Grønlandsposten - 01.12.1943, Blaðsíða 3

Nr. 23
GRØNLANDSPOSTEN
207
ke over en tapper Mand og god Kammerat, som
faldt for Fædrelandet.
Jeg kan yderligere tilføje, at de grønlandske
Slædekørere, som har været beskæftiget af Pat-
ruljeljenesten, har gjort udmærket Fyldest i Op-
fyldelsen af deres Pligter, som, uanset at det be-
standig har været overholdt al holde dem uden-
for egentlige Stridshandlinger, dog hyppigt har
været udført under de farligste og vanskeligste
Forhold.
Eske Brun.
Lektor Schultz-Lorentzen
fylder 70.
(Tale ved serainariefesten i Godthaab, den 14. nov. 1943).
Der er i denne tid en mislyd, et skaar i en-
hver højtidelighed og festlighed, der holdes. Det
er, som om alt bliver fattigere og mere mangel-
fuldt end nogensinde heroppe. Adskillelsens
skygge og uvishedens mørke anelser lægger sig
over alt. Der er nu gaaet 31/a aar, og om det,
der i disse aar er skel i Danmark, ved vi saa
uendelig lidt, ligesom vi er uvidende om de
mænds arbejde og tanker, der før betød saa
meget for os.
Til dem hører Christian Wilhelm Schultz-
Lorentzen, der i dag fejrer sin 70-aarige fødsels-
dag. Vel nok alle mine tilhørere ved, hvad
denne mand har betydet for seminariet. Uden
overdrivelse kan det straks siges, at han er dets
bygmester i mere end een henseende, idet ikke
blot de ydre rammer er planlagt og tilrettelagt
af ham, men ogsaa det liv, der leves, og den
undervisning, der gives, har han paatrykt sit
stempel.
Schultz-Lorentzen fødtes den 14. november
1874 i Tyrstrup nær Kristiansfeld i Sønderjyl-
land under fremmedherredømme. Som sønder-
jyde oplevede han snart, at livet ikke kunde le-
ves som en idyl, at man hurtigt stilledes over
for tunge og alvorlige spørgsmaal — hvis ikke
En selv, saa Ens forældre — spørgsmaal baade
af religiøs og national art, som krævede en be-
svarelse, eller om hvilke man afkrævedes et
svar; han forstod snart, at livet er en kamp. Og
kampindstillingen har aldrig forladt ham. Han
var vænnet til — alt fra barnsben af — ikke
at sænke hovedet, men altid at holde det frej-
digt oprejst, at tage afgjort standpunkt, ikke at
halte til begge sider. Den prøjsiske spændetrøje
var hans aandsfrie indstilling inderlig forhadt;
han kunde i længden ikke forlige sig med et
samfund, hvor gendarmen ikke blot var orde-
nens haandhæver, men ogsaa herre over, hvad
man maatte tænke og sige, og hvad ikke.
Schultz-Lorentzen vendte Sønderjylland ryggen
og drog til kongeriget. Det betød ikke, at han
glemte »det skønne land med dal og bakker
fagre«, nej, den sønderjydske sag stod altid hans
hjerte nær, og da genforeningen kom, var han
blandt den skare præster, der holdt en dansk
gudstjeneste, en takkegudstjeneste sønden aaen.
Schultz-Lorentzen er dansk til marv og ben.
Han har altid følt den indsats, han har ydet,
hvor det end har været, som et arbejde for
Danmark, som en afbetaling til sit fædreland.
Schultz-Lorentzen blev student i 1891 og
valgte del theologiske studium, som han afslut-
tede med 1. karakter i 1897. Allerede før sin
embedseksamen havde han besluttet sig til at
blive missionær i Grønland, hvortil han drog
ud i 1898 — for nu 45 aar siden. Hurtigt mær-
kedes det, at der var kommet en ung præst til
landet, hvis evner langt oversteg gennemsnittets,
og hvis interesser var vidtspændende. Der gik
heller ikke lang tid, før han kom ind i stillin-
ger, hvor der aabnedes bedre muligheder for
ham til at virkeliggøre sine ideer og planer, og
hvor hans organisatoriske og administrative ev-
ner bedre kunde udfolde sig. Fra 1901—1910
var han forstander for seminariet i Godthaab og
fra 1906 tillige provst for Grønland.
Schultz-Lorentzen er en god repræsentant
for den desværre i antal aftagende type præster,
der forstaar betydningen af den nære forbindel-
se mellem skole og kirke; ban opfatter ikke
denne forbindelse som et magtspørgsmaal, som
en prestigesag, men som den naturligste ting af
verden, at opdragelse ikke er noget, der skal
stykkes ud paa mange forskellige hænder, men,
saa sandt som al opdragelses sidste maal maa
være et, maa midlerne ogsaa bæres af et enheds-
syn. For Schultz-Lorentzen er det næsten en
selvfølge, at en præst ogsaa maa være lærer.
Der er ingen tvivl om, at omkring 1900 var