Færøsk Kirketidende - 01.06.1905, Page 2

Stand til at opgive sin Stilling og i Stedet
for optræde paa Variététribunerne.
Snart rev han London med sig, maatte
give sine humoristiske Sange og Skitser
baade i Variétéerne og ved store Familie-
fester — Og saaledes var han da ogsaa
blevet engageret som Pavse-Humorist ved
Koncerterne i St. Georges Hall.
Hele Pressen var enstemmig i sin
Ros — og Ashlyn forstod at sætte sine
Tilhøreres Lattermuskler i uafbrudt Be-
vægelse.
Men den 22de Marts 1Q05 forfærdede
han den store Tilhørerskare i St. George
Hall ved i Stedet for sin Jargonhistorie at
afgive følgende Erklæring fra Scenen:
»Mine Damer og Herrer! Jeg kan
ikke give Dem min sædvanlige Under-
holdning i Aften. Sagen er, at jeg gennem
Albert Hall Missionens Virksomhed nylig
er bleven omvendt til Gud. — Og jeg
føler derfor, at mit I.ivs Maal nu ikke
maa være at »more« Mennesker, hvoraf
mange er paa Vejen til evig Elendighed,
men at tjene den Frelser, som døde for
mig'.
»Review of Review«s bekendte Re-
daktør W. T. Stead har siden søgt den
omvendte Skuespiller. Han fortæller
herom:
»Ashlyn traadte ind i Værelset med
en Bibel i Haanden og begyndte Interwievet
med at anmode mig om at forenes med
ham i en kort Bøn. Han bad om, at jeg
maatte blive friet fra i Interwievet at gen-
give noget, som kunde vække Forargelse
eller være et urigtigt Udtryk for noget.
Og jeg forsikrede ham om, at, da han
vilde faa et Korrekturaftryk, hvoraf han
kunde udelukke, hvad han vilde, kunde
han allerede anse sin Bøn for hørt i den
Retning.
Jeg spurgte ham om, hvad Rolle
Religionen havde spillet i hans tidligere I ,iv.
Han sagde, at hans Moder havde
været en from Kristen, og han havde og-
saa en Søster, der var brændende nidkær,
og som var optaget af en Gerning i en
Slum-Mission i I.ondon og levede af at
gøre godt.
Hvad ham selv angik, havde han nok
bedt meget som Barn, men alligevel syntes
Religiøsitet nærmest at have virket Ked-
somhed over for ham.
For lang Tid siden havde han holdt
op med at gaa i Kirke; han havde aldrig
været hengiven til Drik, Spil eller nogen
af de rigtig blodrøde Synder. Han havde
derimod levet et helt ud verdsligt Liv
midt mellem verdslige Mennesker og havde
levet højt paa at faa Folk til at le.
»Jeg var en Pjalt«, sagde han. »Og
— som Aarene gik, synes jeg at blive
værre og værre. Intet interesserede mig.
Jeg følte mig ulykkelig. Jeg havde hørt
min Moder .tale om den Fred og Glæde,
som hun ejede. Men det forekom mig,
at noget saadant som Lykke fandtes ikke
i Verden. Denne Ulykkefølelse var aldeles
ikke forbunden med nogen egentlig Følelse
af Syndefuldhed. Det var kun en over-
vældende Følelse af, hvor kedsommeligt,
fladt, forslidt og ugideligt al Ting var.
Morskab morede ikke mig. Jeg, der
morede de andre, kunde ikke more mig
selv. Jeg var led og ked af alt, af mig
selv, af min Bestilling, af Livet.«
»Og nu?« spurgte jeg.
»Jeg er et helt nyt Menneske«, sagde
han. »Jeg har Lyst til at le Dagen lang.
Mine Venner er helt forbavsede over den
Forandring, mit Udseende er undergaaet.
Det er, som om jeg levede i en ny Verden.«
Fortæl mig noget om, hvordan det
gik til. Hvordan gik det til, at De kom
under Missionens Indflydelse?
»Den eneste Tanke, jeg oprindelig
nærede overfor Missionen, var, at hvis de
fyldte Albert Hall hver Aften, vilde det
blive slemt for min »Forretning«. Det
forekom mig at være en hel eventyrlig
Tanke, at de turde gaa i Gang med saa
stort et Maskineri som at leje Albert Hall
i to Maaneder. Ud fra denne '1 ankegang
har jeg talt om Missionen til mine Venner.
Men det er ogsaa alt. Det, at jeg i det
hele taget kom til at gaa ind over Dør-
tærskelen ser ud som et rent Tilfælde.
Det var selvfølgelig ikke noget Tilfælde.
Det saa kun saadan ud.«
»Hvad var det, der fik dem derind?«
»Jeg kunde ikke komme ind paa mit
Frikort til King’s Teatre, LIammersmith,
Fredag Aften. Jeg havde lige forinden
spillet Billard med en Ven. Han betalte
for sig og kom saaledes ind. Men jeg
var bleven fornærmet over, at jeg ikke
kunde komme ind paa mit Kort, og gik
min Vej. Jeg havde altsaa Aftenen til
min Raadighed, og ligesom »Bussen« kører
forbi Albert Hall, slaar den Tanke mig,
at jeg kunde for Resten gerne kigge inden
for og se, hvad der gik for sig.«
»Og det gjorde Indtryk paa Dem?«
»Nej, ikke noget videre til at begynde
med. Alexanders Maade at lede Sangen
paa forekom snarere temmelig teater-
mæssig. De erindrer Dem — tilføjede
han ivrigt — at jeg har helt andre Tanker
nu. Det var, før jeg blev omvendt. Nu
er jeg ovenud begejstret for hans Sang,
og den legende Ynde i hans Melodier har
fuldstændig banlyst alle de lette ogkaade
Melodier fra min Hukommelse. De var
ellers vant til bestandig at løbe rundt i
Hovedet paa mig. Men »Glory Song« har
gjort det af med dem alle.