Grønlandsposten - 16.08.1944, Qupperneq 1

UPERNAVIKS NORDDISTRIKT.
(Af Andr. Lund-Drosvad.)
I »Grønlandsposten« 1944 Side 17 — som omsi-
der først i Juli er naaet her til — er Bladets Red-
aktør ude efter Oplysninger om, hvorfor Forhol-
dene har været saa slette i Upernaviks Norddi-
strikt. Skulde ikke noget mere betydende frem-
komme fra anden Side, lad da efterfølgende gæl-
de for en Slags Besvarelse.
Da Mylius Erichsen og hans Fæller i 1902 fo-
retog deres Rejse op til Kap York, boede Uper-
navik Distrikts nordligste Fangere ved det endnu
beboede Kuk og det siden nedlagte Mernoq. Men
disse Pladsers Beboere var store Jægere, hvis Bjør-
nejagter allerede da førte dem helt op til Egnene
omkring Djævelens Tommel. Som Tiden gik, flyt-
tede de imidlertid nærmere og nærmere det for-
jættede Land, og Simon, den bekendteste af dem,
naaede i sin Levetid saa langt som til Ituvsalik,
hvorfra han med store Hundespand drev Fangst
paa hele Feltet op til Kap Seddon. Da han af-
hændede sine Skind i Tasiussak, var der saaledes
godt 300 km mellem, hvor han skød sine Bjør-
ne, og hvor han solgte deres Skind.
Det blev Simons Børn og Broderbørn, der ved-
blev at rykke stadig et Stykke nordover, lige til
hans Søn Kalesuak i 1925 byggede sit nordligste
Hus, hvor nu Bopladsen Karusulik ligger. Jeg
boede iøvrigt selv samme Vinter i April 1926 i
dette Hus, som da endnu bestod af Jordvægge
tapetserede med Sælskind, og hvis Tag var lagt
af gamle Konebaadsskind med nogle Aarer som
Spær. Med et godt Lag Sne om det hele og bre-
de spækflammende Lamper baade paa Hovedbriks
og under Tarmskindsruden var det dog særdeles
beboeligt. Paa dette Tidspunkt kunde Kalesuak
skyde indtil 22 Utok’er om Dagen, hvad han f.
Eks. gjorde en Dag for at komme paa Højde med
sin Fætter og Konkurrent Simunguak. Og paa en
Dag i August fangede han 3 Narhvaler, hvor nu
Bopladsen Djævelens Tommel ligger, for saa i den
kommende Nat at skyde 4 Bjørne fra sit Telt ved
Flænsestedet. Saa eminente har Fangstforholdene
været for saa kort Tid siden. Men gamle Simon
havde altid omgærdet sig med en Skare af min-
dre dygtige, der kunde beundre ham — og spise
hans Fangst, og Sønnen havde arvet sin Far, og-
saa hvad det angik. Der flyttede flere og flere
nordover, som Rygterne om Overdaadigheden bred-
te sig, og nu var Efterflytterne oftest Folk, der
ønskede at leve let. I Vinteren 1928 var der 4
Huse, og da boede jeg i 3 Uger selv-trettende i
det Hus, der var færrest i. Da Kalesuak ikke
længere kunde nære sig for Folk, flyttede han Øst
paa til Djævelens Tommel, og da der saa ogsaa
blev Boplads, flyttede han tilbage til Igdlulik Syd
for Holms 0, hvor ogsaa den nærmeste Mulig-
hed var for, at hans Børn kunde komme nødtørf-
tigt i Skole. Her døde han endnu i sin bedste Al-