Grønlandsposten - 01.12.1943, Blaðsíða 4

268
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 23
udviklingen i Grønland kommet til et punkt,
hvor der maatte ske noget særligt; tiden vente-
de, om man saa maa sige, kun paa de rette
mænd, og den rette mand inden for kirke- og
skolevæsenet var — al kritik og mulige fejlgreb
til trods — Schultz-Lorentzen.
Efter Kleinschmidts død 1886 tienlaa bog-
trykkeriet saa godt som ubenyttet. I 1903 lykke-
des det ved Schultz-Lorentzens ihærdige arbejde
med Elias Lynge som medhjælp at faa det i gang
igen. Skolebog efter skolebog saa nu dagens
lys, og kateketbladet »nalunaerutit« begyndte
snart regelmæssigt at udkomme.
Da Schultz-Lorentzen i 1901 blev seminarie-
forstander, bestod seminariet kun af præstebo-
ligens stueetage. I 1907 indviedes den nuvæ-
rende store, smukke skolebygning med tilhøren-
de gymnastikhus. Elevantallet havde i det
gamle seminariums sidste dage været ca. 12, nu
blev det forhøjet til 40. Et par af de sange, der
synges i aften, er af Schultz-Lorentzen selv dig-
tet i anledning af det nye seminariums oprettel-
se. Seminariets fagkreds udvides: Efter 1903
faar grønlandsk mundtlig en fast plads paa ske-
maet; i stedet for katekesation træder skoleger-
ning. Af helt nye fag kan nævnes: naturlære,
sundhedslære, tegning, gymnastik og husflid.
I 1908 opstod vækkelsesbevægelsen i Godt-
haab, som skabte nyt liv i kristelig og national
retning. Øgsaa her var præsten Schultz-Lorent-
zen den egentlige drivkraft og ophavsmand.
Denne bevægelse fik ogsaa indpas paa semina-
riet, og det er ikke de daarligste kateketer, der
stammer fra den tid; de var ikke blot kristeligt
vakte, men i bredeste forstand aandeligt indstil-
let; deres virke satte spor over hele Grønland.
Schultz-Lorentzen havde som grundtvigianer
og sønderjyde en rodfæstet respekt for moders-
maalets ret. Da han overtog seminariet, stod
det slet til med undervisningen i grønlandsk.
Han reformerede den og underviste selv i grøn-
landsk paa grønlandsk. Det medførte en ind-
gaaende beskæftigelse med det grønlandske sprog.
Resultaterne af dette sprogstudium blev en
grønlandsk skolegrammatik for grønlændere,
den grønlandske ordbog i en dansk og engelsk
udgave, det vestgrønlandske sprog i grammatisk
fremstilling og lærebog i grønlandsk for danske
foruden flere mindre afhandlinger. Schultz-
Lorentzen er ikke filolog eller linguist i egent-
lig forstand; han er den dygtige pædagog, jder
behersker sit stof baade praktisk og teoretisk
og saa lægger det frem paa en for alle klar og
tilgængelig maade. At Schultz-Lorentzen er en
fin kender af baade eskimoernes kultur og Grøn-
lands saa vel kirkelige som verdslige historie
skal kun nævnes for en fuldstændigheds skyld.
I 1918 — seks aar efter sin fratræden som provst
for Grønland — blev Schultz-Lorentzen lektor i
grønlandsk og styrelsens og biskoppens konsu-
lent i grønlandske kirke- og skolesager. Herom
vil jeg kun sige, at han utrætteligt har arbejdet
baade for en udvidelse og modernisering af se-
minariet.
Ikke blot for Grønland, men ogsaa for Dan-
mark bar Schultz-Lorentzen ydet lødigt arbejde,
i Danmark især paa det kirkelige omraade; for-
uden den store sognepræste- og provstevirksom-
hed ved vor Frelsers Kirke bar han udfoldet et
omfattende arbejde for den kristelige studenter-
bevægelse. Han er en betydelig mand inden for
grundtvigianismen og var i 1922 dens kandidat
ved bispevalget i Ribe stift.
Schultz-Lorentzen er en myndig og selv-
stændig personlighed, hvorfor ban ogsaa i tidens
løb bar haft mange modstandere. Men endnu
har jeg ikke hørt nogen, der vovede at benægte
hans skarpe intelligens og store arbejdskraft, der
vovede at paastaa, at der ikke var sket store
fremskridt i den periode, hvor lians personlig-
hed har ydet en bestemmende, om end ikke
ene afgørende indflydelse.
Vi er mange, der i dag enten personligt el-
ler telegrafisk gerne vilde have lykønsket Dem,
lektor Schultz-Lorentzen, og fremsendt vor tak
og taknemmelighed, baade for den aldrig svig-
tende støtte, De har vist kirken og skolen i al-
mindelighed, men ogsaa for den altid beredvil-
lige hjælp, De enten skriftlig eller mundtlig saa
ofte gav os. Adskillelsen forbyder dette. Men
intet forbyder os i tankerne at trykke Deres
haand og sige et hjerteligt tillykke og tak. De
har sikkert ogsaa tænkt paa os i dag. Til vor
tak vil vi føje et ønske: at De endnu i fremti-
den maa stille Deres rige evner og store kund-
skaber i den grønlandske sags tjeneste, og at
gud vil være med Dem.
Ad. Fuglsang-Damgaard.