Færøsk Kirketidende - 01.01.1901, Blaðsíða 4

Den danske Kinamission.
I Anledning af min Artikkel i »Fær.
Kirket.« for i. Septbr. igoo om »Den dan-
ske Kinamission«, for hvilken Artikkel jeg
alene bærer det fulde Ansvar, har jeg fra
»Det danske Missionsselskabs Sekretariat«
(Pastor Løgstrup) modtaget et forøvrigt
kærligt Brev, hvori mit Stykke betegnes
som »et uberettiget Overfald paa vore Mis-
sionærer«, ligesom han beder mig oplyse
»Fær. Kirket’.« Læsere om
I. at vore Sendebud har handlet
ligesom alle Kinamissionærer
har maattet handle under de
givne Forhold,
II. at de af Forholdene, ja tildels af
de stedlige Øvrigheder er bievne
tvungne bort fra Hjem og Ger-
ning.
III. at de har gjort, hvad de kunde,
for de indfødte kristne.
Jeg skal foranlediget herved udtale, at
jeg, hvad de Krav, der maa stilles til en
Missionær, angaar, fuldt ud staar ved, hvad
jeg skrev, og at jeg med Hensyn til min
ubetingede Dom over Missionærernes
Flugt, »at den under ingen Omstændigheder
har gavnet Missionen« — ogsaa mener, at
jeg har set ret. Derimod skal jeg villig
indrømme, at de betingede Domme, jeg
i denne Sammenhæng har udtalt, er haarde,
maaske for haarde, hvad jeg ogsaa har
udtalt i Thorshavns Menighedshus, hvor
jeg har oplæst alle de Breve fra Kinamissi-
onærerne, der i denne Sag havde Betyd-
ning, eftersom de indløb.
Jeg skal endelig aftrykke, hvad jeg i
en Prædiken over i. Kor. 4. 1—5 i Thors-
havns Kirke har udtalt om samme Emne:
»Der er talt haarde Ord mod vore
Udsendinge i Kina, som med saa mange
andre Missionærer, har reddet deres I.iv
ved Flugt. Det maa indrømmes, at ud fra
Herrens Ord kan man ikke uden videre
fordømme deres Handlemaade, da Herren
— oven i Købet i samme Kap. (Matth. 10)
— baade giver Anvisning paa Flugt og
udtaler, at den, som mister sit I.iv for hans
Skyld, skal finde det.
Maaske er der talt for haarde
Ord! Men kan vore Missionærer med
Hensyn til deres Husholderskab med Haan-
den paa Hjertet sige: Jeg ved intet med
mig selv — da kan de ogsaa overfor de
for haarde Ord føje til: Det er mig
saare lidet at dømmes af Eder.«
E. R.
Jeg ved, den almægtige Kærlighed selv
staar paa Vagt og i Kamp for min evige
Sjæl,
hvor Gudsbarnet vokser i Skjul.
Hver Julenat favnes Himmel og Jord;
og Menneskestemmer og Englenes Kor
de mødes igen hver Jul.
Og jeg kom dog med blandt de mindste
smaa,
der paa Vagt og i Kamp for den Hytte
staa,
hvor Gudsbarnet vandt sig et Hjem.
Og flyde jeg slagen fra Golgatas Gru,
og har i Hans Følge jeg langt frem endnu,
jeg vandt dog til Betlehem.
Did mange milde Øjne
har lyst mig paa Vej,
og mange klare Stjerner
har tindret over mig,
og mange søde Smaabørn
har taget mig ved Haand
og laant mig deres Vinger
og løsnet mine Baand.
Og mangen gammel Vismand
har lyst mig paa Vej,
og klare Digtersyner
har tindret foran mig,
og vakled jeg i Livets store
»hvad« og »hvor« og »hvem«,
de mange Veje Samled sig
tilsidst i Betlehem.
Og skal Alverden skrives
i Mandtal sidste Gang,
saa synger jeg i Betlehem
min sidste Julesang;
der Davidssønnen tager
mig i sin Varetægt;
min Gud han husker nok, jeg er
af Davids Hus og Slægt.
(Af »Et Juledigt«. H. C. Frederiksen).
Februarnumr. af »Fær. Kirket.« vil
udgaa som Dobbeltnummer.
Færdig fra Trykkeriet ti. 21. December.
Udgivet paa Boghandler H. N; Jacobsens Forlag. — Trykt i „Færo Amtstidende“s Bogtrykkeri.