Færøsk Kirketidende - 01.09.1902, Blaðsíða 2

Paaskedag, hvor Klokkerne ringer den
Glæde ud over Jorden:
»Det var en Søndag Morgen skøn,
Vor Frelser stod op af Graven«!
7 Uger efter Paasken (io Dage efter
Kristi Himmelfartsdag) holder vi Pinse-
fest, til Minde om Hellig Aandens Ud-
sendelse og Menighedens Stiftelse. Som
Jødernes Pinse var en Høstfest. ved hvilken
de første Brød af den nye Høst ofredes
til Herren, er den første kristne Pinse i
aa: delig Forstand ogsaa en Høstfest, den
første Sjælehøst.
B. Menighedens Halvaar.
Med'Trinitatis Søndag træder vi ind i
Kirkeaarets anden Halvdel. Er Paasken
indtruffen tidlig, faa vi indtil 27 Søndage
efter Trinitatis (i saa Fald "havde vi kun
2 Søndage efter Hellig tre Konger), er
den falden sent, bliver Tallet kun 23 (6
Søndage efter Hellig tre Konger).
I den katholske Tid fejredes i denne
Del af Kirkeaaret flere Helgenfester, af
hvilke vi her skal nævne Mikkelsdag,
M orten sd a g og All eh el gens d a g. (Om
disse Helgendage vil der ved lejlighed
blive fremført et og andet). E. R.
Lidt om Lægmanden,
Indremissionær Anders Stubkjær.
(,,Nordslesvigsk Søndagsblad“.)
(Fortsat.)
Hermed gik det saaledes til. Anders
skulde spille til Bal hos Degnen iHaderup
og blev ved den l ejlighed indlogeret hos
Degnens Svigerfader, »et af disse mærke-
lige Mennesker, lor hvem Verden var ble-
ven tom og Gaarden. han boede i, ogsaa;
og gennem denne Tomhed havde han fun-
det Vej til den l ivsens Kilde, der var
bleven i ham en Kilde til det evige Liv«.
Anders kom til denne sin »hellige« Vært
Lørdag Aften ved Solnedgang, og efter at
de havde holdt Maaltid sammen, tog Hus-
faderen frem en Bog af Biskop Hersleb
og læste højt af den', og saa meget fik
Anders snart af det forelæste, at efter
den Bogs Mening var det ikke nok at
være et skikkeligt Menneske, hvis man da
ønskede at blive evindelig salig. Næste
Morgen vandrede de til Kirke sammen,
og efter Gudstjenesten tog den hellige
Mand Anders med hen til to nylig kastede
Grave, pegede paa dem og sagde: »Hvil-
ken. Forskel i Opstandelsen, naar en Gang
disse Grave aabnes, dersom den ene er
død som et uomvendt Menneske og den
anden som et Guds Barn! Ja, saa er det
Forskellen, at naar Gudsbarnet opstaar,
saa opstaar der ikke een eneste af hans
Synder; men naar den vanhellige opstaar,
saa mødes han med alle sine Synder for
Dommen«. Siden tog han ham med hen
ved den østre Ende af Haderup Kirke, og
talte disse Ord, som gjorde et uforglemme-
ligt Indtryk paa den unge Musikanter:
»Jeg har lagt Mærke til, kære unge Ven.
at du har Ærbødighed for Gud og hans
hellige Ord, og derfor kan jeg ikke lade
dig fare, inden jeg faar sagt dig, at den
Vej, du er kommen ind paa. vil ikke føre
dig derhen, hvor du ønsker at tilbringe
din Evighed.« Da Anders nu spurgte ham,
om han mente, det var Synd at spille og
danse, svarede han: »Du kan ikke drive
det Haandværk ^om et Guds Barn!« —
Anders spillede dog Søndag Aften og Nat
til Dansen hos den Haderup Degn, men
ikke med ublandet Glæde. Der klang en
skurrende Tone med ind i hans Sjæl. In-
den han Mandag Morgen drog videre, bad
han Degnen om et Raad, efter først at
have betroet ham sin Oplevelse med hans
Svigerfader. — »Ja, jeg siger,« svarede
Degnen, »Svigerfader er jo unægtelig en
brav Mand, men der er jo næsten ingen
som ham. Du er jo et skikkeligt Menne-
ske. du bander Ikke. du drikker ikke, og
om du hører op med dit Haandværk, saa
kommer der en anden i dit Sted, saa du
kan lige saa godt fortsætte.« — Den Tale
klang vel i Øjeblikket helt godt i Anders’s
Øren. Men da han havde faaet sagt Deg-
nen Farvel og ene vandrede sin Vej, faldt
det ham ind: »Der var jo ikke et Guds
Ord i det, som Degnen sagde!« Og de
Overvejelser, han derved førtes ind i, var
af saa alvorlig Natur, at han — i Stedet
for at 'fortsætte over til Vroue, hvor han,
selv anden, skulde spille til et Gilde —
drejede af og gik hjemefter. Saa fik de i
Vroue for denne Sinde klare sig med den
ene Spillemand.
Fra den Dag af fik han aldrig mere
ret Fornøjelse af at haandtere sin Violin
til verdslig 1 ystighed og snart lagde han
den ganske paa Hylden. Der var kommen
en Uro op i ham. Han begyndte at se
dybere end før ind i, hvad det Ord Synd
egentlig betyder. Dog kendte han endnu
kun i ringe Grad Sorg over Synd. Hans
Forhold til den var endnu nærmest et rent
Frygtsforhold.
Men samtidig forefaldt der i hans
nærmeste Omgivelser, hans Hjem og hans
Sogn, Begivenheder, som gjorde stærkt
Indtryk paa ham og hjalp ham frem til
voksende Klarhed.
Anders havde en 6 Aar ældre Broder
ved Navn Niels. Denne havde alle sine
Dage været et bravt og fromt Menneske,