde, det bedre end en Enke, der havde været jig, og som uden egen Skyld vatbleven fattig. En efter en mistede hun sine voksnet prægtige Sønner. Saa døde pludselig ogsaa den sidste, hendes Alder- doms Trøst og Støtte og selv Familiefader. Men aldrig har jeg set en inderligere Tak til Gud for al hans Godhed end i det Brev, hvori hun meddelte mig denne hendes sidste store Sorg. Herrens Navn være lovet! lød gennem det hele, først og sidst for dette, at hun var vis paa, at de alle vare gaaede hjem til Kristus, i hvem deres Sjæl havde fundet Fred og Frelse. Saa- ledes forstaa vi da, at det ikke er Munds- vejr, men ep alvorlig og trofast Tale, naar

x

Færøsk Kirketidende

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Færøsk Kirketidende
https://timarit.is/publication/24

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.