Færøsk Kirketidende - 01.01.1901, Blaðsíða 2

dog til at omforme, rense og hellige den,
saa at den store Glæde bliver Grundtonen
i vor Julefest, hvor ogsaa den fattige Spurv,
Duen og det lille Barn faar Lov til at
være med:
Glæden er Jordens Gæst i Dag
Med Himmelkongen den lille,
Du fattige Spurv flyv ned fra Tag
Med Duen til Julegilde!
Dans, lille Barn paa. Moders Skød,
En dejlig Dag er oprunden,
I Dag blev vor kære Frelser fød
Og Paradisvejen funden!
Gud give os en saadan Jul; Han skænke
den til alt Folket!
Nytaarsdag 1900.
Prædiken
af
Provst Th. Sørensen.
Tekst: Math. Ev. 6. 5—13.
Naar I bede, maa ikke være som
Øjenskalkene; thi de staa helst i Syna-
gogerne og paa Gadehjørnerne og bede,
for at de kunne ses af Menneskene; sande-
lig, siger jeg Eder, de berøve sig selv
deres 1 øn.
Men Du, naar Du beder, da gaa ind
i Dit Kammer og luk Din Dør og bed til
Din Fader, som er i l øndom, og Din Fa-
der som ser i Løndom, skal betale Dig.
Men naar I bede, maa I ikke bruge
overflødige Ord som Hedningerne; thi de
mene, at de skulle blive bønhørte for deres
mange Ord. Vorder derfor ikke dem lige;
thi Eders Fader véd, hvad I have behov,
førend I bede ham.
Saaledes skulle I altsaa bede: Vor
Fader, Du, som i Himlene! Helliget vorde
Dit Navn; komme Dit Rige; ske Din Vilje
som i Himlen saa og paa Jorden; giv os
i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor
Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere,
og led os ikke i Fristelse; men fri os fra
det Onde; thi Dit er Riget og Magten og
Æren i al Evighed! Amen.
Saa have vi naaet denne Mærkedag i
vort Liv da vi skulle til at tænke og skrive
1 g foran Aarstallet. Det 18, som vi til
denne Dag have haft, er fra nu af forbi-
gangent. Under Tallet ig skulle vi fra nu
henleve vore Dage og lukke vore Øjne.
Vi have vist alle ofte tænkt: mon jeg skulde
opleve Aarstallet igoo! Og nu er det sket.
Det synes os, som om der er sat et Skel
i vort Liv: en ny Begyndelse; og derfor
er Nytaarstide vistnok for de fleste af os
mere eller mindre de gode Forsætters
Tid. Ved Nytaarstide drømme vi om, at
det fra nu af skal blive anderledes snart
med et, snart med et andet: Forsømmelser
skulle oprettes, Forseelser gøres gode igen
— i hvert Fald ikke oftere gentages. Ak,
i Reglen varer disse gode Forsætter kun
saa kort, — Ordsproget faar ofte saa sørge-
• ligt Ret, at Vejen til Helvede er brolagt
med gode Forsætter — thi Fortiden er
os for stærk. De l ænker, som de svundne
Dage have lagt os i, lade sig ikke saa-
ledes med et Slag ryste af. De Sorger
og Savn, som vi have baaret paa i de Aar.
der gik, følge osind i de Aar, som komme.
Derfor er der ogsaa mange Gange en saa
vemodig Klang i de Ønsker for det nye
Aar, som Venner og bekendte bringe hver-
andre. Naar vi sige til vore kære: Tak
for alt godt i det gamle, da er der ofte
underforstaaet — undertiden bliver det vel
ogsaa sagt med rene Ord: Tilgiv mig
mine Forsyndelser mod Dig i det svundne;
bær over med mig i det kommende!
Ja, det nye har sine Rødder dybt
1 fæstede i det gamle. Hvad der blev saaet
i den Tid. der gik, skal høstes i den Tid,
der kommer; der er intet gabende Svælg
befæstet mellem de to; men det ene vokser
ud af det andet. Ingen Tid har forstaaet
det som vor Tid, at vi leve under Udvik-
lingens Himmeltegn, og derfor ligger
- ikke heller Fremtiden for os helt i Mørke,
men Nutiden kaster sit Lys ind i den, saa
det dæturer der inde, og et og andet kan
skimtes af, hvad den gemmer i sit Skød.
Saa er dette da ganske øjensynligt,
at Udviklingens Lov gør sig gældende med
uimodstaaelig Kraft i Retningen udad.
Vi leve her under det gamle Guds Ord
fra Begyndelsen : Du skal gøre Dig Jorden
underdanig. Hvert Aar bringer os nye
Sejre over Naturens Kræfter. Dag for
Dag breder Mennesket sit Præg mer og
mer ud over den hele Jord og bringer alt
ind under sit Herredømme, saa at vi ad
utallige Veje modtage Udbytte af Jordens
Goder.
De hundrede Aar, som svandt, og som
bare Mærket 18, have bragt den ene Op-
dagelse og Opfindelse mere overraskende
end den anden; og der er ingen Tvivl om,
at de næste hundrede Aar, der sejler under
Tallet 1 g, ville fortsætte i samme Spor,
kun med stigende Hast og voksende Kraft.
Men hvor meget dette end sker i Med-