Grønlandsposten - 16.02.1944, Page 12

48
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4
rerne, maa svigte de mindst lige saa vigtige for-
pligtelser den har til den anden side, nemlig over-
for vort lands pengevæsen. Det vilde nok være
en pris værd, hvis man helt kunde undgaa, at na-
tionalbanken kom i en saadan situation.
Under den hidtidige diskussion om inflations-
faren har man med rette fremhævet betydningen
af, at de »ledige penge« steriliseredes, saa at de
ikke ved deres eventuelle bestræbelser for at kø-
be varer driver prisniveauet yderligere i vejret.
Mon forklaringen hos almindelige mennesker efter-
lader andet end en højst uklar fornemmelse af,
hvad det hele egentlig drejer sig om? Pengene
er der jo, hører man saa ofte sagt, og hvorfor saa
ikke lade dem blive ude i »omsætningen« og der
bidrage til at mildne de savn, der just for tiden fø-
les saa haarde. Men sandheden er i virkeligheden
den, at pengene i virkeligheden ikke er der. Pa-
piret er der, anvisningerne paa varerne —- men
varerne, der skulde give papiret værdi som pen-
ge, savnes.
Forstaaelse af dette problem vil antageligt kun-
ne udvides til foruden økonomer at omfatte i hvert
fald alle bogholderikyndige, hvis man simpelthen
forklarer, at der paa nationalbankens regnskab (el-
ler paa statens; thi den har garanteret national-
bankens forpligtelser) maa skabes et reservefond,
der kan modsvare de indefrosne aktiver, saaledes
at forpligtelser først forfalder til indfrielse i takt
med aktivernes frigørelse.
Under den forrige verdenskrig havde erhvervs-
livet i alt for ringe grad indtrykket af, at der var
en risiko forbundet med dets foretagsomhed. Det
investerede en masse penge i ting, der bagefter
viste sig at være intet værd, og da regningens dag
kom, var dets reserver for smaa. Nu maa det
vistnok erkendes, at erhverslivet er særdeles vel-
konsolideret, ogsaa landbruget er vel blevet det.
Til gengæld er det denne gang staten, der har risi-
koen, fordi den har garanteret nationalbankens til-
godehavender. Men staten har intet reservefond.
Bestræbelserne for at sterilisere, nedkule, baar.d-
lægge eller hvad man nu vil foretrække at kalde
det, et beløb, der nogenlunde kan modsvare de
svundne aktiver, maa ses som et forsøg fra statens
side paa at tilvejebringe de reserver, som enhver
autoriseret revisor vil anse for paakrævet.
Naar man nu undertiden hører sagt, at stats-
kassen jo har overskud, og at den ikke for tiden
har brug for flere penge, saa glemmer man, at
staten har paataget sig en risiko, som retteligst
skulde have ligget helt andre steder, nemlig der,
hvor krigstidens konjunkturavancer er tjent. Af
den aarsag maa det ogsaa beklages, at de fremsat-
te beskatningsforslag, der snart ventes færdigbe-
handlet, i saa ringe grad har valgt sig de egentlige
krigsindtægter som bytte. Herpaa vil der dog, ef-
ter hvad man nu forstaar, i nogen grad være raa-
det bod, inden lovkomplekset definitivt vedtages,
men det undgaas dog ikke, at bager rettes for
smed. Der kan altsaa indvendes adskilligt mod dis-
se skattelove. Men selve den omstændighed, at
staten vil i gang med at skabe begyndelsen til et
værn over for den risiko, den har paataget sig,
skal man ikke misbillige. Snarere kunde man mene,
at den er kommet for sent i gang, og at der ikke
paa de rigtige steder tages haardt nok fat. Paa si-
ne steder er der i disse aar tjent store formuer
paa statens risiko. Fra et økonomisk synspunkt er
det en farlig udvikling, vi er inde i og fra et-
hvert andet synspunkt er den lidet rimelig.«
Ovenstaaende var det vigtigste, der blev
skrevet om dette spørgsmaal, og jeg haaber, det
kan give Dem en lille forstaaelse af, hvad det er,
vi slaas med for tiden her i Danmark. Vi gaar jo
alle og er ængstelige for, hvorledes det skal gaa
med vore pengesager efter krigen, spekulerer paa,
hvorledes nationalbankens regnskab vil blive li-
kvideret, om staten vil gribe til formuekonfiskation
i sidste instans eller hvad. Der var en tid, hvor
man ikke saa nøje tænkte over tingene, hvor vi
levede og havde det ret godt, trods krig og øde-
læggelse alle andre steder i verden, men nu er
tingene rykket os saa nær ind paa livet, at det be-
gynder at genere selv den ringeste af os alle, og
naar skatteskruen drejer og drejer, naar det bliver
vanskeligere at faa fødevarerne, og naar de ratio-
nerede varer er saa knapt tilmaalte, at vi kun
daarligt faar dem til at slaa til, saa synes vi, at
det snart kan være nok.
Vore lagre af indførte varer er nu praktisk
taget opbrugt, saa vi har kun tilbage det, som vi
selv kan fremstille, og det bliver jo efterhaanden
kun det allermest paakrævede og det mest primiti-
ve. Alt, hvad der tidligere satte lidt kulør paa
tilværelsen, er nu borte, og det kommer ikke igen,
saa længe krigen varer, og vi kan ikke se nogen
ende paa den endnu.
(fortsættes.)
Abonnement tegnes paa kolonikontorerne og løber,
til det atter opsiges. Pris 20 øre pr. eksemplar.
Annoncer 25 øre pr. linie.
Redaktion og adresse: »Grønlandsposten«, Godthaab.
Ansvarshavende redaktør: Magister Chr. Vibe.
Godthaab — Sydgrønlands Bogtrykkeri.
Statsbiblioteket