Færøsk Kirketidende - 01.09.1902, Blaðsíða 3

men kom dog ind i svære Anfægtelser og
aandelige Kampe, som kendelig tærede
paa hans Udvortes og bragte ham til at
trække sig tilbage fra Verdens Morskaber.
Anders trængte ind paa ham og fik om-
sider at vide, at han i Aar og Dag havde
levet med den frygtelige Overbevisning,
at han var evig fordømt. Saaledes troede
han, fordi han Dag efter Dag plagedes af
bespottelige Tanker med Fristelse til at
udtale samme, hvad han dog aldrig havde
gjort. Da Anders havde faaet denne For-
klaring, kom han i Hu den Bog af Biskop
Flersleb, som Haderup-Degnens Svigerfader
havde la;st højt for ham af, og hvori der
just var en lang Afhandling om bespotte-
lige Tanker. Han rejste da hen og fik
den til 1 aans en Tid og overrakte sin
Broder den med de Ord: »Der er mange
Mennesker, kan du her se. der har haft
samme l idelse, som du nu har.« Denne
Bog hjalp nu Niels til at foastaa, at be-
spottelige Tanker stamme fra Djævelen og
ikke blive skrevne paa vor Regning, naar
vi ikke finde Behag i dem. men sukke
derimod, og hans forpinte Hjerte fik for
første Gang Luft i en Taarestrøm og en
inderlig Bøn til den Herre Jesus. Han
fik nu Mod til at tro. at der endnu var
Frelse at finde for ham. og da han et
Sted havde læst, at den Herre Jesus havde
aabenbaret sig for smaa, fortabte Syndere,
bad han Herren aabenbare sig saaledes
for ham til et Tegn paa, at han ikke
skulde gaa fortabt. Hvorledes Herren op-
fyldte denne Bøn, meddelte han senere
Anders. Han var paa Vej hjem ude fra
Mosen, hvor han havde skaaret Tørv, da
han med et fik Frelseren at se hængende
paa Korset, saa nær, at han kunde have
naaet ham med sin Haand; men han næn-
nede ikke at røre ved den hellige, elskelige
Skikkelse med sine syndige Fingre. »Jeg
vilde gerne have set paa ham til evig Tid,«
sluttede Niels denne Fortælling, som han
aldrig betroede til nogen anden end An-
ders. Men at Niels havde faaet Fred i
sin Samvittighed, fik de alle at mærke
der hjemme. Han blev paa en Maade
Familiens Præst, og havde snart den usi-
gelige Glæde at se ogsaa sin gamle Mo-
der vinde F'reden og Glæden i den enfol-
dige Tro paa Syndernes Forladelse for
Jesu Kristi Skyld. Men i Anders’s Hjerte
øgedes Ufreden kun ydermere ved alt dette,
»leg var observerende over for de hellige«,
fortæller han. »jeg spekulerede og kunde
ikke forsone mig med, at de kunde have
Ret, naar alle Præster var imod dem. Naar
jeg læste i mit Nye Testamente, syntes
jeg virkelig, at de havde Ret; men naar
jeg saa tænkte paa, hvor miskendte og
forhadte de vare, saa kunde jeg ikke værge
mig mod den Tanke, at de kunde vist og-
saa tage Sagen lempeligere og saa slippe
bedre fra det.« Naar han aabenbarede sin
Broder Niels disse Tanker, fik han imidler-
tid kun til Svar: »Vil du være Verdens
Ven, saa bliver du Guds Fjende.« Hertil
havde Anders intet at svare. Over for
andre tog han de hellige i Forsvar. Men
dog manglede han Mod til helt at slutte
sig til dem og gaa ind under den For-
følgelse, som de var Genstand for paa saa
mange Maader. Derved blev hans Stilling
inden for hans Familie noget ensom. Thi
ogsaa hans Søstre sluttede sig snart med
1 iv og Sjæl til Samfundet. Overhovedet
udviklede Forholdene i hans Fødesogn sig
saaledes at det blev mere og mere trangt
for Anders at vedblive at staa udenfor de
helliges Kreds. (Sluttes.)
Kingos Salmebog.
Det er ikke min Hensigt at rippe op
i den gamle Strid om Kingo -Salmebogen.
Skønt jeg personlig saa langt foretrækker
»de nye Salmer«, og ligeledes tror, at alle
de unge, der gennem Konfirmationsforbe-
redelsen eller paa anden Maade har lært
disse at kende, ogsaa synes langt bedre
baade om »de nye Salmer« og »de nye
Melodier«, saa kunde jeg dog ikke ønske,
at man ved Tvang indførte dem, selv om
det kunde ske efter almindelige folkelige
Regler, saa Flertallets Ønske kom til at
gælde, dels fordi man i aandelige Spørgs-
maal ikke bør gribe til uaandelige Vaaben,
dels fordi jeg saa godt forstaar Kærlig-
heden til de gamle Salmer, man er op-
vokset med i sit Hjem, ja har fundet Trøst
og Glæde ved maaske 1 ivet igennem.
Saa længe de gamle i Menigheden
ikke frivillig vil give Afkald paa den
gamle Salmebog, saa længe bør de unge
vente; deres Tid kommer nok! Maaske er
Tiden ikke fjærn, da de gamle føler, at Øn-
sket om det nye er bleven saa stærkt i
Menigheden, at de vil bringe det Offer at
undvære Kingo-Salmebogen i Kirken. Det
er det, vi maa vente paa.
Der er maaske dem. som mener, at
da Kingobogen nu er afskaffet i Norge,
hvor de sidste Udgaver har været trykt,
vilde dens Tid snart være omme, da den
er udsolgt i Boghandelen. Imidlertid har
i Sommer »de stærke Jyder«, som hidtil
har faaet Bogen .fra Norge, paany udgivet
Kingo-Salmebogen, og den Tid vil derfor
være fjærn, da man maa opgive Brugen
af Bogen, fordi den ikke er til at opdrive.
E. R.