Færøsk Kirketidende - 01.06.1898, Qupperneq 2

Mad, som Lazarus. Men deres Sjæle
trængte til noget. Han havde jo set, hvor-
dan alt ligesom gled af dem, hvordan de
havde døvet sig mod livets Alvor. Nu
forstod han det hele; forstod, hvad Me-
ningen havde været med, at de vare
bievne anbragte i hinandens Nærhed som
Brødre; det var ikke sket, for at de med
sjælekyndig Interesse skulde tænke paa
hinandens særegne Anlæg og tale derom;
det var, for at de skulde hjælpe hinanden.
Han forstod, at naar de nu kom til det
samme Sted som han, vilde han læse det
i deres Øjnes første Blik: hvorfor talte du
ikke til os? hvorfor hjalp du os ikke? du
kunde have gjort det utallige Gange. Og
han vidste, at der ikke var det Middel til,
hvormed han kunde holde de Øjne fra sig.
Og andre Minder kom. Om Venner
og Bekendte, om det ene Livsforhold og
det andet. Nu saa han, at l ivet havde
været vrimlende fuldt af Opfordringer, og
at dette havde været Livets Betydning.
Og nu var det forbi. Og derfor bleve alle
disse Minder til Svøber, der ikke skaanede
ham, til Ildsluer, der pinte ham. Og han
vidste, der ikke vilde findes et Værn
derimod.
Hvorfor mon Jesus fortalte os denne
Lignelse? Og hvad er det i den, der griber
os saa stærkt? Det er dette, at vi under-
tiden ogsaa kunne opleve et saadant Udsyn
over 1 ivet og faa Indtryk af alt det. vi
kunde og skulde have gjort. Der kommer
en Anelse om, at Livet nok egentlig ser
saaledes ud; at det er fuldt af utallige Op-
fordringer. Hvert Menneske, man traf,
hvert livsforhold, hver Samtale, det var
altsammen Tusinder af Anledninger, Ind-
bydelser til at være noget for andre Men-
nesker. Tænk paa Jesu Ord om de store
Skarer, der skulle staa til højre og venstre
for hans Domstol, adskilte som Faarene
fra Bukkene. De have alle gjort omtrent
de samme Erfaringer, de have alle set
mangfoldige syge, sultne, fangne, nøgne
Mennesker, men de stillede sig uendelig
forskelligt overfor disse Erfaringer. Den
ene Flok saa alle disse som et Tilbehør,
der nu en Gang desværre hørte med til
Livet; for den anden Flok var hver af
denne Slags Oplevelser en Lejlighed, de
med Glæde greb, for at gøre disse Men-
nesker godt.
Undertiden var det ganske smaa Ting,
det gjaldt om. Jesus nævner jo saadanne
Smaating som et Glas Vand. Der er Døtre,
der forstaa at gætte deres Moders Ønsker;
det er kønt at se saadan en ung Pige
rejse sig og sige: »Aa Moder, lad mig
hente dig et Glas Vand«. Men det sker
ogsaa, at Moderen venter et Øjeblik og
saa stille rejser sig og henter det selv;
hvad venter Moderen paa? Hun vilde saa
gerne, at Datteren selv skulde finde paa
det. Og bagefter, naar det ikke kan gøres
om, naar Moderen er borte, saa kommer
saadan et lille Minde til Datteren; andre
kunne sige: hvorfor vil du tænke paa saa-
danne Smaating, men Datteren véd, at det
betyder mere; det var en af de mange Op-
fordripger, og den blev ikke fulgt.
Eller tænk paa de syge, som skulle
ligge længe. De kunne undertiden længes
efter et Pust af Ungdom og Sundhed, efter
at have et Menneske med røde Kinder og
klare Øjne siddende lidt ved Sengen.
Maaske husker du saadanne; maaske husker
du ogsaa, at Du med den sundes Sky for
Sygeværelsets Luft kom saa lidt og blev
saa kort.
Eller maaske trængte de syge mest til
noget andet. Naar du gik fra dem, saa
du et andet Blik i deres Øjne, end du var
vant til. Du vidste ikke ret, hvad det
havde at betyde; du anede, at det talte
ikke blot om Smerte og Svaghed, men
om Angst og Ensomhed. Maaske vidste
den syge ikke ret selv Besked. Og nu
længe efter, nu véd du det: det var en
Opfordring til dig, der havde Sundhed og
Ro i Sindet: bed med mig, syng for mig!
Men det skete ikke, og nu, længe efter,
nu kan du ikke ret blive fri for det Blik.
Eller maaske var der et Menneske i
din Nærhed, som ikke havde Livets Ord
og l ivets Haab. Men du havde det. Og
du følte godt. at du var den rige. Men
du gemte din Rigdom, saa han aldrig
anede, den var der.
Og saadan bliver det ved. Det er den
samme Udsigt over l ivet, som du tit har
set, de samme Mennesker og Livsforhold,
som du tit har tænkt paa. Men nu forstaar
du Meningen med det hele. Den aaben-
barer sig i de utallige Opfordringer; derfor
var det, du oplevede alt dette. Saa gribes
du maaske af den gamle Fortælling om
den rige Mand og synes, at du kender dig
selv igen. Og saa forstaar du, hvorfor
Jesus fortalte den. Det var, for at du,
trods al Lighed, skulde opdage en Forskel
mellem dig og den rige, nemlig at det,
som var for sent for ham, er ikke for sent
for dig.
Og naar du saa tynges og standses af
de utallige Minder om ubrugte Anledninger,
saa husk, hvem der fortalte denne Historie.
Det er ham, i hvis Navn du kan kaste alle
disse Minder bag din Ryg og sige: Det
er glemt og tilgivet. Det er ham, som just
derved vil ruste dig, saa du med Fred
bagved dig, glad og frimodig kan gaa ud
og hjælpe Mennesker.
Jeg har staaet en Aften paa et højt
Bjærg. Solen var i Nedgang, Farverne
svandt; ved Bjærgets Fod laa, som en
utydelig Masse, en stor By. Men saa