Færøsk Kirketidende - 01.03.1898, Síða 3

Et gammelt Sagn.
Et gammelt Sagn fortæller:
Den Gang Adam laa paa sin Sotte-
seng, faldt det ham haardt at dø, naar han
Ake kunde opgive sin Aand i l ivets Træs
^kygger. Men 1 ivets Træ voksede i Para-
nis, hvorfra han var uddreven, og det
voksede intet andet Sted paa Jorden. Da
tænkte Adam, at den evige Naade maaske
^og vilde forbarme sig over ham i hans
kivs sidste Øjeblik, saa det kunde tillades
kam at lade sig bringe ind i Edens Have
f°r at dø. Adam ’ kaldte da paa sin Søn,
Seth, sagde ham Vejen til Paradis og bød
ham gaa og undersøge, om Paradiset endnu
var til paa Jorden, og om den angrende
Synder i sit Livs sidste Stund kunde faa
■Adgang dertil. Seth adlød sin Faders
Ord og Anvisning; han fandt Paradisets
Dave, men ved Indgangen stod Herrens
Engel med det flammende, tveæggede
Sværd. Ind i Haven kunde Seth ikke
komme; men Englen tiltalte ham mildt
°8' spurgte om hans Ærinde. Da han
havde sagt dette, udrakte Englen sin Haand,
afbrød af livets Træ en Gren, som han
Sav Seth og sagde, at i denne Grens
Skygge vilde hans gamle Fader
r°lig kunne sove hen. .Seth gav sig
Paa Tilbagevejen, og da han kom hjem, og
aen døende fik Grenen i sin Haand, da
tyste i hans Sjæl og hans Øjne Visheden
0rn et evigt Liv. Nu kunde han dø
rolig,
og Grenen fra l ivets Træ blev plantet
Paa Adams Grav. Grenen slog Rødder
?S blev til et anseligt Træ. Det lignede
Jkke andre Træer, bar ikke P'rugter, og
ethvert Forsøg paa at forplante det, mis-
lykkedes. Moses og Samuel kendte
dræets Herkomst; men Mængden vidste
ikke andet om det, end at det havde staaet
, r i Aartusinder, og at dets Blade aldrig
v}snede. Saa kom den Tid, da Salomon
Ude bygge sit Tempel i Jerusalem og
^,ertil lod fælde afjordens uforgængeligste
ræer, Cederne
Libanon; da hørte
^ f ilt; p2LEL
an ogsaaTale om det nævnte uforgænge-
?e Træ, der var det eneste i sin Art, og
^an lod det fælde til Brug ved Tempel-
yV>ningen. Men Bygningsmændene syntes
ku n 0rn kræet, det blev forskaaret, og de
e intet Sted i den store Bygning finde
det‘Sen<le Anvendelse for det. Saa blev
ble U^skudt som Vragtømmer, og siden
Bæk^61 her|lagt som Gangtræ over Kedrons
' Nogle Aar efter blev Jerusalem
fraS T1 f ^ Dronningen af Saba, der kom
Jordens Ydergrænser; men alligevel
ri hendes Visdom i enkelte Ting større
Salomo’s. Dronningen af Saba var
øn’ men dog var hendes Skabning ikke
fejlfri; thi hendes ene Fod var en Gaase-
fod. Det hændte nu en Dag, at hun og
Kong Salomon gik sammen i Kedronsdalen,
og deres Vej faldt over Bækken. Kongen
gik over Gangtræet, men Dronningen
vadede gennem Bækken nedenfor; thi hun
kendte Træets Oprindelse og Bestemmelse,
og af from Ydmyghed vilde hun ikke
træde det under Fødder. Men for denne
hendes Ydmygheds Skyld skete det Under,
medens hun vadede i Bækken, at hendes
vanskabte Fod blev velskabt og smuk som
den anden. Dog, Kongen undredes over
hendes Adfærd og spurgte hende om
Grunden dertil, og hun sagde ham da ikke
alene, hvorfra Træet stammede, men ogsaa,
at det var bestemt til igen at blive plantet
i Jorden og bære det evige Livs Frugt
for den faldne Menneskehed. Dalod
Salomon Træet tage op og gemme blandt
Templets hellige Ting.
Der kom Tider, da Jerusalem hærgedes
med Ild og Sværd. Templet blev ødelagt
og opbygget igen, men det gamle Stykke
Træ fandt aldrig Anvendelse og blev stedse
i Behold. Da oprandt der en Fredag
Morgen, da tre Henrettelser skulde finde
Sted i den store, syndige Stad. De tvende
domfældte vare Røvere, men den tredje,
der havde nævnet sig selv som Sandhedens
evige Konge, skulde baade i Pinsler og
paa anden Maade udmærkes fremfor de to
andre. Til disse fandt man let Træ til
passende Kors; men Kongen, der gaves
et Rør til Spir og paasattes en Krone af
Toi'ne, skulde som Trone have et Kors,
der var højere og anseligere end Røvernes.
Da fandt man hint gamle Stykke Tømmer,
af det dannedes et Kors, der blevDøds-
seng for Verdens Frelser, — og saa-
ledes skete det, at Grenen fraLivets
Træ, som plantedes paa Adams
Grav, atter blev et Livsens Træ for
Menneskeslægten! M.
Stolestaderne i Thorshavns Kirke.
»Fær. Kirketid.« har tidligere (Maj qj)
gengivet det af et overvældende Flertal af
Thorshavns Menighed til Lagtinget ind-
givne Andragende om Ophævelse af Ud-
lejningen af Stolestaderne i Kirken. Vi
skulle nu kortelig angive dette Andragendes
senere Skæbne, idet vi ved Lejlighed skulle
komme nærmere ind paa denne Sag.
Som det af Lagtingets Forhandlinger
vil være de fleste bekendt, mødtes det der
med Velvilje; de eneste Betænkeligheder
fremkom af det rent økonomiske Spørgs-
maal, hvorledes Kirken skulde kunne und-
være denne Indtægt. Udvalget tænkte sig,