Færøsk Kirketidende - 01.04.1906, Blaðsíða 3

frygtighedens Skin. Nej, han havde lært,
at de. som tilbeder Gud, maa tilbede i
Aand og Sandhed; han havde lært at
synge: Herren er min Hyrde; han havde
fundet den gode Hyrde, som gav sit Liv
hen for F'aarene, for at hans Blod skulde
rense fra al Synd. Derfor erfarede han
den Velsignelse, som Gud har knyttet til
denne Bekendelse; smig skal intet fattest!
Ja, visselig, Kongens Liv blev rigt og
lykkeligt. I Familiens Kreds levede han
det lykkelige Liv, vi alle kender fra saa
mange Smaatræk og Billeder; det var
Stunder, da Mennesket i ham voksede.
Og han kendte til de velsignede Stunder,
da han i Lønkammeret bøjede Knæ for
Kongernes Konge. »Jeg beder hver Dag
for Sønderjylland«, saadan svarede han en-
gang en Sønderjyde. Og. styrket i Bønnen
gik han ud, ikke for at gøre Folkestem-
ning til Behag eller handle efter egen
Lyst, men for at øve sin Kongerning med
Gud for Ære og Ret. Og naar han ikke
blev sparer for megen Sorg, Sorg over
Landets Ulykke, Tabet af den Landsdel,
hvor hans egen Vugge stod, Sorg over
Folkets Splid og Mistillid, og endelig den
Sorg, som ramte ham som andre Menne-
sker i Familiekredsen, saa fandt han
Trøsten under den gode Hyrdes Stav, hos i
vor Herre Jesus Kristus, som ikke sparede
sig selv. Derfor er der sunget nu ved
hans Kiste baade saa kønt og saa sandt:
Vi ved, at Kronen var ikke let,
dens Ring har brændt om hans Pande;
dog stod: med Gud for Ære og Ret
indvirket dybt i dens Rande.
Vor Konge delte i lange Aar
med Folket hver Fryd og Smerte —
men Danmarks dybeste Ulivssaar
blev aldrig lægt i hans Hjerte.
Og naar der dog var Fred i hans Bryst,
skønt Skygger gled over Tronen,
saa kom det af, at hans Sjæl fandt Trøst
ved Korset og Tornekronen!
hæng i Kong Kristians Liv, det som for-
klarer alt det gode og ædle, som fandtes
i saa rigt Maal hos ham.
Vi er samlede til Sørgegudstjeneste;
med Sorg mindes vi, hvad vi har tabt, og
hvad Landet har tabt i den gamle hen-
sovede Konge; men — saa tykkes det
mig — end mere er vi samlede for at
takke Kongernes Konge for alt, vi havde
i ham, baade som Konge og som Men-
neske. En Tak skal lyde til dig, o Gud,
for hans trofaste Gerning i Landets øverste
Stilling, en Tak for den I.andets Trivsel,
du lod os blive til Del under hans Scepter,
en Tak for alt det lyse og alt det tunge,
som mødte ham i Livet og formede ham
til det Menneske, vi alle kunde se op til,
en Tak til dig, o Gud, for den stille, fred-
fyldte Død, som blev forundt vor gamle
Konge, en Tak for den lykkelige Død i
Troen paa Jesu Kristi Blods Kraft, en Tak
for det levende Haab om Sejr over Død
og Grav ogsaa for ham, vor gamle Konge!
Og saa vender vi til Slutning vore
Tanker til det Folk, som han elskede, og
for hvilket han — som han selv har sagt —
saa gerne vilde være et Forbillede i alle
Ting. »I alle Ting« ikke mindst i dette,
at kunne sige om Jesus Kristus, den gode
Hyrde: »Herren er min Hyrde, mig skal
intet fattes*! Han forstod saa godt, at i
Salighedssagen vejer Kongekronen og
Kongescepteret og Kongekaaben intet;
der staar Kongen paa lige Trin med hver
eneste af sine Undersaatter; der hedder
det: Af Naade, ved Troen paa Jesns
Kristus!
Ja, maatte vi dog alle ret forstaadet;
maatte det danske Folk med større og
større Sandhed og Kraft kunne sige: Herren
er min Hyrde, saa ogsaa vort lille 1 and og
Folk i kommende Dage maatte smage den
Forjættelse, som Gud har knyttet til denne
Bekendelse: Mig skal intet fattes!
Amen.
E. Rohde.
Ja, ved Korset og Tornekronen fandt
Kong Kristian Trøst og Fred for sin Sjæl!
Jesu Kristi Kors er den dybe Sammen-