Færøsk Kirketidende - 01.02.1901, Side 3

3
taler om Fortabelsen, vil vi dog hverken
selv sætte os paa Dommersædet eller lære
vore Tilhørere at dømme Naboer og Gen-
boer til de evige Helvedstraffe. Men vi
vil vende Blikket indad og med Frygt og
Bæven se de Fortabelsens Muligheder,
der ligger i vort eget Hjertes Dyb, og
formane dem, der hører os, til at gøre
det samme, for at vi alle derved kan
drives til med større Inderlighed og Styrke
at holde fast ved Frelsen i vor Herre
Jesus Kristus. Gud bevare os fra, at vor
Tale om den evige Fortabelse skulde
falde saaledes, at den fristede vore Til-
hørere til at sætte sig til Doms over
andre! Fad os altid mindes, at Dommen
ikke hører os til, men den Herre, hvis
Øjne ser saare dybt. Men Gud give eder
Naade til at staa som ærlig'e og trofaste
Vidner om Frelsen i vor Herre Jesus
Kristus; og Kærlighedens og Fredens
Gud lære os alle at bære over med hver-
andre og at bevare Aandens Enhed i
Fredens Baand.
Prædiken
Iste Søndag efter Hellig 3 Konger.
Fremstiller Eders Legemer som et levende,
helligt, Gud velbehageligt Offer \ Rom 12, i),
Paulus har sluttet det n. Kapit. i
Romerbrevet med Henvisning til Guds
uendelige Storhed: »O Rigdoms Dyb
baade paa Guds Visdom og Kundskab
.... af ham og ved ham og til ham er
alle Ting« — og derigennem ligger jo
'antydet Menneskers Afmagt og Ringhed
overfor Gud. Det er den samme Tanke-
gang, der nys har bragt Paulus til at
sammenligne Guds Forhold til Mennesker
med Pottemagerens til l eret, som ikke
kan sige til den, der dannede det: »Hvi
gjorde du mig saaledes« ? Den samme
Betragtning kommer vi selv Gang efter
Gang tilbage til. Naar vi betænker, hvad
ét Menneske er mod Verdens mange
Millioner, hvad vor Klode er mod Himmel-
legemernes utallige Mængde, hvad er saa
et Menneske mod ham, der skabte Himlen
og Jorden? Et saare lidet!
Det skyldes derfor ikke os selv, men
— som Paulus skriver — Guds Barm-
hjertighed, at vi, der synes intet mod Gud,
dog har faaet det forud for alle andre
Skabninger, at vi kan bringe Gud Ofre,
at vi kan give ham noget, som han be-
gærer, han, hvem Jorden og dens Fylde
hører til. Ja det skyldes Guds Barm-
hjertighed, at vi Mennesker kan sanke
Kviste til det evige, Glædens Baal, som
brænder i Glædens Hjem heroventil, kan
være med til at sprede endnu mere Lys
og Glæde der, kvor Gud og hans Jrellige
Engle bor — og det kan vi jo, saa vist
som det hedder, at der bliver Glæde i
Himlen over én Synder, som omvender sig.
Det staar ogsaa i vor Magt at und-
drage os dette, her i Jordelivet at kaste
en Skygge ind i Guds Glæde; vi kan be-
drøve Guds hellige Aand (Ef. 4, 30) saadan
som vor Herre og Frelser inderlig be-
drøvedes over den vantro Slægt: »Jerusalem,
Jerusalem vidste du dog, ja end paa
denne din Dag, hvad der tjener til din
Fred. Ja ogsaa vi kan glæde eller bedrøve
ham, hvis Øje vogter kærlig paa Men-
nesker, hvis øre lytter efter, om der ikke
i Hjærtedybet opstiger et Suk efter Gud,
en Længsel efter at modtage hans rige
Kærlighed, og en Trang til at give ham
af sin Kærlighed, hvor ringe den end
kan synes. Hvor denne Trang findes, vil
det ogsaa føles som en Naade at kunne
give Gud noget, at vor Salighed i vort
Gudsforhold bestaar ikke deri, at vi kun
modtager, men ogsaa i, at vi bruger det,
vi har modtaget efter Guds Vilje, til hans
Velbehag, først da føler vi ret Glæden
ved at være et Guds Barn, naar Gud ikke
alene har givet at ville og at udrette, men
naar vi gør Alvor af at bruge denne
Vilje og Evne til at arbejde paa vor
Sjæls Saliggørelse.
Og hvilket Offer har vi da at bringe
Gud ? Hvad er det, vi kan give ham ?
Paulus besvarer Spørgsmaalet saaledes:
»At I fremstiller Eders Legemer
som et levende, helligt Gud vel-
behageligt Offer«.
Der har været — og der er vel endnu —
Mennesker, som mener, at Gud kræver
kun vor Sjæl, at vort I,egerne har slet
ingen Betydning for ham; der har jo
endog været dem, der har hævdet dette saa
krast, at de har sagt, at ligesom Guldet
er og bliver Guld, selv om det lægges i
en Rendesten, saadan kan Sjælen være
ren og god, selv om den lever i et urent,
syndigt og lastefuldt Legeme, at et Men-
neske altsaa kan leve i Drukkenskab og
Usædelighed og dog være et ganske
godt og et Gud velbehageligt Menneske.
Nej, saaledes er det ikke!
Hvad er nemlig Legemet for Sjælen?
Den er jo først og fremmest en Bolig
for Sjælen, og derfor har den sin Be-
tydning for Sjælens Sundhed. Som smud-
sige og usundé Bøliger gør Beboerne
sygelige og usunde, hvorfor et af de
Krav, der nu i Storbyerne lyder stærkest,
er: Bort med de gamle, usunde Rønner,
hvor de fattige Arbejderfamilier er sammen-
stuvede, og lad der blive opført nye og
luftige Boliger, saaledes vil et Legeme,