Grønlandsposten - 16.08.1942, Blaðsíða 6

126
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 11
at skrive om de emner, der ligger dem paa sin-
de. Jeg tænker især paa assistenterne.
— Jeg har hørt noget i den retning. Man
vil nødigt skrive om det, man har paa hjerte,
fordi man er hange for at løhe en risiko.
— Det er efter min mening noget vrøvl.
Hvorfor skulde vi ikke kunne skrive? — Der
er saa mange forhold, som kan interessere haa-
de os selv og andre — og bør gøre det. Og der
er ingen, der kan paastaa, at vi sidder kritikløse
hen. Hvis det var tilfældet, vilde det se sløjt
ud med interessen for det daglige arbejde.
— Jeg kommer til at tænke paa, da vi i sin tid
gik til undervisning i grønlandsk samfundslære
hos nuværende direktør Oldendow, at han om-
trent ordret sagde: »Naar De nu rejser ud til
Grønland, er det selvfølgelig først og fremmest
Deres pligt at udføre Deres arbejde i overens-
stemmelse med deres instruks. Men De skal
altid prøve at se en sag fra to sider, baade fra
den danske administrations og fra grønlandsk
side. De skal ikke slavisk følge den ene eller
den anden part, men skære igennem og naa
ind til sagens kærne. De kommer ikke ud til
et land, der flyder med mælk og honning. Der
er endnu meget at forbedre. Meget godt er gjort,
det er baade sikkert og vist, men slaa Dem ik-
ke til taals med det. Støt det, der uegennyttigt
gøres til fremme af forholdene, udbyg det og
gør det endnu bedre. Eller med andre ord:
Gør Deres pligt, men tænk ogsaa selvstændigt
over tingene!« Dette passer godt i traad med
den kendsgerning, at ungdommens syn paa for-
holdene er af en vis betydning for fremtiden
heroppe. Vi kan godt komme med gode ideer
— og vi kan ogsaa tage fejl. Det er ungdom-
mens mulighed at bringe noget nyt. Trods al
den ældres større erfaring, saa kan den yngre of-
te være friskere i sit syn paa ting, som den æl-
dre i tjenesten ikke mere hver evige eneste dag
har med at gøre.
— Det er rigtigt. Der er ikke noget, der
virker mere nedstemmende end, naar man hø-
rer: »Saadan var det i min tid, det er ogsaa
godt nok nu!« — eller noget, der tangerer det.
Det er daarlig konservatisme. — Men alt dette
forklarer nu ikke tilstrækkeligt, hvorfor hand-
lens folk synes at holde sig tilbage fra spalterne.
— Aah-hva’ — men Bladet er jo lige star-
tet. Maaske har man villet se først, hvordan
det tog sig ud.
— Naa-ja, men der er dog nu gaaet cirka
et halvt aar, og der har kun været een artikel
fra handlens side endnu.
— Lad nu være med at skyde med skarpt.
Nu har jeg for eksempel siddet godt en maaned
paa pakkede kasser, og min fyldepen ligger paa
bunden af den største; der kan være andre, der
har lige saa »administrative« eller lignende grun-
de som jeg til ikke at skrive noget; men vi
burde — og navnlig burde de ældre i tjenesten
lægge ud først — naturligvis. Men inden dette
kommer i bladet, skal De se, er der nok kom-
met noget fra handlen. — Der er jo ingen tvivl
om, at det er glimrende med »Grønlandsposten«
— netop noget, vi har brug for. Et organ, der
forhaabentlig kan blive et bedre udtryk for »den
offentlige tjenestemandsmening« end »Tjeneste-
mandsbladet«, har sin plads i det grønlandske
samfund, vi ser blive bygget op idag omkring os.
— For at vende tilbage til »risikomomentet«!
Det er jo ikke nødvendigt at forme sine udta-
lelser skarpt. Paa den anden side vilde anony-
mitet under redaktørens ansvar — han er jo
»ansvarshavende« — tjerne gundlaget for følelse
af risiko.
— Det kunde sikkert være godt. Man ser
det jo til i danske aviser og blade — især med
smaakritik. — Det er vist forøvrigt det svage
punkt ved vores kære »Grønlandspost«, at den
udelukkende er haseret paa, at læserne skal
skrive.
— Jeg maa sige, at jeg ikke fra Danmark
kender noget blad, der udelukkende — eller
blot næsten helt — skrives af læserne. Paa den
anden side kender vist alle den lokale redaktør-
type, der skriver avisen fra hoved til sidste an-
nonce. En saadan provinssprøjte maatte »Grøn-
landsposten« nødigt blive.
— Der er sikkert en del, der har noget paa
hjerte; men dels af mangel paa skriveevne, dels
af — misforstaaet — beskedenhed kan de ikke
faa det frem, saa længe der kun optages indsend-
le artikler med navn under.
— Den anonyme artikel og den redaktionel-
le artikel — skrevet paa basis af redaktionens
post eller, hvad redaktøren opsnuser ved sam-
taler eller lignende — mangler. Begge dele vil-