Grønlandsposten - 01.12.1942, Blaðsíða 3

Nr. 18
GRØNLANDSPOSTEN
207
ske, med de beske Erfaringer vor Historie gi-
ver os, at mistro enhver Stormagt. Den megen
Tale om den Lykketilstand, som international
Samarbejde vil skabe i den nye Verden, som
vil opstaa af Krigens Kaos, ligger der andet bag
den, end at Sejrherrerne vil indrette Verden ef-
ter deres egne snævre Interesser og lade de smaa
danse efter deres Pibe? Jeg anser det ikke for
nogen Mulighed at overbevise nogen om Urig-
tigheden i et saadant Synspunkt nu, ret beset,
jeg kan ikke se, hvilke Argumenter, der skulde
kunne anføres derimod. Det eneste virkelige
Argument er og bliver dog Løfters Indfrielse en-
gang. Det bør dog anføres, at i det mindste
Amerika i sin Historie, og da navnlig i den nye-
re Tid, kan fremvise adskillige Eksempler paa
Overholdelsen af Retten, ogsaa naar den var i
Modstrid [med deres, egne snævre Interesser, og
ogsaa naar de stod overfor en svagere Modpart,
et Forhold som vel tillader Haab om, at Ame-
rika ogsaa efter denne Krig vil anvende sin
overvældende Indflydelse til Fordel for Rettens
Sag, men selvom man forbeholder sig sin Begej-
string for de store Idealer, de forenede Nationer
har sat som deres Krigsmaal, maa man dog
stadig holde sig dette for Øje: det andet Alter-
nativ er Danmarks Udslettelse — heroverfor
bliver alt andet smaat og betydningsløst.
Nu staar vi da lier idag og ser Udviklingen
med større og større Hast bevæge sig imod del
Udfald af Krigen, som alle, der stolede paa den
Kraft, som laa i engelsk Karakter og i ameri-
kanske Hjælpekilder, vidste maatte blive Udfal-
det. Der er lang Vej endnu, og Skuffelser ven-
ter ogsaa endnu, men der er nu givet os et fast
Grundlag i Bevistheden om, at vi har set Tegn
paa den stadig voksende Magt, som kæmper og-
saa for vort Fædrelands Befrielse. Lad da og-
saa os bolde Hovedet oppe og ikke give efter
for de Forhold, som heroppe i den nu tilstun-
dende Mørketid virker hen til at nedslaa vort
Mod, lad os glemme alle Smaating og alle Smaa-
plager, og lad os samles om det, som nu har Be-
tydning for alle Danske, Arbejdet for den Sag,
hvis Maal er Danmarks Lykke og Eksistens.
Til Nordgrønland.
Vore mange læsere i Nordgrønland ønskes en rigtig
glædelig jul, en humørfyldt mørketid og godt slædeføre
til foraaret. Tak for godt medarbejde — og paa genhør
med gode nyheder til foraaret. red.
To unge mennesker frosset
ihjel i fjeldene ved Ivigtut.
Det var triste nyheder, der naaede os fra
Ivigtut omkring midten af november — tre unge
mennesker var gaaet vild i fjeldene, en var fun-
det frosset ihjel, en anden var endnu ikke fun-
det, og den tredie var blevet fundet i en fjern
jagthytte, forkommen og med svære forfrysninger.
— Hvorledes kan det være sket? — spurgte
vi alle. — Uerfarenhed —, var vi tilbøjelige til
at svare. — Hvorfor har de ikke holdt sammen?
— Uenighed maaske! — Hvorfor har de ikke
gjort dette eller hint? — indvendte vi. Men
hvad kendte vi til de forhold, ulykken var sket
under? og hvad vidste vi igrunden derom, ud-
over den blotte meddelelse? Først nu er breve
naaet herop fra de forulykkedes kammerater, og
maaske giver disse breve os endda kun et svagt
indtryk af et gribende drama i øde og vildsom-
me fjelde, hvor to unge mænd selvopofrende
gør alt, hvad der staar i menneskelig magt at
gøre for at redde en forkommen kammerat, der
var slaaet ud af et uheld undervejs. Den ene
vilde gaa efter hjælp, men naaede end ikke at
redde sig selv — den anden blev, indtil der ik-
ke var noget haab mere — og har derefter kun
skæbnen at takke for sin redning.
Mange, der har rejst i Nord- eller i Østgrøn-
land, ved, hvad det vil sige at blive gennemblødt
og skulle fortsætte i en bidende kold blæst. Er
der langt til hus, eller har man ikke telt, sove-
pose og primus med sig eller kan bygge snehvt-
te paa stedet, er mulighederne for at naa frem
ikke store. Sne, kulde og storm i sig selv bety-
der intet, naar man blot er nogenlunde forbe-
redt derpaa, men væde i tilgift er det værste,
der kan hænde en rejsende. Er man ikke helt
klædt i pels, hvad man som oftest er i Nord-
grønland, fryser tøjet til et ispanser omkring En,
og kulden vil hurtigt tage Ens sidste kræfter,
selv om viljen til at holde ud er nok saa stærk
— man kan simpelthen ikke.
Det er rystende, hvad der er sket i Ivigtut,
uerfarenhed har uden tvivl gjort sit dertil, men
hvormange af os andre skylder ikke snarere hel-
det end vor erfaring, at vi er sluppet godt fra
lignende uforudsete hændelser? Og mange har i