Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 03.09.1998, Blaðsíða 18

Atuagagdliutit - 03.09.1998, Blaðsíða 18
18 • TORSDAG 1. SEPTEMBER 1998 ATUAGAGDLIUTIT Inger oqalugiartarsimaqaaq, aallartiaarporlu. Aana apersortikkami oqalugiartoq. Inger har holdt mange taler i sit liv, og hun begyndte tidligt. Her taler hun ved sin egen konfirmation. turel oase. Den vigtigste funktion er at være samlingssted for grøn- lændere, og at kunne tilbyde de fysiske rammer for kultu- relle aktiviteter. Mange grøn- landske foreninger gør brug af Huset, og det er foreninger- ne, der står for de fleste arran- gementer. Det er stort set også det eneste sted på Sjælland, hvor det er muligt at spise sæl- og hvalkød. Grønlænderhuset har et budget på cirka fem millioner kroner, som finansieres af Hjemmestyret, Frederiksberg og Københavns Kommune samt Københavns Amt. Par- terne hæfter solidarisk. Det betyder, at vælger en af til- skudsyderne at spare et beløb, følger de øvrige med. Det er for eksempel tilfæl- det for 1999-budgettet, hvor ledelsen i Grønlænderhuset har måttet finde besparelser for 300.000 kroner. Det be- tyder, at der ikke ansættes en ny souschef, ligesom kirke- kaffen er sparet væk. Sidst- nævnte kostede 65 arbejd- dage om året, og i betragtning af, at de grønlandske forenin- ger forestår denne ydelse i de andre grønlandske huse, så er det trods alt ikke den mest ubarmhjertige besparelse, når det nu skal være, mener Inger Bruun, der gennem sine 25 år har siddet i næsten alle konto- rer i Grønlændernes Hus.. Tungt ansvar - Jeg startede helt forudsæt- ningsløst, og blev hurtigt flov over at være dansker. Jeg syn- tes, at alle ulykker skyldtes danskerne, mens alt grøn- landsk var vidunderligt. Det ansvar hvilede tungt på mine skuldre. - Men grønlændere fortalte mig, at de sagtens kunne kla- re sig selv, og efterhånden fik jeg et mere nuanceret syn på det grønlandsk-danske for- hold. Men først måtte jeg fin- de ud af, at det at være lige ikke er det samme som al være ens. Jeg troede hell naivt, at vi var de samme mennesker, så der var virkelig noget at lære. - Når jeg ser tilbage på mit virke, er det mit håb, at det sociale arbejde vil blive lettet ved, at danskerne lærer at leve med andre folkeslag. Lære, at det er en berigelse af kulturen, for i dag er danskerne ikke særligt åbne over for fremme- de. Vi tror, at vores måde at gøre tingene på er den eneste rigtige, fortæller Inge Bruun, der som få andre har fulgt den sociale udvikling blandt grøn- lændere, hvis liv kom i uba- lance i Danmark Falske drømme - Da jeg startede i »Pooq«, fandtes der næsten ingen ud- dannelsesmuligheder i Grøn- land, så mange unge var nødt til at uddanne sig i Danmark, og ikke alle klarede det lige Inger Bruun eqqissisimaassagaangami assiliivilerluni angalasarpoq. Aana Qoorngormit assilisimasaasa ilaat. Inger Bruun, ny leder af Grønlænderhuset i Grønland, har kæmpet for at få to kulturer til at indgå i et indre samspil oplevelserne foruden. Sådan siger den 52-årige Inger Bruun, tidligere sous- chef og nyudnævnt leder af Grønlændernes Hus i Køben- havn efter Einar Lund Jensen. Den 1. september var det til- lige præcis 25 år siden, den nyuddannede socialrådgiver blev ansat i det daværende Grønlandske Rådgivnings- center. Det var i 1973. En tid, der var præget af politisk akti- vitet og grønlandsk bevidst- gørelse. Den gang hvor unge grønlændere blandt andet be- satte og demonstrerede foran Ministeriet for Grønland på Kultorvet i København. Det var formanden for Det grønlandske Rådgivningscen- ter, Angmalortoq Olsen, der ansatte den 27-årige Inger Bruun som daglig leder af det sociale rådgivningskontor »Pooq«. Medarbejderstaben bestod af en hel- og deltids- ansat socialrådgiver og kon- torassistent, en tolk, fire be- søgsvenner til hospitalerne, tre bistandsværger til de ind- satte i fængslerne samt 29 timelønnede kontaktpersoner spredt over hele landet. Uvidenhed fint At Inger Bruun, der er opvok- set på Østerbro i København, og hvis far var lods, ikke kendte noget som helst til den grønlandske verden, betragte- de Angmalortoq Olsen som en kvalifikation. - Han sagde ligeud, at jeg blev ansat, fordi jeg ikke hav- de nogle forudfattede menin- ger om Grønland. Det, jeg havde behov for at vide, skul- le de andre nok fortælle mig. Inger Bruun fik de følgende år den grønlandske verden helt ind under huden. Allerede året efter hendes ansættelse - i 1974 - indviede man Grøn- lænderhuset i Løvstræde, der såvel den gang som nu er det afgørende omdrejningspunkt for de 5.500 grønlændere, der bor på Sjælland. Selv om Grønlænderhuset varetager en række forskellige funktioner, der groft sagt kan inddeles med en uddannelsesvejled- ning, en kultur- og informa- tionsafdeling og en social- rådgivning, betragtes stedet først og fremmest som en kul- j-_r INGER BRUUN - Del har været en indre kamp med mange konfrontationer. Det har været svært at få den grønlandske og danske kultur bragt sammen. Havde jeg ved ansættelsen vidst, hvad jeg skulle igennem, var jeg for- mentlig løbet skrigende bort. I dag ville jeg ikke have været NAR ALT SKAL LÆRES FRA GRUNDEN Når Inger Bruun skal slappe af, hænder det, at hun går på opdagelse med fotografiapparatet. Her et poetisk billede hun har taget fra kirken i Qoornoq. Eqqumeeqqinnaani iikkamut allattuisoqartarpoq. Ilaanni anngunniagaq isiginnaartumut ilisamartarpoq. Una Sisimiuniittoq Inger Bruun-imut taamaappoq. Grafitti dukker op de mærkeligste steder. Og nogen gange giver budskabet genklang hos beskueren. Det gjorde den her grafitti i Sisimiut i hvert fald på Inger Bruun. ASSVFOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO ASS./FOTO: NAMMINEQ PIGISAQ/PRIVATFOTO

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.