Grønlandsposten - 16.02.1944, Side 3

Nr. 4
GRONLANPSPOSTEN
39
paa maling, og en hel vinter gik med at vente paa
nogle enkelte bræder fra Danmark. Ventetiden
har altsaa været længere end opførelsestiden,
hvoraf følger, at huset har været færdigt lidt
før, man var begyndt paa det. Men nu er det
færdigt. De julianehaabske haandværkere har
gjort et godt stykke arbejde og mange elever har
troligt slidt i det med sandhentning, cementblan-
ding o. lign. Hvis der var blikplader nok i kolonien
skulde de alle faa en medalje,- og til tak maa de
komme gratis til gymnastik, saalænge de lever.
Herværende gymnastikpalads er netop ikke
smukt udvendigt, det ligner efter en kendt per-
sons opfattelse et mormontempel havde han
endda sagt hormontempel. Men indendørs er hu-
set større og kønnere. Tænk Dem et lyst blankt
lakeret gulv, 14 meter langt og 8 meter bredt og
dertil en brystkasseløftende loftshøjde paa over 4
meter. Væggene perlegraa og iøvrigt alt i lys lak.
De gymnastiserende iført korte blaa lærredsbukser,
bare ben i hvide gummisko og i reglen uden
skjorte eller andet. Kraftig luftfornyelse gennem
en dobbeltkanalet skorsten, ganske faa men gode
redskaber fremstillet her i landet, evt. et firklø-
ver af straalende Aladdinlamper i loftet og le-
gestuen er klar. En af efterskoledrengene har
det hæderværdige arbejde at holde fyr paa i den
underjordiske ovn fra den 1ste oktober til 1ste
maj. Bad er desværre endnu ikke indrettet. Man-
ge vil mene, at en gymnastiksal er en legestue,
maaske, men hør hvad der sker: man tager hæn-
derne op af lommerne, man faar tynd mave,
man faar hovedet ned mellem benene og armene
om bag ørerne. Man opdager, at mennesket lige
saa godt kan gaa paa hænderne som paa benene.
Man opdager ganske simpelt, at man kan bevæge
sig lige saa godt, om man er 8 aar eller 78 aar
gammel, jeg ved det af egen erfaring. Og det
sker ikke ved den bare dans, der danses kun to
gange aarlig paa gulvet.
Ca. 1/5 af alle levende i Julianehaab kommer
her og erfarer glæden ved at kunne bevæge ar-
me, ben, mave og tommelfingre saa let, saa
smukt, at selve livet bliver dejligere. Efterskole-
drengene, drengene fra den grønlandske børne-
skole, børnene fra den danske ditto, de danske
herrer i nænsomt udvalg, en flok unge grønlandske
mennesker om aftenen — alle disse staar bag
mine ord. Gid der maa fødes tusinder af sunde
børn i byen i fremtiden, men gid alle disse vilde
søge herind og forsøge sundheden bevaret og
nydt i dette gode hus.
Det er sket, at tilrejsende har forvildet sig
herind med et par lærredsko i bagagen, enten til
en Bukhsk stroppetur eller en svedperlende om-
gang badminton; det er os altid en særlig fornøj-
else at tage os af saadanne tilfælde.
Hvis De f. eks. engang staar udenfor huset
og hører en hysterisk kommanderende stemme,
hører de takttrampende fødder og luftsusende
armsving sivende ud af vinduerne, da kom inden-
for og se forsøget paa at sætte disciplinerende
fut i de unge; — ja, læg pelsen og erfar selv glæ-
den ved at beherske den menneskekrop, som De-
res mor gav dem smuk, harmonisk og funktiona-
listisk, men som De nedbryder systemastisk
hver dag af Deres liv. Kan De gaa paa hænder?
Det er minimumskravet for en 40-aarig, og De
spiser, sover og evt. arbejder langt bedre i be-
siddelse af den færdighed.
V. Borum.
Hjælp til danske Flygtninge.
Da Tyskerne den 29. August begyndte deres
nye Rædselsregimente i vort Fædreland, lykke-
des det adskillige af deres udsete Ofre at flygte
til Sverige. Efter de sidste Opgørelser er ialt
11.000 sluppet over. Vi ved, at disse vore Lands-
mænd er blevet hjulpet af alle, som kunde det i
Danmark, ofte under stor Risiko, og vi ved, at
de i Sverige har faaet en Modtagelse værdig den
Storslaaethed, vi altid har anset for et saa frem-
trædende Træk i det svenske Væsen, og at de
derfor ikke vil komme til at lide materiel Nød.
Men alligevel mener jeg, at vi heroppe ogsaa
bør række dem en hjælpende Haand. Jeg ved
fuldt vel, hvor svært det er nu for Tiden, hvor
saa mange gode Formaal kalder paa Hjælp, og
hvor Pengene er saa smaa. Men alligevel vil jeg
opfordre alle til at give efter Evne ogsaa hertil.
Overalt i Verden, hvor der findes Danske, er der
Indsamlinger i Gang til dette Formaal, og i dette
Kor bør Grønlands Røst ikke savnes. Vore ulyk-
kelige Landsmænd i Sverige har alle gennemgaa-
et meget. De har maattet flygte fra Hus og Hjem,
ofte ogsaa fra deres nærmeste, og enhver Opmun-
tring, som kan ydes, vil være kærkommen. Og af
alle Opmuntringer kan jeg ikke tænke mig nogen
bedre end den, som giver sig Udtryk i, at vi de-
res Landsmænd stiller os solidarisk med dem og
støtter dem efter vor bedste Formaaen.
Bidrag bedes sendt til mig under Adresse
»Flygtningehjælp, Godthaab«. Den 1. Maj i Aar