Færøsk Kirketidende - 01.02.1901, Side 5

5
føres megen løs og letfærdig Tale, for
den maa dit Øre være lukket; men vær
snar til at høre alt godt. Dit Øje, hvad
ser det, hvad læser du? *Der er meget at
lukke Øjet i for, meget godt og smukt og
ædelt at lukke det op for. Din Tunge,
hvad taler den? — Mennesker skal gøre
Regnskab for hvert utilbørligt Ord, de
har talet. Din Haand, hvad øver den,
hvad skriver den? Din Fod, hvor fører
den dig hen, til Selskab med gode eller
slette Mennesker? Legemet har mange
Lemmer; at fremstille dem som et Offer
for Gud, er det samme som at føre et
Gud velbehageligt Liv.
Paulus føjer til: »Dette er Eders for-
nuftige Gudsdyrkelse«. Det kan enhver
nemlig fornuftigvis begribe, at Gud netop
vil dyrkes i et Gud velbehageligt Liv; det
er slet ikke Forstaaelsen heraf, det skorter
paa, det er derimod den daglige Gennem-
førelse heraf; vi mangler Alvor og Kraft;
derfor trænger vi bestandig til Hjælpen
herovenfra, derfor vil vi bestandig bede:
Hjælp, Jesus, dig at følge alle Vegne,
Du ser, jeg gaar endnu saa skrøbelig.
O drag mig, at jeg frisk kan følge dig;
Saa skal hver Frygt og Sorg hensegne,
Hjælp, Jesus, dig at følge alle Vegne!
E. R.
Et Tilbageblik.
Den bekendte Præstesag, der i saa
lang Tid har beskæftiget Offentligheden,
har nu fundet sin foreløbige Afslutning.
Jeg skal med et Par Ord minde om
Sagens hele Gang, der kan karakteriseres
som: Stor Staahej for ingen Ting!
Først er der Valgmenighedspræst
Briicher, som ynder meget at fremstille
almindelige Tanker paa en halsbrækkende
og sindsforvirrende Maade. Han skrev
for et Aars Tid siden i »Højskolebladet«
nogle Artikler om, at man kunde godt
have Gud med sig, naar man drak sig
fuld. For saa vidt kunde han siges at
samstemme med overordentlig mange
Mennesker her paa Færø, som hævder,
at en Rus er ingen Synd, men en be-
hagelig og uskyldig Fornøjelse. I Virkelig-
heden vil Briicher dog aldrig anerkende
Rigtigheden af en saadan raa Tankegang.
Hans Adskillen melleni den raa Brænde-
vinsrus og den kønne Champagnerus er
imidlertid ganske umulig, og hans urime-
lige og uklare Paastand blev fra alle
Sider imødegaaet skarpt. Drukkenskab
og Utugt o. desl. er jo Synder, som
Kristne umulig kan leve i; de hører til
Djævelens Gerninger, som vi af Hjærtet
forsager.
Saa er der Harboørepræsten Jensen.
En stor Del af Fiskerbefolkningen i det
paa Jyllands Vestkyst liggende Harboøre
har en haard og mørk Kristendomsop-
fattelse, i hvilken Frygt for Helvede spil-
ler en stor Rolle. Denne Kristendom er
ikke sund. om end den er adskillig mere
respektabel end dens Modsætning, efter
hvilken Gud er den kælne, gode, milde
Gud, der ikke tager det saa nøje med
Menneskers Overtrædelser af hans Bud,
men gærne ser gennem Fingre med, at
man nu og da behager at skeje lidt ud.
Mod den i Harboøre fremtrædende
Frygt for Helvede optraadte nu Pastor
Jensen med Rette, thi — som vistnok
Hostrup har sagt — man skræmmer ikke
Folk baglænds ind i Himmerige ved at
stille dem Helvedes Rædsler for Øje. Men
Præsten optraadte imidlertid noget vel
skarpt og fremsatte som sin Overbevisning,
at der ikke er noget evigt Helvede.
Under i ode April udstedte saa Biskop-
pen over Ribe Stift, Gotzsche, en Skrivelse
hvori Pastor Jensens Anskuelser misbilliges,
og denne Skrivelse paalægges det saa
Præsten at oplæse fra Prædikestolen, men
dette nægter Præsten, ikke uden Grund,
og han sender Skrivelsen tilbage til
Biskoppen. Saa kom Sagen for Ministeriet,
der under 16de Maj udtalte, at Biskoppen
vel havde haft Ret til at afæske Præstens
Erklæring og vise ham til Rette , men
Præsten fritoges for at oplæse Biskoppens
Skrivelse.
Saa optræder Vilhelm Bech med
Brask og Bram i »Kristeligt Dagblad«,
og angriber Briichers og Jensens Vrang-
lærdomme, men ved samme Lejlighed løb
der ham i Pennen — som saa ofte — et
ubetænksomt Angreb paa Præster. Og saa
gik det løs over Landet med den megen
Tale om usædelige og fordrukne Præster.
Hvor var de? Frem skulde de alle! Pastor
Bech blev da afæsket Erklæring, og i
denne blev den ligefremme Sigtelse mod
mange til en svag Formodning om, at
der var én drikfældig Præst. For øvrigt
gjorde Pastor Bech, i denne sin Erklæring,
Undskyldning og fremkom med forskellige
Tilbagekaldelser og Omfortolkninger. Sagen
mod den ene Præst blev da forhandlet
for en Provsteret, og Præsten blev fuld-
stændig frikendt her. Et af Vidnerne
havde en Dag set, at Præsten kom til at
træde i en Pyt Vand paa Vejen og antog
■derfor, at han var beruset!
Efter Indstilling af Bisperaadet, har
nu Ministeriet givet Pastor Bech en mild
Irettesættelse. For øvrigt er man ogsaa
indenfor Indre Mission bedrøvet over
Bechs ubillige Optræden.
Ved samme Lejlighed har Ministeriet
saa givet Pastor Jensen en skarp Irette-