Færøsk Kirketidende - 01.01.1896, Blaðsíða 3

3
Apostlen skriver til os: Saa siger da altid
Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor
Herres Jesu Kristi Navn!
Ja, velsignet vilde det være, om al vor
Tanke og al vor Tale i vort Farvel til det
gamle Aar kunnet samles i dette ene:
Taksigelsen til Gud. Een Gang — det er
jeg vis paa — vil det blive Tilfældet, at
alt hvad vi have at sige om den svunde
Tid kan samles i en eneste stor Lovpris-
ning af Gud for Fred og Frelse i ham.
Men iiu vilde det være falskt, om vi kun
havde Taksigelse. Skulle vi tale Sandhed,
maa der til T a k s i g e 1 s e n til Gud for
hans Førelser mod os, føjes Bønnen om
Tilgivelse for vore mange Synder og
Overtrædelser. Snart er der noget, som vi
have forsømt, snart er der noget, som vi
have forbrudt, og jo klarere vort Øje bliver,
des mere se vi vore Skrøbeligheder og
Synder. Jo mere Kristi Herlighed gaar
op for os, des mere se vi vor Afstand
derfra, og des dybere føle vi, at vor Synd
er større, end vi kunne bære den. Men
da lyder det jo livsaligt til os fra Evan-
geliet i Dag om ham, hvis Navn blev
kaldet Jesus o: Herren frelser, — »Du
skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal
frelse sit Folk fra dets Synder« 1 livsaligt
lyder det til os om ham, »det Guds l am,
som bærer al Verdens Synder« — de
Synder, som Verden ikke selv kunde bære.
Alle dem, som komme til mig i Anger og
Bod, i Omvendelse og Tro, frelser han fra
deres Synder. Derfor bede vi i Jesu
Navn Gud og Faderen om Tilgivelse, og
ingenlunde er det saa, at de, der ere fattigst
paa Taksigelse, ere de ligeste paa Bøn om
Tilgivelse. Tværtimod, de, der takkede
bedst, vare især de, der bade bedst om
Syndsforladelse. Til al vor anden Tak-
sigelse føjer sig da ogsaa dette, at vi have
Lov til at komme med alle Vore Synder
til Jesus, for at han skal give ogsaa os
den Syndsforladelse, som han har vundet
for os alle. Ved Jesus kunne de, der
bede om Tilgivelse, gaa ud af det gamle
Aar med Syndsforladelsens Naade — ikke
saaledes, at Følgerne af deres Synder
skulde være udslettede; det ere de ikke.
Vi maa maaske i de kommende Dage lide
for vore Forsyndelser i de svundne, men
saaledes, at vi midt under disse Lidelser
og under Syndens tunge Følger dog kunne
have Guds Fred i vor Sjæl.
Saa ville vi med Kristus og i Jesu
Navn sige Farvel til det gamle Aar med
Tak og med Bøn om Tilgivelse, — og vi
ville med Kristus og i Jesu Navn gaa ind
i det nye og byde det velkommen! Vi
vide intet sikkert om, hvad det vil bringe os.
Hvad der er saaet i det gamle, vil blive
liøstet i det ny; men hvorledes Høsten vil
blive, er skjult for os. Ofte bringer deri
ny Tid os Omskiftelser, som vi ikke havde
ventet eller kunde ane forud. Og dog byde
vi det nye Aar velkommen, visse paa, at
de, som have Kristus, ville inderst inde
leve vel, og derfor er det vor Hjertens Bøn,
at han i de kommende Dage bedre maa
blive vort Eje end i det Aar, som svandt,
saa at han, hvem al Magten er given i
Himlen og paa Jorden, ogsaa mere og
mere maa faa al Magten med os og i os.
Han skal frelse sit Folk fra dets Synder;
det vil jo sige ogsaa dette, at han skal rense
og hellige sit Folk fra alle dets Synder.
Derfor bede vi, at J e s u s - Navnet ret fra
denne Aarets første Dag maa lyse over
alle dets Dage, og til denne Bøn føje vi
Ønsket og Bønnen om et godt og velsignet
Nytaar for os i alle Maader. Der er her
kun een Vej for os at gaa; alle andre Veje
ville vise sig at føre paa Vildspor. Det er
den Vej, som vor Herre Jesus selv gik.
I det store Sted, hvor Apostlen taler
om, at Gud har skænket Jesus et Navn,
som er over alle Navne, saa at i Jesu Navn
skulle alle Knæ bøje sig og hver Tunge
bekende, at han er Herren til Gud F'aders
Ære, siger han jo først: han forringede sig
selv og tog en Tjeners Skikkelse paa
og han blev lydig til Døden, Korsets
Død. Anden Vej gives der ikke heller
for os. Som Guds Tjenere, som Tjenere
for det gode og sande, som Tjenere for
vort Arbejde og Livsgerning ogsaa og
ikke mindst i det. smaa og dagligdags,
som Tjenere i Kærlighed for Mennesker
er det givet os at leve. Som lydige under
Guds Førelser, som lydige under Guds
Vilje ogsaa da, hvor den er anderledes end
vor Vilje, saaledes er I ivets Vilkaar sat for
os. Maaske kommer der i det ny Aar tunge
Dage, da vi med Kristus maa bede: Fader!
Lad denne Kalk gaa fra mig, dog ske ikke
min Vilje, men Din! Maa vi end i Sjæle-
nød bede saaledes, vil dog ogsaa da Guds
Freden komme til os, naar vi bøje os
under Faderens Vilje.
Vi bede for vort Hus og Hjem, for
vore kære, for vort Land og Folk: 1 ad
det blive et godt Aar! Om alle jordiske
Ting maa vi føje til: lad alt godt komme,
saa vidt det er os tjenligt; men uden noget
Forbehold, ganske ubetinget bede vi: 1 ad
Dit Rige komme til os i det Aar, som nu
er begyndt!
»Det samme Sindelag være i
i Eder, som og var i Kristus
Jesus«! Saaledes taler Apostlen allerførst
i det store Sted om Jesu-Navnet. Det er
Maalet for vort 1 iv. for al vor Tjeneste,
for al vor Lydighed! Højere Maal end
dette gives ikke. Ved sine Naademidler
omdanner Kristus os, saa at han mere
og mere vinder Skikkelse i os, men ogsaa
derved, at vi under Frygt og Bæven, under