Grønlandsposten - 16.08.1942, Blaðsíða 11

Nr. 11
GRØNLANDSPOSTEN
131
del i Europas frihedskrig. Har det gennem de
to aars okkupation vist at være i stand til og
villig til at gennemføre denne kamp? Har det i
det hele taget begyndt den?
Før vi kan svare herpaa, maa vi erindre,
at ikke alene var de militære magtforhold over-
vældende ugunstige for Danmark, men de vil-
kaar, hvorunder kampen efter vaahnenes art
maatte optages, var meget vanskeligere end i de
andre okkuperede lande. Disse lande havde
kæmpet, og derved var modstandsviljen rejst
fra første dag af. Desuden hlev de faldet i ryg-
gen af forræderiske regeringer og tyske kom-
missærer, medens nationale regeringer samtidigt
blev oprettet udenfor disse landes grænser, hvor
de fra et begunstiget opholdssted uhindret kun-
de styrke viljen til at holde ud.
I Danmark var situationen helt anderledes.
Landet havde frivilligt bøjet sig for overmagten.
Folkets agtelse for kongen, som forblev paa sin
plads og formanede sine undersaatter til at be-
vare ro og orden, var en faktor, der bidrog stærkt
til at samle folket omkring regeringen, der hav-
de siddet ved magten i 11 aar. Men heller ikke
de faa nazister i Danmark gav nogen grund til
ængstelse; i virkeligheden gav deres fører, Frits
Clausen, der havde sit lille parti splittet i flere
grupper, mere anledning til latter end til frygt.
Den mand, der i virkeligheden samlede
danskerne til modstand, var, hvor underligt det
end maatte lyde, ingen anden end den tyskven-
lige udenrigsminister, Erik Scavenius, der blev
udnævnt tre maaneder efter okkupationen. Ved
sin klodsethed, for ikke at sige dumhed, var han
den, som aabnede øjnene paa dem, der villigt
havde støttet samlingsregeringen. Han fik dem
til at se, at alt maaske alligevel ikke var saa godt.
Thi det var baade klodset og ufint af Scavenius
kort efter at have tiltraadt sit embede i en re-
geringserklæring den 8. juli 1940 at give udtryk
for sin »beundring for den tyske hær« — den
samme hær, som netop da nylig havde myrdet
den civile befolkning i Norge, Holland, Belgien
og Frankrig. Det danske folk følte i sandhed
ingen beundring for dette, og lige saa lidt kun-
de det undgaa at lægge mærke til, at det ikke
alene var klodset, men ogsaa uklogt, at den
danske udenrigsminister kort efter denne pro-
klamation frit tilbød tyskerne, hvad de paa dette
tidspunkt aldrig havde drømt om at kræve, nem-
lig en told- og møntunion og fælles pas for dan-
ske og tyskere. Naar en samlingsregering kun-
de godkende at saadant skridt, selv om det skete
under protest, saa maatte der med hensyn til
enigheden øjensynligt være noget galt. Harmo-
nien kunde ogsaa købes for dyr.
Hertil kom da, hvad der skete udenfor lan-
dets grænser. Frankrigs fald havde, efter en kort
periode af dyb depression, nøjagtigt den mod-
satte virkning af det, vi skulde have ventet os.
Den 9. april havde folk været tilbøjelige til at
sige: »Vi vil faa vor frihed tilbage, naar de al-
lierede vinder krigen, og det vil ikke vare længe.
Vi behøver ikke selv at gøre noget. Men nu da
England stod alene, sagde de: »Nu maa Dan-
mark hjælpe med til at vinde krigen for Eng-
land og for os selv«. Det er bemærkelsesværdigt,
at denne stemningsændring fremkom før slaget
over London var blevet udkæmpet og vundet —
af England. Det tjener til danskernes ære, og
det bør ikke glemmes, at den fremkom, netop
som alt haab for et frit Europa syntes slukket
for et ubegrænset tidsrum, netop som mange,
selv i England, var begyndt at tvivle.
I praksis førle denne stemningsændring ik-
ke til en bølge af terror og massearrestationer
med blodige kampe og henrettelser, som vi des-
værre kender alt for godt fra de andre okkupe-
rede lande. Tyskerne prøvede fortsat at bruge
Danmark som en slags udstillingsgenstand for
at vise, hvor lykkeligt et land kunde have det,
som havde overgivet sig uden kamp, men des-
uden er danskerne af naturen et maadeholdent
folk. Ikke destomindre har en svensk professor,
som har tilbragt nogen tid baade i Danmark og
Norge under okkupation, udtalt, at han netop
mellem danskerne fandt en mere systematisk
og planmæssig modstand end mellem nord-
mændene.
Først og fremmest indskrænkedes de danske
nazisters antal, og de blev færre og færre; der
var ingen ny tilgang af mennesker, som ger-
ne vilde holde paa den rigtige hest, i fald Tysk-
land trods alt alligevel skulde vinde. Hvis
disse nazi-grupper ved hjælp af tyskerne vilde
have prøvet paa at overtage magten i Danmark,
var der sandsynligvis blevet aabent oprør. Over-
for tyskerne foranledigede danskernes passive