Færøsk Kirketidende - 01.04.1906, Blaðsíða 2

langt fra at tro, at Hærens Tilbagetog1
skyldtes Kongens Forræderi. Og efter
Krigen udadtil kom Striden indadtil: Parti
stod mod Parti. Broder mod Broder; van-
skelige Tider for Kongen, som skulde staa
over Partierne, og havde man tidligere
mistvivlet om hans Danskhed, saa tvivlede
man nu om hans Upartiskhed, troede, at
han var et Partis, og ikke hele Folkets
Konge.
Se det er Skyggerne i Kongens lange
Regering, og at de har sat Mærker dybt
i Kongens Sjæl, er let at forstaa.
Men, Gud ske Lov, der er ogsaa Lys.
Den Sorg, som ramte Danmark i Ulykkes-
aaret, er vel ikke slukket, men Slaget, som
ramte saa haardt og uventet, og derfor
lammede Folket og gjorde det raadløst og
fortvivlet, formaaede dog ikke at dræbe
os som Nation; Folket har atter rejst sig
efter Faldet, har indad vundet, hvad
udad tabtes, har hævdet sig i Folkesla-
genes Rækker som et levedygtigt Folk,
saa vist som vi har givet vort Bidrag til
at gøre os Jorden underdanig. Og alt
dette Arbejde har haft i Kongen en Ven
og fundet hans Støtte, og ikke mindst
ham skylder vi — næst Kongernes Konge
— at vi blev forskaanet for at blive revet
med ind i den Krig, som slog det mæg-
tige Frankrig til Jorden, og — om vi havde
været med — vilde have knust os. Nu
har vi haft Fred udad til at gøre Fredens
Gerning. Og saadan som Krigens sørge-
lige Følger dog er mildnede ved Landets
og Folkets Opgang, saadan fordelte det
Mørke, som adskilte Konge og Folk, sig
lidt efter lidt; langsomt men sikkert. Skridt
for Skridt erobrede Kongen sit Folks
Hjerte; og den gamle Konge fik mange
og stærke Beviser paa, at Folket havde
lært ham ret at kende, og lært at elske
ham, lært at elske ham som den danske
Konge, og lært at elske ham som Folkets
Konge. Det var Kongens Glæde!
Og hvorved tilkæmpede han sig sit
Folks Agtelse og Kærlighed? Det var
ikke ved sin overlegne Aand, sin enestaa-
ende Klogskab og Dygtighed, skønt Kon-
gen netop i de mest farefulde Tider saa klarere
end Flertallet af Folket og sine Raadgi-
vere. Det var ikke de Egenskaber, Gud
havde givet ham i Hænde som det Vaa-
ben, hvormed han skulde besejre Mistillid
og Tvivl og vinde sit Folks Hjerte. Var
det ikke den overlegne Begavelse, som
prægede Kongens Ord, saa havde Ordene
en anden Pryd, en højere Værdi; de var
ærlige dg sande, uden Svig og Bagtanke;
hans Ord var ikke tvesindede, saa de
kunde lægges ud enten saadan eller lige
stik imod; hans Ord var jævne og lige-
fremme, men Kongeord, ærlige og sande,
retsindige og ridderlige, netop som han
selv var. Det var disse Egenskaber, som
gjorde, at vi alle kunde se op til ham; det
var ved dem, at han vandt sit Folks Hjerte.
Og vilde man saa spørge, hvordan han
blev dette ærlige, sande, trofaste, retsin-
dige, jævne og ligefremme Menneske, saa
kunde man pege paa hans gode Hjem, paa
hans Opdragelse — men den dybeste For-
klaring til hans Retsind er at søge andet
Steds, i hans Kristentro.
Kristian IX. var et kristent Menneske.
Nu ved jeg vel, at her skal vi tale var-
somt, ikke fordi vi tvivler om hans Kristen-
tro, men fordi han selv hørte til de stille
i Landet; han hørte ikke til dem, som bram-
mede med sin Tro; han talte sjælden om
den til fremmede; men naar han talte om
den, var der derfor saa meget mere Vægt i
hans Ord, som — for at nævne ét Eksem-
pel — da der engang ved et Taffel blev
talt om religiøse Spørgsmaal, og den til-
stedeværende siamesiske Prins hævdede,
at enhver blev salig ved sin Tro. Da
rejste den gamle Konge sig og sagde:
»Nej, deri tager De fejl; kun Jesu Kristi,
Guds Søns Blod renser fra Synden«!
Om vi kunde have spurgt Kongen selv,
hvorfra hans aldrig svigtende Ærlighed og
Retsindighed stammede, da havde han sikkert
peget paa sit Valgsprog, som i Dag er hængt
op her i Kirken: Med Gud for Ære og
Ret! Deraf hans usvigelige Ærlighed og
Retsind: Med Gud! Og vel er et Valg-
sprog ofte kun et smukt Ord uden tilsva-
rende Virkelighed, men Kong Kristians
Valgsprog: Med Gud for Ære og Ret,
var andet og mere end et tomt Ord; det
forstod hans Folk, naar han Søndag efter
Søndag lige til den sidste Søndag sad paa
sin Plads i Kirken; Folket havde lært
ham for godt at kende til, at de kunde
tro, at han sad der for at bevare Gud-