Færøsk Kirketidende - 01.01.1901, Blaðsíða 1

Udgivere:
Kirketidende.
CHRISTIAN PEDERSEN, Todnæs
EMIL ROHDE, Sandegærde, ansvarhavende.
i o. Aarg.
I. Januar 1901.
Nr. i.
Juleglædcn og Julesorgen.
^Af Provst Th. Sørensen.)
Glæden er Jordens Gæst i Dag
Med Himmelkongen den lille,
Du fattige Spurv, flyv ned fra Tag
Med Duen til Julegilde!
Dans, lille Barn paa Moders Skød,
En dejlig Dag er oprunden,
I Dag blev vor kære Frelser fød
Og Paradisvejen funden.
Den fattige Spurv, Duen, det lille Barn,
— alle skal de være med —- ellers er det
ikke rigtigt. Saaledes er det med den
store Glæde: os er en Frelser født; den er
for alt Folket, for Alskabningen, for alle
dem, der sukke.
Nu er det Jul; og alt Folket er med.
Lidt af Festen skal naa til alle Huse; maa-
ske 'saare lidt af den store Glæde: os er
en Frelser født; maaske kun som en for-
længst forstummet Salmetone, der igen et
Øjeblik sætter Hjærtets Strænge i Sving-
ninger for atter at dø hen; maaske kun
som et Barndomsminde dybest i Sjælen.
Nu blev der banket paa den skjulte Dør,
og den aabnede sig for maaske igen at
lukkes; ak for maaske at lukkes for sidste
Gang.
Men lidt var der deraf — den skal jo
være for alt Folket! — den store Glæde,
og den er blevet det!
Den store Glæde er saa Baggrun den
for alt det andet: for Julegaverne og Jule-
lysene, for Julehilsnerne og Julefestlighederne
— det at Børnene samles og Vennerne
mødes, at Hjærterne blive varme for de
Fattige og Ensomme, for Spurven og Duen :
Dans lille Barn paa Moders Skød, en dejlig
Dag er oprunden!
Og disse to: den store Glæde og den
lille Glæde, eller den store Glæde og de
mange smaa Glæder kunne godt sammen,
skulle ikke heller skilles ad.
Velsignet er det, naar den store Glæde:
os er en Frelser født, ikke blot er den
dunkle Baggrund, som knapt kan skimtes,
og som hurtig glemmes; men naar den er
den straalende Sol, som kaster sin Glans
ud over alt det andet, varmer det med sin
Glød, helliger det med sin Kraft. Thi
saaledes er det med Ilden fra det Høje,
fra Gud, den fortærer ikke det menneske-
lige; men den renser det, omsmelter det
og fornyer det; den har Magt til at lyse
op ogsaa i det dybeste Mørke, til at tørre
Taaren ogsaa af deres Øjne, som sørge
bitrest.
Thi ogsaa i Julen kan der være dybt
Mørke og bitter Sorg; lad os ikke over
Jul eglæ den glemme Julesorgen! Mange
Gange melder Sorgen sig med en særegen
Kraft netop ved Juletide gennem vemodige
Minder om, hvad vi har ejet, men tabt og
nu savne, med tunge Tanker om, hvor
godt vi kunde have haft det, men ikke
har det, fordi vi ved egen eller andres
Brøde har forspilt vor Lykke. Men alle
Savn og alle Sorger har ogsaa deres Bag-
grund, lige som Glæden: har sin; og Bag-
grunden for Sorgen over, at vi ikke har
det bedre, er da Sorgen over, at vi ikke
er bedre. Fra den Sorg stammer tilsidst
al Sorg; til denne Frygt, Frygten over,
at vi ikke er bedre, peger tilsidst al Frygt
hen, — de frygtede saare! Det er Jule-
sorgen!
Men netop i denne. Sorg, i dette
Mørke straaler Lyset fra det Høje ned.
Her lyder Juleevangeliet i al sin Velsig-
nelse: Frygter ikke; thi se, jeg forkynder
Eder en stor Glæde: Eder er en Frelser
født! Han, som skal frelse sit Folk fra
dets Synder; og der, hvor Sjælen har be-
gyndt at faa Trøst i sin Nød ved dette
Ord. der bliver »Sorgen til Glæde vendt«
— ikke paa én Gang, men lidt efter lidt,
og der kaster saa Juleglæden, som her har
skinnet ind i det dybeste Mørke, sit mild-
nende Skær ogsaa over de andre Sorger
og Savn, saa det kan blive Sandhed ved
Juletide:
Naar Hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver Glædens Harpe stemt,
At den kan bedre klinge,
Og knuste Hjærter føle bedst,
Hvad denne store Frydefest
For Glæde har at bringe!
Saa kan i Omvendelse og Tro Jule-
glæden komme til at afløse Julesorgen eller