Færøsk Kirketidende - 01.06.1898, Side 1

Færøsk Kirketidende.
Udgivere:
CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
EMIL ROHDE, Sandegærde.
7- Aarg.
I. Juni 1898.
Nr. 6.
Sind og nådi.
Lag: Den yndigste Rose er funden.
Kvat er ta3, sum tingir å sinniS,
sum skuggar og mirkir um minni3,
sum kågar og treingir mftt hjarta?
-— Er ta8 ikki sindin tann svarta?
Kvat er ta8, sum kærleikan køvur,
sum avund og vreiåuna nørur,
so vadla eg friSin kann njota?
— Er ta8 ikki sindin tann ljota?
Kvat er ta8, sum lættur um sinniS,
sum kastar sitt ljds ivir minniS,
sum troystar og stirkir mftt hjarta?
— Er ta8 ikki nå8in tann bjarta?
Kvat er ta3, sum kærleikan nørur,
sum avund og vrei8una køvur,
SO attur eg fri6in kann kjosa?
— Er ta8 ikki nå8in tann Ijosa?
Kvar eg so å foldum skal fja8ka,
eg, Jesus, tær altf8 vil takka,
ti nå8ina feklc eg i eigu,
tå i8 tå å krossinum doy8i.
S. M. Z.
Den rige Mand.
(Koch: Opbyggelige Betragtninger.)
Da den rige Mand vaagnede op paa
den anden Side af Døden, mærkede han,
at han kunde huske. Hans hele Liv laa
endnu for ham i fuldstændig Klarhed med
alle sine Enkeltheder. Ganske som naar
vi, der endnu ere i Live, af og til standse
og se os tilbage i Erindringen, ganske som
ogsaa han, mens han endnu var i denne
Verden, tit havde gjort.
Og dog var der en Forskel.
Han huskede godt den fattige Mand.
Naar han fra sit Hus var gaaet gennem
det lille, kønne, indhegnede Gaardsrum, og
Dørvogteren havde lukket Porten i Muren
op for ham, havele han flere Gange set
ham ligge udenfor. Han huskede, hvor
uhyggeligt dette Syn havde været, især
naar de urene, halvvilde Hunde fra Gaden
flokkedes om ham; en Gang havde han
spurgt Dørvogteren, hvad det var for en
Mand, og han mærkede nu, at han ikke
havde glemt hans Navn; underligt nok, for
han hørte jo saa mange Navne.
Men nu saa han det gaa paa en hel
ny Maade. Han saa, at der havde ligget
en Opfordring i dette. Hver Gang han
havde set ham, havde der været Anledning
til at gøre noget for denne Mand, og nu
saa han, at dette havde været Meningen.
Hvad der ellers var Tilværelsens Mening
med, at et Menneske fik det saadan, det
var jo ikke let at sige; men hvad Meningen
havde været med, at han just var lagt ved
denne Dør, det saa han nu klarere end
noget andet. Og Navnet l azarus blev saa
indholdsrigt. Det var, som der laa deri en
Vrimmel af Opfordringer: Du skulde have
været noget for det Menneske. Den Gang
og den Gang og den Gang. Men ingen
af disse Opfordringer havde han fulgt.
Han huskede ogsaa godt sit Hjem og
sine fem Brødre. Huskede deres Sammen-
komster og Samtaler, hvordan de kunde
blive liggende ved Bordet længe efter
Maaltidets Slutning og opfriske gamle
Minder. Og naar de saa vare borte, kunde
han sidde med en god Ven eller med sin
Hustru og tale om dem, om hvem de lig-
nede, om hvordan de egentlig vare, om
deres sjælelige Anlæg og Ejendommelig-
hed; ikke to af dem vare ens, men hver
havde sit særegne ved sig; det var, som
han kendte dem helt ind i Sjælen.
Han saa det altsammen for sig endnu.
Men, hvad der nu var nyt, hvad han
nu tillige saa, det var Meningen med alt
dette. Han saa, at de tusinde Sammentræf,
Samtaler, hver Enkelthed i hans og Brø-
drenes Samljv havde været nøjagtig lige
saa mange Anledninger til at være noget
for dem. De trængte ganske vist ikke til