Færøsk Kirketidende - 01.01.1896, Blaðsíða 2

2
inderste Midtpunkt. For alle dem er han
hele Tilværelsens Midtpunkt, den,
»fra hvem og ved hvem og til hvem alle
Ting ere«, saa sandt som hans eget Ord
staar fast: »Mig er given al Magt
i Himlen og paa Jorden«. For
Guds Børn er hans Navn, Jesus-Navnet,
det livsaligste af alle Navne, saa sandt som
Apostlens Ord derom staar fast: »at ham
har Gud højt ophøjet og skænket ham et
Navn, som er over alle Navne, at i Jesu
Navn skulle alle Knæ bøje sig, deres i
Himlen og paa Jorden og under Jorden,
og hver Tunge skal bekende, at Kristus
Jesus er Herren til Gud Faders Ære«.
Saa ønske vi hverandre et godt og
velsignet Nytaar i Jesu Navn og bede Gud
og Faderen om, at vi paa en god Maade
maa kunne sige Farvel til det gamle og
velkommen til det ny Aar!
Først Farvel til det gamle; thi det at
gaa ind i det nye, vil sige at gaa ud af
det gamle.
I dette Farvel samler sig for mig alt
om to Ord; — de ere Grundtonen, som lyder
gennem det hele: Taksigelse ogTil-
g i v e 1 s e. De kunne ikke skilles ad, gen-
sidigt udfylde de hinanden, Taksigelse,
Bønnen om Tilgivelse.
Fattig er den, som uden Tak maa gaa
ind i det ny. Glædeligt Nytaar, Tak for
det gamle, pleje gode Venner at sige til
hverandre. Jo mere der er at sige Tak
for, jo hjerteligere Takken er, des inder-
ligere er i Reglen Ønsket om alt godt for
det nye Aar. Men er det saaledes sømme-
ligt og rigtigt at sige Mennesker Tak for
deres Kærlighed imod os, saa er det end
mere umuligt at sige ret Farvel til det
gamle Aar uden en Hjertens Tak til Gud
for hans Velsignelse i det Aar, som svandt.
Der er Mennesker, som ikke ere med
i denne Tak til Gud. Hvad de have op-
levet af godt have de haft Krav paa, hvad
de have oplevet af tungt og sørgeligt, er
en Uret, som er gjort dem. Den, der
tænker saaledes, kan ikke sige Tak.
Men Du, som véd, at al god Gave er
ovenfra og kommer ned fra 1 ysenes Fader,
— Du vil være med til i Dag at bringe
Gud en Tak. Ikke for intet siger Salmisten:
min Sjæl lov Herren, og alt, hvad i mig
er, love hans hellige Navn; min Sjæl lov
Herren og glem ikke alle hans
V elgerninger! Han véd, at vi
glemme saa mange; derfor beder han saa
mindeligt: glem ikke dem alle! »Utak
er Verdens løn«, siger et daarligt Ord-
sprog. l ad os ikke gøre det til Sandhed!
Hjælp os til, at vi maa gøre Opfprdi ingen
Fyldest: »Takker Herren, thi han
er god; hans Miskundhed varer
evindelig!«
Vi have alle noget, maaske meget,
som vi med god Samvittighed maa kunne
sige Gud Tak for i det Aar, som svandt.
Men her møder Apostlen os med en For-
dring, som synes umulig og overspændt.
Han skriver, naar han taler om Takken:
»Saa siger da altid Gud og Faderen Tak for
a 11 e T i n g i vor Herres Jesu Kristi Navn«.
Hvorledes kunne vi i vort Farvel til det
gamle Aar sige Gud og Faderen Tak ogsaa
for det, som har bragt os Sorg, Lidelser
og Tab? Det vilde være os ganske umuligt,
dersom ikke netop Kristus var Til-
værelsens Midtpunkt, af hvem og ved hvem
og til hvem alle Ting ere. og hvem al
Magt er given i Himlen og paa Jorden.
Med ham knnne vi naa at bringe denne
Tak for alle Ting; thi med ha.m vide vi,
at alt er kommet til os, ogsaa det, der var
til Sorg, for at bringe os nærmere til ham;
vi vide, at Guds Tanker dermed vare
Freds- og Frelsertanker. Men saare ofte
forstaa vi det ikke: Herrens Veje ere
ikke vore Veje, og hans Tanker ere ikke
vore Tanker, er der sagt i det gamle Te-
stamente, og det er Sandhed ogsaa nu.
Saare ofte maa vi med Apostlen udbryde:
O Rigdoms Dyb baade paa Guds Visdom
og Kundskab. Hvor uransagelige ere Dine
Veje og Dine Domme usporlige! Men
med Kristus som vort Livs Midtpunkt og
sidste Grund ville vi naa til Hvile i dette,
at »det er Lierren, som gør fattig, og som
gør rig, at det er ham, som ophøjer, og
som nedtrykker«; og det er vort sikre
Haab, at tidligere eller senere vil det ogsaa
for os yise sig, at »alle Ting maa tjene
dem til gode, som elske Gud«. Saa
viser det sig da ogsaa, at vi mange Gange
bagefter kunne skønne, at ogsaa det tunge
har været os til gode, saa at vi af vort
hele Hjerte have kunnet sige Gud og
Faderen Tak derfor. Og ingenlunde er
det Tilfældet, at de, som have haft de
største Sorger, ere de fattigste paa Tak.
Jeg har kendt mange Mennesker, som have
været vel øvede i at sige Gud og Faderen
Tak af Hjertet for mange Ting, men aldrig
nogen, ^pm gjorde, det bedre end en Enke,
der havde været jig, og som uden egen
Skyld vatbleven fattig. En efter en mistede
hun sine voksnet prægtige Sønner. Saa døde
pludselig ogsaa den sidste, hendes Alder-
doms Trøst og Støtte og selv Familiefader.
Men aldrig har jeg set en inderligere Tak
til Gud for al hans Godhed end i det Brev,
hvori hun meddelte mig denne hendes
sidste store Sorg. Herrens Navn være
lovet! lød gennem det hele, først og sidst
for dette, at hun var vis paa, at de alle
vare gaaede hjem til Kristus, i hvem deres
Sjæl havde fundet Fred og Frelse. Saa-
ledes forstaa vi da, at det ikke er Munds-
vejr, men ep alvorlig og trofast Tale, naar