Færøsk Kirketidende - 01.04.1906, Blaðsíða 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af: F. BUSCH.
15. Aarg.
I. April 1906.
Nr. 7.
Ved
Sørgegudstjenesten
i
Klemens Kirke
den 18de Februar 1906.
Herren er min Hyrde, mig skal intet
fattes! Salme 23.
For sidste Gang har Klokkerne ringet
over Kong Kristian! De har ringet Bud-
skabet om hans Død ind i alle Danmarks
Hjem. Nu er det vel saa, at naar en Konge
dør, da skal Klokkerne ringe, men det
forekommer mig, at Klokkerne denne
Gang har haft en særegen Klang. Den
Eftermiddag, Kong Kristian lukkede sine
Øjne, lagde der sig en stille Sørgestem-
ning over Landets Hovedstad: Sørgeklædte,
tavse Mennesker fyldte Gaderne, et Ud-
tryk netop for det, som rørte sig I.andet
over. Nu ved jeg vel, at denne Stemning
mærkes mindre herude paa Landet, hvor
der er langt imellem Husene, og jeg ved og-
saa, at en Stemning er kun en saare flyg-
tig Ting; men den betyder dog noget; jeg
er vis paa, at det er kun faa danske Mænd
og Kvinder, som ikke ved Budskabet om
Kongens Død har følt dog noget til denne
Stémning; derfor tror jeg, at Klokkerne
denne Gang har haft en egen Klang. Nu
er Klokkerne forstummede, og nu stedes
Kong Kristians Støv til Hvile i Roskilde
gamle Domkirke, medens den danske Menig-
hed samles rundt om i Landets Kirker for
at høre et Mindeord om Kongen, men og-
saa et Mindeord fra Kongernes Konge.
Dette Mindeord fra Kongernes Konge
er hentet fra Davids 23de Salme: »Herren
er min Hyrde, mig skal intet fattes«/ Gen-
nem Medgang og Modgang havde David
lært at synge saaledes, men først og frem-
mest gennem Bønnens Samliv med Gud
fik David Naade til at kunne synge saa-
ledes, og det ikke blot som sin egen per-
sonlige Erfaring, men som den Sandhed,
der bekræfter sig for hvert Menneske, som
i Tro bøjer sig ind under Guds Hyrdestav.
Underligt havde Hyrdedrengen Davids
Liv formet sig! Paa samme Vis var det
heller ikke sunget ved Kong Kristians
Vugge, at han skulde sidde paa Konge-
tronen og blive Stamfader til en mægtig
Fyrsteslægt. Han blev opdraget til at
være Kongens Undersaat, og han viste
sin Troskab i Treaarskrigen, da hans
Brødre svigtede deres Lydighedspligt mod
den danske Konge og det danske Rige;
da stod han som sin Konges tro Tjener
under den danske Fane, og ingen anede
den Gang, at Kongekronen skulde sættes
paa hans eget Hoved. Som David blev
Israels Konge af Guds Naade, saadan havde
Kong Kristian ikke faaet Danmarks Rige
ved Arv, men det var mere end Ord, naar
han skrev sig: »Kristian IX. af Guds
Naade Konge til Danmark«.
En mørk og regnfuld Dag kom Af-
løsningens Time for Kongen, der igennem
saa mange Aar havde staaet trofast paa
sin Post; men langt mørkere og mere
uheldsvanger var hin Dag for 42 Aar siden,
da Kronen tilfaldt ham. Mørke Skyer
trak op fra Syd mod vort lille Fædreland,
og mørke, truende Miner fra de tætte
Folkemasser mødte Kongen, da han første
Gang traadte frem for Folket; man havde
ingen Tillid til hans danske Hjerte, fordi
Kongen som Kronprins havde bekæmpet
den Forfatning for Hertugdømmerne, som
det danske Folk ønskede, men hvis Ved-
tagelse netop blev den ydre Anledning til
den sørgelige Krig, da to Stormagter brød
ind over Landets Grænser og skilte os fra
Hertugdømmerne, deriblandt det saa elskede,
saa omstridte, saa danske Nordslesvig.
Mørke Tider at staa for Landets Ror, end
mørkere fordi det danske Folk ikke var