Grønlandsposten - 01.12.1943, Blaðsíða 5

Nr. 23
GRØN LANDSPOSTEN
269
Vore lønninger contra de nu-
værende priser.
Dyrtiden er efterhaanden blevet det faste
samtaleemne heroppe i Grønland — ved siden
af krigen. Mange klager over, at de ikke mere
kan faa deres løn til at slaa til, selvom de ind-
skrænker deres forbrug til det absolut nødven-
dige. Dette gælder unge fastansatte med ca.
2.000-3.200 i grundløn.
Det har vist altid været saaledes i dyrtids-
perioder, at disse lønningsklasser klager, fordi de-
res løn som regel først stiger aaret efter, at vare-
priserne er steget — og her i landet har lønnin-
gerne overhovedet ikke fulgt prisstigningen!
Vi har haft en del stigning paa butiksvarer
og — for Godthaabs vedkommende — en tem-
melig stor stigning paa grønlandsk proviant.
Men den mest følelige stigning har dog været
paa kommissionsvarer og tøjvarer (kataloggods).
Stigningen rammer ikke fangere og fiskere,
da indhandlingspriserne for det første er steget,
og da det for det andet har været usædvanlig
gode fiskeaar. Derimod vilde fastansatte grøn-
landske kivfakker og lejede ved kolonierne ram-
mes temmelig haardt, hvis ikke der var saa
stor mangel paa arbejdskraft, at differencen al-
tid kunde tjenes ind ved overarbejde. Men de
grønlandske kateketer maa mærke stigningen,
selvom deres dyrtidstillæg er forholdsvis store.
Mange af dem er da ogsaa mere jægere end
lærere i denne tid, og det er de vist ogsaa
tvungne til, hvis ikke de skal leve af boplads-
fællernes godgørenhed.
Men saa er der de danske embedsmænd.
Af disse klarer de ældre sig naturligvis bedst.
De er enten kolonibestyrere eller institutionsle-
dere, og er saaledes efterhaanden naaet op paa
en ret god gage, især naar deres forskellige til-
læg medregnes. De har saaledes mulighed for
nedsættelse af levestandarden, hvor dette er nød-
vendigt, eller reserver at tære paa. Men alt det-
te gælder ikke de unge assistenter, lærere og
dermed ligestillede. De fleste har i normaltider
saa lav løn, al de ikke kan lægge nævneværdigt
til side deraf — hvis de har familie — og der-
for har de nu, hvor lønnen er utilstrækkelig,
ingen reserver at ty til. De maa derfor sætte
levestandarden ued, eller ogsaa samle gæld, hvis
de kan komme til del. Dette beror paa ved-
kommende kolonibestyrers eller institutionsle-
ders velvilje, om der gives henstand udover fi-
nansaarets slutning eller ej.
Chancerne for ekstraarbejde, som i dyrtider
plejer at være disse lønningsklassers tilflugt og
redning, er i de fleste tilfælde lig med nul her
i landet. Jeg har talt med folk, der har haft
nogle »hundreder« i sparekassen. Nu er det
hele opbrugt. Værst er alt dette for de men-
nesker, der tænker sig at rejse til Danmark, saa
snart krigen er forbi. De slider nu deres sidste
reserver af tøj, møbler etc., som de event, hav-
de, uden at kunne forny noget af det. Saa vidt
man kan forudse, vil der næppe blive overflod
af varer i Danmark umiddelbart efter krigen.
Det vil derfor blive vanskeligt at forny tingene,
naar man kommer hjem, selvom man havde
aldrig saa mange penge. Det kan derfor næppe
være heldigt, at vores løn er saa lav nu, hvor
vi ikke skal tære paa Danmarks varelager.
Vi er sikkert mange, der gerne vilde kunne
hjælpe familie og venner i Danmark, naar vi
kommer hjem, i stedet for, som det nu let kan
gaa, at falde dem til byrde.
Enkelte er standhaftige og nægter sig alt,
spiser margarine, drikker the i stedet for kaffe,
gaar ikke i biografen, hvis der findes en saadan
paa stedet, inviterer aldrig venner og bekendte
til en kop kaffe, endsige en lille middag etc. etc.
Men disse er kun faa, og heroppe maa det og-
saa i høj grad gaa udover folks gode humør og
aandelige udvikling, hvis de tvinges til at isole-
re sig.
Dette skæve forhold er blevet saa meget
mere iøjnefaldende, som Ivigtut er rykket folk
nærmere ind paa livet i den senere tid. Løn-
ningsforskellen maa siges at være pinlig stor.
Der snakkes om, at Ivigtutterne er mere ensom-
me end andre danske heroppe, og at de derfor
fortjener større løn. Men lad os sammenligne
f. eks. en assistents kaar i den henseende paa
de mere ensomme pladser med Ivigtutternes.
Eller lad os se, hvem der rejser mest — uden-
og indenfor Grønland — Ivigtutterne eller de
øvrige danske — og der er ingen tvivl om, hvem
der gaar af med sejren.
Men Ivigtut har en selvstændigt arbejdende