Grønlandsposten - 01.11.1943, Blaðsíða 6

246
GHØNLANDSPOSTEN
Nr. 21
Husene er gennemgaaende saa smaa, at de
mest nødvendige Møbler har vanskeligt ved at
komme ind, selv om Sprosser og Døre aftages.
Det hører til Sjældenhederne, at Soveværelserne
er saa store, at der er Plads til Klædeskabet,
som derfor maa beslaglægge det meste af Loftet,
hvis det i det hele taget kan komme derop af den
smalle Trappe. Er der saa flere Børn, staar al-
le Senge saa tæt, at det er meget vanskeligt at
gøre rent deroppe. Kælderforholdene er vist
uløselige i Assistentboligerne, det ser nemlig ud,
som om her er givet op paa Forhaand, Kartof-
lerne maa altsaa stadig paa den gode gammel-
dags Maner anbringes under Sengene.
Øjensynlig har det altid været Grønlands
Styrelse magtpaaliggende at holde Assistenterne
paa et lavt Boligniveau, bl. a. med den fornøje-
lige Trøst at en Assistents Løn ikke er beregnet
til et større Hus, da der saa skal mere Brænd-
sel til!
En Socialøkonom, der tilfældigt kommer til
at læse denne Artikel vil trække paa Skuldrene
og erklære, at en vis Procentdel af Menneskene
nu engang er bestemt til at være Proletarer, saa
det er der skam ikke noget at gøre ved.
Helga Bruun de Neergaard.
Smaa istapper.
Dagligt liv i Tornerosehavn.
Kære Grønlandspost!
Nej, nu skal De høre! Men De maa ikke
fortælle det til nogen. Jeg har selv oplevet det,
og det er saa sandt, at det faktisk godt kunde
være løgn. Jeg var ikke gift den gang, hvad iøv-
rigt ikke vedkommer sagen, men det var Jensen,
og hans kone var direkte impliceret, da hun ved
et tilfælde havde hørt noget derom — det sagde
hun da — og nu ved hele kolonien det, selv te-
legrafisten og bestyrerens kivfak, men fru Peter-
sen ved mest, for hun har hørt det sidst, og de
andre har daarlig hukommelse — og jeg har det
direkte fra hendes vandbærer.
Det hele drejer sig om en okse, som under-
assistent Buldersen havde rekvireret fra Sears
— det sagde i hvert fald fru Oldager, der selv
havde set rekvisitionen ligge paa kolonikontoret,
og ganske paa eget initiativ havde hun fundet
ud af, at det var til brylluppet — altsaa havde
Buldersen friet til hendes datter — det var en
nyhed, som optog sindene længe i Tornerose-
havn og nær- og fjerntliggende kolonier, —■ kun
Buldersen vidste intet derom.
Men aaret gik, og næste aar med, og saa en
dag kom der brev, som præsten havde fundet
ved det sydlige udsted, med besked til Bulder-
sen om, at han desværre maatte nøjes med en
gris, som nu var blevet afsendt. — Den tager vi
til jul —, tænkte Buldersens kivfak, for han selv
var om morgenen gaaet paa besøg i tømrerværk-
stedet.
Og saa blev det jul — rigtig jul med nord-
lys og gnistrende kulde, og det blev foraar og
sommer, og skonnerten slap ud af havnen og
maatte af sted — og kom tilbage igen med et
telegram om, at grisen desværre var sluppet i
land ved en eller anden koloni undervejs, men
der vilde i stedet for komme 5 fuldfede gæs. De
stod ogsaa godt nok paa lastesedlen engang sam-
me efteraar og kom ogsaa med første skib om
foraaret, men da var de tre rigtignok døde af
saltvand undervejs, og den ene af de to overle-
vende var mindre end den største.
— Det er min, den der —, sagde bestyreren
og pegede paa den store, for han havde bestilt
en gase. Men under transporten fra kajen kom
et par hunde op at slaas om gasen, og det blev
dens skæbne. — Gør ikke noget —, sagde besty-
reren, — jeg har altid gaasen —, bring den op
til mig, Buldersen —!
Øg saa vandrede Buldersen op i bestyrerens
hønsegaard med gaasen, men han plukkede en
fjer af den undervejs — den kunde da altid
bruges til piberenser!
Med venlig hilsen
Rønnebærret.
Og saa er der
alle dem, som man ikke tør fortælle, at de er
blottet for sans for humor.
JVlen iøvrigt opfordrer vi
indtrængende vore læsere til at støtte vore an-
noncører, hvorved De tjener Dem selv og frem-
mer handelens blomstring i landet.