Grønlandsposten - 16.08.1944, Síða 3

Nr. 16
GRØNLANDSPOSTEN
183
fleste andre Steder. Hundespandene blev hurtigt
mindre og daarligere, de gode Tænder sjældnere
og den gammeldags Velstand en Saga. Saaledes
gik det til, at Forholdene »pø—om—pø« blev, som
de er i Dag.
Nu være med dette ikke sagt, at jeg vil give
Administrationen hele Skylden. Jeg vil blot i den-
ne — en Slags »historisk« Udredning pege paa,
hvordan et velment Fremskridtsforsøg blot satte
yderligere Fart i Tilbagegangen.
Miseren maa naturligvis først og fremmest
søges i alt nævnte Aftagen i Fangstdyrenes Fore-
komst samt i den forøgede Tilflytning Syd
fra. Dernæst skyldes den, at Tilflytterne ikke
var de gode Fangere, men meget ofte lade og
uforsynlige Folk, der havde hørt om Fangst-eldo-
radoet der Nord i og tænkte sig, at der blev det nok
lettere at leve. Det blev det maaske ogsaa for
dem — en Overgang ialt Fald, men ikke for de
Pladser, hvis Fangst de tærede paa. Jeg har
hørt Førsteklasses Fangere her Syd i sige, at hvis
ikke han fik Tilladelse til at flytte endnu længere
nordover, vilde han reducere sit Hundespand og
flytte Syd paa til en Plads, hvor han blot skulde
sørge for sig selv og sin Familie. Herved afsløre-
de han da saadan set, hvad jeg ovenfor har nævnt,
at han maatte hjælpe andre end sine egne, og at
det var Fangstfeltet ikke længere til. Med andre
Ord, store Dele af Befolkningen er ikke energisk
nok selv, og saa ser man ikke anden Udvej end
paa ny at rykke frem i et mere jomfrueligt Fangst-
felt — og det endnu inden de sidste tilflyttede
har lært Sødyrenes Træk og Færd paa det gamle
Omraade at kende i fuld Udstrækning.
Jeg burde maaske sagt, at Manden truede med,
han vilde flytte Syd paa, hvis han ikke maatte
rykke længere nordover. Det maa han nemlig ik-
ke, saasom det fra Styrelsens Side blev sat som
en absolut Betingelse for at oprette Depotet ved
Djævelens Tommel, at man saa ikke siden lavede
anden Bebyggelse Nord for Karusulik, og det gik
alle med til ved Navns Underskrift. Hensigten
med dette Forbud var vel nok dels, at man ikke
ønskede Besejlingen strakt endnu længere op i de
vanskelige Isforhold mod Nord eller at vedblive
at flytte Jordemoder og Kateket og deres Huse,
hver Gang nogle Mænd ønskede at tage nyt Land,
men man saa sikkert desuden, at hver ny Flyt-
ning kun gav Grundlag for den næste — og at
det til Slut vilde ende med en Katastrofe. For
Melvillebugten, der i nogen Grad har været et
Vildt-Reservat, og som man bl, a. ogsaa med det-
te Flytteforbud fremdeles vilde beholde som et
saadant, er det knapt nok mere. Da jeg i April
1943 kørte nordover, saa jeg Spor af Karusulik-
Slæder lige op til Red Head og traf de før-
ste Kap Yorkeres Spor allerede ved Kap Seddon
kun ca. 50 km derfra. Men det hænder endog, at
Karusulikkerne jager Bjørn Nord for Kap Seddon,
og det er ikke ualmindeligt, at Kap Yorkere dri-
ver Jagt endnu sydligere end Karusulik, blot ude
til Søs. I Kap York Distriktet har man ogsaa
allerede for Aaringer siden søgt at begrænse Flyt-
ningerne sydover. Her skete det ved at hævde,
at Lægetilsynet ikke vilde blive udstrakt længere
end til Kap Melville. De, der har søgt at over-
se Situationen, har saaledes fra begge Sider søgt
at hemme yderligere Flytning, og vist er det, at
begge Parter havde været bedre tjent med, der
aldrig var blevet faste Bopladser Nord for Holms
0, og at saaledes Bjørnenes og Sælernes gamle
Ynglepladser havde faaet Lov at henligge i mere
Fred.
Men hvad saa? Kan man da intet gøre for
at ændre Forholdene, som de nu er blevet? Jo,
det kan man, og da jeg anser det for udelukket,
at Fangstdyrene vil blive flere igen, saalidt som
de er blevet det andre Steder langs Grønlands
Kyst, — eller at man kan faa Folk der oppe fra
til at trække sydover igen, maa de i Stedet for
læres til at være flittige og husholderiske samt til
at udvikle de Støtte-Erhverv, der er Grundlag
for. Og her tænker jeg da paa Fiskeriet, som
Direktør Daugaard-Jensen altsaa allerede i 1926
syntes at forudse kunde blive paakrævet. De For-
søg, der er gjort saavel af mig som siden af en
Fisker fra Jakobshavn, godtgjorde, at der fand-
tes Hellefisk saavel ved Karusulik som ved Iker-
miut og Kraulshavn — i alt Fald paa Islæg.
Og et senere Eksperiment, jeg foretog med Haj-
langliner om Sommeren fra Motorbaad, viste, at
der absolut ikke var færre Hajer ved Djævelens
Tommel end paa sydligere Pladser i Distriktet.
Som nævnt engang tidligere, efterlod jeg 85 Haj-
er i Stranden, og de var - saavidt jeg husker
fanget paa 2 Dage. Jeg holdt den Gang paa,
at naar Befolkningen virkeligt kom til at lide
Savn, tog de nok Fiskeriet op, og det har ogsaa
i nogen Grad slaaet til, hvad Hellefisk angaar, da
disse nu hvert Aar fiskes til Husbehov, naar Isen
har lagt sig. Men Hajer fiskes kun med større
Energi af Folk, der er flyttet op fra Pladser,
hvor de tidligere ogsaa har maattet fiske for at
eksistere. En af dem er f. Eks. Kateketen og